Bo Westergaard sagen – Kendelsen i fuld længde
Kendelse fra Travsportens Overdomstol i fuld længde, meddeler Dansk Hestevæddeløb denne søndag eftermiddag.
Læs hele kendelsen her.
Afgørelse truffet af Dansk Travsports Centralforbunds Overdomstol
Den 17. december 2024 blev der afholdt møde i Overdomstolen til behandling af den klage Bo Westergaard (BW) har indgivet over Dansk Hestevæddeløb ApS (DH) afgørelse af 20. september 2024.
Afgørelsen lyder således:
Efter en samlet vurdering finder udvalget, at Bo Westergaard som en tillægsstraf til den allerede idømte straf i I D Exceptional-sagen skal frakendes sin licens i yderligere 5 år, at han skal pålægges et tiltrædelsesforbud i samme periode og pålægges et yderligere gebyr på 50.000 kr. Under henvisning til karakteren af overtrædelserne har udvalget besluttet, at tillægsstraffen skal træde i kraft 7 dage efter offentliggørelsen af den nævnte kendelse.
Klagen er indgivet den 25. september 2024.
Til stede var:
Overdomstolens medlemmer: Jørgen Kold, Ruben Nielsen, Gert Rasmussen, Helle Dalsgaard og Erik Hollensen. Derudover deltog advokat Nicholas Symes som part i behandlingen af DH, er udpeget af Advokatsamfundet.
BW var mødt sammen med advokat Anders Zacho.
For DH mødte Uwe Bredahl, Peter Fog og advokat Christian Holch.
Påstande:
BW har nedlagt følgende påstande:
1. Dansk Hestevæddeløb ApS skal anerkende, at der ikke er grundlag for at udstede et tiltrædelsesforbud på 5 år samt frakende licensen i en periode på 5 år, subsidiært at perioderne skal forkortes efter Travsportens Overdomstols skøn.
2. Dansk Hestevæddeløb ApS skal anerkende, at bødestraffen på DKK 50.000 skal bortfalde, subsidiært lempes, ligeledes efter Travsportens Overdomstols skriv.
3. Der anmodes endvidere om, at kendelsen af den 20. september 2024 skal tillægges opsættende virkning og afvente udfaldet af en eventuel domstolsprøvelse.
DH har nedlagt følgende påstand:
1. Stadfæstelse
Advokat Christian Holch forelagde sagen.
Der er blevet afgivet følgende forklaringer:
Bo Westergaard, Uwe Bredahl og Peter Fog. Forklaringerne fremgår af særskilt bilag.
Sagen procederes, og det er aftalt, at advokaterne sender dokument, hvori hovedanbringelserne angives.
BW har fremført følgende ANBRINGENDER
Til støtte for de nedlagte påstande ydes følgende anbringender gældende:
1. KARENSTIDSSAGEN:
Uoverensstemmelserne mellem anførte karenstider og startlister beror overordnet set på en menneskelig fejl, som er sket ved løbstilmelding, hvor BW ikke var tilstrækkelig opmærksom på de vejledende karenstider. Der er ikke holdepunkter for at antage, at BW konkret har tilsidesat hensyn til hestenes velfærd og/eller har haft til hensigt at starte hestene til løb med egen vinding for øje. Det skal tillægges betydning ved strafudmålingen. Ligeledes finder vi det ikke bevist, at der er tale om grov uagtsomhed, for så vidt angår hesten, “Generalen”. Overtrædelserne anerkendes faktuelt, men det bestrides, at der er tale om så grove overtrædelser, som den idømte straf er udtryk for. Der er intet, der understøtter, at BW har startet med hestene for at snyde og med en positiv viden om, at han ikke fulgte reglerne, herunder at han tilsidesatte hensyn til hestenes helbred. Det skal også tillægges betydning, at der nok er tale om “sjusk”, men der er ikke tale om forsøg på at snyde, og der er ikke grundlag for at antage, at de begåede fejl har haft konkret betydning for hestenes løbspræstation. Overdomstolen kan lægge til grund, at DH har undersøgt et betydeligt antal starter/journaler mv. gennem en 3-årig periode. I det lys er der kvantitativt tale om få overtrædelser, hvilket også skal være et moment i bedømmelsen af straffen. Der er tale om få overtrædelser, som kan forklares som undskyldelige, og der er ikke på nogen måde tale om metodiske overtrædelser. Det skal således tillægges betydning, at 3 fejl i en periode på over 3 år, set i forhold til det omfang af sager DH har undersøgt, overordnet set indikerer, at BW havde styr på karenstiderne. Fejlene anerkendes, men der er på ingen måde proportionalitet mellem forseelser, faktum relateret til overtrædelsen og selv sanktioneringen. Det skal også tillægges betydning, at der i samme periode ikke er afgivet positive dopingprøver. Der foreligger alene simpel uagtsomhed i alle tre tilfælde, en sådan overtrædelse kan ikke medføre en så høj udmåling af straf.
