En god mand for dansk travsport – Bongo Poulsen
Kender du til de første trænere på Fyens Væddeløbsbane?
En af de mest vidende skribenter inden for dansk travsport har i anledning af morgendagens løb udarbejdet en spændende omtale af banens første trænere.
Hvis du interesserer dig for travsportens historie, kan vi varmt anbefale at dykke ned i dette initiativ, som sætter fokus på en vigtig del af Fyens Væddeløbsbanes arv.
Bongos Corner har lavet en fremragende skrivelse om dette. Læs den her.
Lad os endelig få mere af det.

God mand for sporten
Hans Jørgen Poulsen – for de fleste et navn uden særlig genklang, men i hestesportens, greyhound- og brevdue-kredse er han bedre kendt som »Bongo«. Her ved de fleste præcis, hvem der er tale om.
Hans Jørgen blev født i Aarhus, hvor hans interesse for dyr og væddeløbssport blev vakt allerede som otteårig under sine første besøg på Jydsk Væddeløbsbane i 1956.
Det stod hurtigt klart, at han ikke havde den rette fysik til at blive galopjockey, men han fandt sin plads som en del af travsporten og blev en fast del af miljøet hos travtræner Eli Andersen.
I 1958 flyttede familien til København, men hans passion for sporten fulgte med. I 1963 begyndte han som staldmand i lære på Charlottenlund Travbane. Allerede i 1966 arbejdede han med den danske travderbyvinder Hansa, som også havde sin begyndelse på Jydsk Væddeløbsbane under træner Johnny Hill.

En af dem man ser op til
Der findes flere dygtige skribenter i Danmark, og Bongo Poulsen hører til de allerbedste, hvis ikke den bedste. Hans evne til at sammensætte artikler er intet mindre end fremragende, og undertegnede har på afstand fulgt Bongo Poulsens arbejde i mange år.
Nu har Fyens Væddeløbsbane en af landets ypperste skribenter tilknyttet, hvor han har sit eget hjørne på hjemmesiden. Det vil vi her på siden gerne slå et slag for.
Vi må også rose Fyens Væddeløbsbane for det fine initiativ.
Tak til Bongo for at stille billedmateriale til rådighed.