2. SAGEN OM MEDICINHÅNDTERING:
Det kan lægges til grund, at BW har samarbejdet med alle involverede og af særlig relevans for denne sag, politiet.
Det understreges for at tydeliggøre den faktuelle og juridiske betydning, politisagens akter skal tillægges. DH Sport har i kendelsen lagt vægt på, at det på baggrund af billederne og beskrivelsen i dokumenterne er DH Sports vurdering, at medicinen ikke blev opbevaret under i overensstemmelse med reglerne opbevaret på betryggende vis. Det er ikke korrekt. DH Sport lader til at overse, at der på kontrolbesøget den 6. juli 2021 var tale om et aflåst skab, som blev fremvist/åbnet af egen drift. Der var ikke tale om en ransagning mv. Det kan alene lægges til grund, at medicinskabet den 10. august 2021 var åbnet op, og nøglen lå på skabet. Det skyldes ene og alene, at Karsten Holm jo netop var på Vang Hovedgård den pågældende dag i behandlingsmæssigt øjemed. Derfor, og alene derfor, var skabet åbnet op, og nøglen lå tilsvarende på skabet. Ingen af naturlige grunde. Der er samtidig tale om en bygning, hvor kun Karsten Holm og ansatte på gården havde adgang. Dvs. heri ligger ingen særskilt forseelse/skærpende omstændighed, som DH har lagt vægt på. Det må føre til lempelse. Den manglende emballering kan anerkendes. Der er blevet redegjort for formålet med opbevaringen af hvert enkelt af de 16 receptpligtige lægemidler, jf. s. 358 i ekstrakten. Det skal desuden tillægges betydning, at Fødevarestyrelsen i skrivelse af 23. september 2021, som dekreterede en fuld efterforskning med henblik på at afdække “udøvelse af dyrlægegerning”, hvilket skal sammenholdes med, at BW på daværende tidspunkt fremviste medicinbog mv. til politiet, herunder er der billeder af i hvert fald en journal. Ud fra politiets grundige efterforskning kan det lægges til grund, at BW har ikke udøvet dyrlægegerning og har ikke handlet med forsæt i forhold til de præparater, som var dyrlægeforbeholdte. DH har ikke ført bevis herfor. Det kan desuden lægges til grund, at flaskerne var uåbnede og blev afhentet kort tid efter politiets besøg den 6. juli 2021. Det viser, at BW netop kun havde flaskerne stående, og det naturligt i medicinskabet, indtil de blev fjernet/afhentet. BW vidste ikke, de var på ejendommen, og derfor er der ikke forsæt. Hvorfor skulle han ellers, af egen drift, vise medicinskabet til politiet og dermed åbne en sag mod sig selv. Der er derfor maksimalt tale om simpel uagtsomhed i forhold til den midlertidige opbevaring indtil afhentningen. Medicinen var på ejendommen grundet en forglemmelse fra dyrlægen, og der var tale om medicin, som indgik i den løbende, ordinerede behandling af heste på ejendommen. Der er samtidig tale om medicin, som BW ikke selv ville kunne fremskaffe, eftersom den er receptpligtig. Det kan således lægges til grund, at BW, efter han så medicinen i skabet, sørgede for, at den blev fjernet. Det kan dermed lægges til grund, at hverken BW eller nogen dyrlæge har foretaget konkret medicinbehandling i strid med gældende regelsæt. Der er alene tale om en forseelse relateret til den midlertidige opbevaring. Det understøttes af, at BW er den mest testede træner, og der er ikke afgivet positive dopingprøver. Der er desuden også tale om B-præparater og ikke A-præparater. Det er vores opfattelse, at bilagsmaterialet samlet set kan tages til indtægt for, at der ikke er foregået uautoriserede behandlinger, hvilket også var udfaldet af politiets efterforskning. Hvad angår emballeringen, fremgår det: “Han (Karsten Holm) oplyste, at når man har arbejdet så mange år med tingene, bliver det rutine. Derfor kan der forekomme sløseri. Sigtede mener dog, at det er få lægemidler, der er tale om. Adspurgt til de 4 præparater, som er forbeholdt dyrlæger: Flunixin, Dexadreson, Dexaject og Loxicom, er det noget, sigtede benytter dagligt, og han har benyttet det hos Bo Westergaard. Sigtede har dog ikke på noget tidspunkt udleveret det til Bo Westergaard eller andre. Det må være en forglemmelse, at de ikke var blevet fjernet. Bo Westergaard må ikke give lægemidler i blodet ved injektion, men godt i en muskel, oplyste sigtede.” Vi mener også, at det kan lægges til grund, at BW kontaktede Klaus Storm den 19. august 2021. Dette var kort tid efter ransagningen. Vi mener, at Overdomstolen skal lægge til grund, at BW informerede Klaus Storm om medicinsagen. Der var tale om en samtale på 1-2 minutter, og BW gav Klaus Storm de oplysninger, som daværende DTC-formand kunne og burde have reageret på, hvis man ville have undersøgt sagen. BW kunne i sagens natur kun orientere om, hvad der var passeret pr. opkaldstidspunktet: 1) politiets tilstedeværelse/ransagning på ejendommen og 2) baggrunden herfor. Det er svært at forestille sig, at Klaus Storm ikke spurgte ind til baggrunden for en ransagning/fulgte op. Desuden er forhåndsbet bekræftet af John Kirketerp og Knud Erik Ravn, som bekræfter kontakten. At BW orienterede om sagen og “inviterede” DTC til at undersøge sagen mv. vidner også om, at BW ikke har haft til hensigt at nyde og da slet ikke har udført hverken selvmedicinering og/eller haft præparaterne med det formål at udføre handlinger, der kan betegnes som dopingrelaterede. DH har intet grundlag for at antage/lægge til grund, at det skulle være utænkeligt, at BW skulle have orienteret Klaus Storm om sagen. Når kontakten dokumenterbart har været der, må det kunne forventes, at denne viden behandles efter DTC’s regler, rutiner og procedurer. Enhver tvivl, når vi taler om strafudmåling af en sådan karakter, må komme BW til gode. Vi gør gældende, at der er udvist passivitet, og BW har indrettet sig i tillid til, at denne sag ikke ville få de omfattende konsekvenser, som kendelsen er udtryk for. Samtidig har det besværliggjort muligheden for at sikre sig mere konkrete beviser i form af dels kontakten til DTC (Klaus Storm) og dels journaler fra heste mv., mens de fortsat blev trænet af BW. Igen er der her ikke fortilfælde, og det må og skal medføre lempelse i udmåling, hvilket ville gøre sig gældende i enhver sag med udmåling af så hårde sanktioner. Det være sig både i det idrætsretlige og andre organer med udmåling så betragtelige straffe. At dette ikke er en sag, BW fulgte op på efterfølgende, er uden betydning. Hvis han havde tilbageholdt/forsøgt at skjule information om medicinsagen fra juli/august 2021, ville han næppe have orienteret om denne 2. gang på første møde med DH i I.D-sagen – endsige orienteret Klaus Storm tilbage i 2021. Der har været åbenhed hele vejen, alle blev informeret, BW fik en bøde, og sagen ansås som afsluttet! Også det skal indgå i udmåling af en sanktion. Det må tillægges betydning, at der er tale om en afgørelse med meget store økonomiske konsekvenser for BW, som er opstået flere år efter den mulige forseelse, uagtet der var en viden om sagen hos den instans, der nu har udmålt straffen. Henset til den alvorlige straf/mistet erhverv må beskyttelsen af BW være på linje med, eller meget tæt på den beskyttelse af den anklagede, man ser i straffesager. Sammenfattende er der ud fra omstændighederne ikke grundlag for at idømme BW den hårdeste straf udmålt på området. OPSÆTTENDE VIRKNING: Der er ikke hjemmel til at benytte Travkalender nr. 1 fra 2024. Denne sag skal afgøres ud fra de regler, som var gældende på tidspunktet for forseelserne. Derfor kan kendelsen tillægges opsættende virkning af Overdomstolen, og vi gør gældende, henset til konsekvenserne af kendelsen, at det bør være tilfældet, præcis som det var tilfældet i sagen vedrørende I.D. Exceptional. Den opsættende virkning forudsætter i sagens natur, at sagen indbringes for domstolene inden for rimelig tid efter Overdomstolens afgørelse, og ligeledes gøres det gældende, at en domstolsprøvelse ikke kan afskrives med tilbagevirkende kraft.
Omkostninger: At der ikke er hjemmel til, at Dansk Hestevæddeløb eventuelt tilkendes sagsomkostninger til egen advokat.
Sagsomkostninger tager Overdomstolen desuden stilling til af egen drift, og der blev ikke udmålt tilsvarende omkostninger i I D-sagen. Advokat Holchs rolle i Dansk Hestevæddeløb ApS må desuden tillægges betydning. Den hjemmel, der forefindes i Travkalenderen, omfatter ikke advokat Holchs virke.
DH har fremført følgende ANBRINGENDER
Dansk Hestevæddeløb henholder sig overordnet til kendelsen af 20. september 2024 (X27-37) og til Dansk Hestevæddeløbs svarskrift af 12. november 2024 (X19-26). Dansk Hestevæddeløb har herudover følgende uddybende anbringender. Karenstidssagerne Der foreligger uagtsomme overtrædelser af løbsbestemmelserne og bestemmelserne i forbuds- og karenstidslisten for så vidt angår sagerne om hestene Ghazi BR og Keystone Cash. Generalen blev den 22. februar 2022 behandlet med 30 mg kenalog for karpalkansyndrom. Den anbefalede maksimale dosis kenalog i forbuds- og karenstidslisten er 15 mg, og det er udtrykkeligt frarådet at anvende en højere dosis af dette præparat, som har særlige depot egenskaber, der indebærer, at udskillelsen af stoffet sker over en lang periode. Hesten var i de foregående 14 måneder gentagne gange behandlet bl.a. med kenalog, dexadreson, tildren og diprofos med lange karenstider til følge, og hvor flere af behandlingerne lå i umiddelbar forlængelse af en løbsstart. At hesten på denne baggrund blev behandlet med en så stor mængde kenalog må således anses som et udtryk for, at hesten havde en alvorlig skade, og at dens helbredstilstand tilsagde grundige dyrevelfærdsmæssige overvejelser inden tilmelding af hesten til løb. Den behandlende dyrlæge havde konkret fastsat karenstiden for kenalog-behandlingen til 40 dage. Dansk Hestevæddeløb har konkrete erfaringer med en travhest, der testede positiv i en træningsprøve taget 47 dage efter en ledbehandling med 30 mg kenalog. Det er derfor Dansk Hestevæddeløbs opfattelse, at karenstiden burde have været fastsat markant længere end 40 dage. Generalen startede løb blot 25 dage efter behandlingen og dermed 15 dage før udløbet af den af dyrlægen fastsatte karenstid og 3 dage før den vejledende minimumskarenstid fastsat i forbuds- og karenstidslisten (gældende for kenalog-behandling i led med 15 mg) var udløbet. Det er efter Dansk Hestevæddeløbs opfattelse sandsynligt, at hesten fortsat var påvirket af kenalog-behandlingen under det pågældende løb. SDK har i sin indstilling oplyst, at man under de foreliggende omstændigheder vurderer overtrædelsen til at være groft uagtsom. Dansk Hestevæddeløb er enig i denne vurdering. Bo Westergaards forklaring om, at virksomheden var vokset hurtigt, at der var mange heste i træning, at der var mange ting at holde styr på, og at behandlingsjournalerne for travheste er vanskelige at arbejde med i praksis, bør efter Dansk Hestevæddeløbs opfattelse ikke tillægges betydning som en undskyldende omstændighed. Tværtimod er det Dansk Hestevæddeløbs opfattelse, at forklaringen om den måde virksomheden blev drevet på og de rutiner, som blev fulgt, må anses som forhold, der særligt bør bedømmes som uagtsomme, grænsende til groft uagtsomme.
Professionelle travtrænere er underlagt et licenssystem og et regelsæt for så vidt angår behandling og medicinering af heste, der grundlæggende har til formål at beskytte en række forskellige vigtige hensyn i form af dyrevelfærd, travsportens overordnede integritet, spilsikkerhed og fairness set i forhold til de øvrige professionelle travtrænere, som Bo Westergaard har konkurreret med om at få de bedste heste i træning og om at vinde i de mange travløb, som Bo Westergaard-trænede heste har deltaget i. Bo Westergaard har som tidligere dømt for en forsætlig overtrædelse af regler om medicinering af travheste i Norge haft særlig personlig anledning til at opbygge procedurer og rutiner, så fejl af den foreliggende karakter ikke kunne ske, hvilket han har forsømt. Den tidligere dom fra Norge skal i henhold til løbsreglementets bestemmelser herom medføre, at der skal finde en skærpelse sted ved udmålingen af sanktionen for karenstidsforseelserne (og medicinhandteringssagen). Der findes ikke i Danmark tidligere sager om lignende karenstidsforseelser af relevans for strafudmålingen. Samlet set tegner de tre karenstidsager og Bo Westergaards forklaringer om baggrunden for dem et mønster af betydelig uforsigtighed fra Bo Westergaards side i forhold til at have procedurer, der var egnede til at sikre overholdelse af de gældende regler. Medicinhåndteringssagen Baggrunden for sagens opståen
Det kan efter Bo Westergaards forklaring lægges til grund, at Bo Westergaard den 6. juli 2021 åbnede medicinskabet for de to politibetjente, der udførte kontrolbesøg på ejendommen på baggrund af en forudgående anonym anmeldelse, og at han overbeviste, at billederne af betydelige mængder af dyrlægeforbeholdt medicin, som indgår i politiets sagsakter (X255-273), blev taget. Det kan endvidere lægges til grund, at Bo Westergaard den 6. oktober 2021 blev afhørt telefonisk af Nordjyllands Politi, og at han under denne afhøring blev oplyst om, at han konkret var sigtet for opbevaring af bl.a. 4 dyrlægeforbeholdte lægemidler (X388). Temaet for afhøringen var netop de dyrlægeforbeholdte lægemidler, og Bo Westergaard forklarede under afhøringen til politiet, at de 4 medikamenter var udstedt af dyrlæge Karsten Holm, at de havde været benyttet af “dyrlægen ved besøg og var stillet til side, idet det var rester. De skulle selvfølgelig have været smidt ud”. Endelig kan det lægges til grund, at Bo Westergaard den 19. januar 2022 modtog et bødeforlæg, hvor det af ordlyden konkret fremgik, at han blev dømt for opbevaring af dyrlægeforbeholdt medicin, og at bøden efterfølgende må være blevet betalt af Bo Westergaard. Det forekommer på denne baggrund utroværdigt, når Bo Westergaard forklarede, at han havde glemt, at straffesagen vedrørte fund af betydelige mængder af dyrlægeforbeholdt medicin. I juli måned 2023 fandt dyrlæge Peter Fog ved et uanmeldt kontrolbesøg hos Bo Westergaard en række forskellige medicinske præparater uden de lovpligtige etiketter. Bo Westergaard blev oplyst om, at han formentlig ville få en bøde fra DH Sport som følge heraf. Bo Westergaard oplyste i den forbindelse selv Peter Fog, at han tidligere havde fået en mindre bøde for et lignende forhold i forbindelse med et besøg fra Fødevarestyrelsen. Han oplyste ikke om, at sagen også havde vedrørt dyrlægeforbeholdt medicin. Bo Westergaard blev i et processkrift afgivet for Travsportens Overdomstol anmodet om at fremlægge dokumentation for, hvad straffesagen, hvor han havde fået bøden, som han havde fortalt Peter Fog om, havde drejet sig om. Kort før sagens behandling for Travsportens Overdomstol fremlagde Bo Westergaard et bødeforlæg udstedt til dyrlæge Karsten Holm sammen med en erklæring fra Karsten Holm om, at sagen alene havde drejet sig om manglende etiketter på medicin. Bo Westergaard fremlagde ikke det bødeforlæg, som han selv havde modtaget, hvoraf det ellers udtrykkeligt fremgik, at sagen drejede sig om opbevaring af dyrlægeforbeholdt medicin.
Bo Westergaard blev under afhøringen i ID Exceptional-sagen gentagne gange spurgt om, hvad sagen fra 2021 havde drejet sig om. Han oplyste ikke om, at den havde drejet sig om opbevaring af dyrlægeforbeholdt medicin. Bo Westergaard har således ikke medvirket til sagens oplysning. Bo Westergaard har efter Dansk Hestevæddeløbs opfattelse tværtimod aktivt modvirket, at Dansk Hestevæddeløb fik oplysninger om sagens rette sammenhæng. Bo Westergaard forklarede, at der var søgt aktindsigt i straffesagen hos Nordjyllands Politi allerede inden ID Exceptional-sagens behandling og dermed inden opfyldelsen af den processuelle provokation, hvilket må anses som en skærpende omstændighed. Det er ikke bevist, at Bo Westergaard orienterede Klaus Storm om sagen i august 2021. Bo Westergaard kunne ikke bekræfte, at han den 19. august 2021 havde oplyst Klaus Storm om, at der var fundet dyrlægeforbeholdt medicin af politiet den 6. juli 2021. DH Sport fik først i forbindelse med ID Exceptional-sagens behandling de nødvendige oplysninger, der gav konkret anledning til, og som muliggjorde, en nærmere undersøgelse af sagen fra sommeren 2021. DH Sport har således ikke udvist passivitet. Opbevaringen må anses som en alvorlig og forsætlig forseelse.
Opbevaringen af betydelige mængder af dyrlægeforbeholdt medicin, et større antal kanyler og herudover medicin uden de fornødne og lovpligtige etiketter må anses som en forsætlig tilsidesættelse af løbsbestemmelsernes regler om travtræneres opbevaring af medicin mv. Bo Westergaard har tidligere anført, at han selv lagde den dyrlægeforbeholdte medicin inde i medicinskabet på ejendommen (X381), men frafaldt dette udsagn under sin forklaring. Under alle omstændigheder gælder der efter løbsreglementet identifikation mellem Bo Westergaard og de ansatte i stalden og tilsvarende mellem Bo Westergaard og den behandlende dyrlæge, der måtte have udleveret den dyrlægeforbeholdte medicin til Bo Westergaard. Karsten Holm forklarede under en afhøring til Nordjyllands Politi, at flunixin, dexadreson, dexaject og loxicom alle er medicinske præparater, der løbende anvendtes ved behandlinger af heste i Bo Westergaards stald. Dette skal sammenholdes med Bo Westergaards forklaringer om, hvordan de mange løbende dyrlægebehandlinger af stalden over 100 heste fandt sted i et tæt samspil mellem Bo Westergaard og den behandlende dyrlæge. På den baggrund må det lægges til grund, at Bo Westergaard som mangeårig professionel travtræner har vidst, at der var tale om dyrlægeforbeholdt medicin, som hverken måtte opbevares eller benyttes af Bo Westergaard. De pågældende præparater indgår da også flere steder i de behandlingsjournaler, der indgår i sagens dokumenter. Det er en skærpende omstændighed, at der har været opbevaret så betydelige mængder af dyrlægeforbeholdt medicin, som har haft forskellige typer af anvendelse i forhold til behandling af heste. Der henvises til Peter Fogs forklaring om, hvor mange behandlinger af heste de respektive flasker af medicin ville række til. Betydningen af, at der ikke har været beviser for udøvelse af ulovlig dyrlægegerning.
Der er ved fastsættelsen af sanktionen taget højde for, at der ikke har været beviser for, at den dyrlægeforbeholdte medicin har været konkret anvendt af Bo Westergaard. Der er således ikke grundlag for at lade dette forhold indgå som en formildende omstændighed. Havde der været beviser for konkret anvendelse af medicinen, skulle straffen have været markant hårdere. Den ulovlige opbevaring af så betydelige mængder af dyrlægeforbeholdt medicin skaber i sig selv en mistanke om, at der har fundet udøvelse af dyrlægegerning sted. Alene en sådan mistanke er stærkt skadelig for travsporten. Sportens regelsæt om, at der ikke må finde opbevaring af dyrlægeforbeholdt medicin sted, og de øvrige særskilte regler om, at al medicin, der opbevares, skal kunne henføres til en konkret dyrlægeordineret behandling på en konkret hest i stalden, har til formål at undgå en sådan mistanke og i øvrigt understøtte, at travtrænere ikke fristes til at udøve dyrlægegerning, idet dette kan være særdeles vanskeligt at bevise. Der er i øvrigt flere omstændigheder i sagen, der taler imod Bo Westergaards forklaring om, at der var tale uåbnede flasker glemt af dyrlæge Karsten Holm. Desuden kan det på billederne fra politiets efterforskning konstateres, at der på flere af flaskernes etiketter var påført håndskreven tekst. Derudover henvises der til Peter Fogs vurdering af, at i hvert fald en af medicinflaskerne var åbnet. Der henvises i denne forbindelse også til Bo Westergaards forklaring til politiet den 6. oktober 2021 om, at der medicinen var rester efter dyrlægebehandlinger, der skulle have været smidt ud. Forklaringen er uforenelig med, hvad Bo Westergaard i dag gør gældende. Det er ikke en præmis i kendelsen, at medicinen blev opbevaret uåbnet.
Det er ikke korrekt, når det påstås gældende af Bo Westergaard, at DH Sport i kendelsen skulle have lagt til grund, at det omhandlede medicinskab var uåbnet. Dette fremgår ikke i kendelsen. Det var umiddelbart DH Sports vurdering ved sagens indledning, og derfor fremgik dette af høringsskrivelsen fremsendt til Bo Westergaard den 22. april 2024, men på baggrund af høringssvaret herom ændrede DH Sport opfattelse på dette punkt. Strafudmålingen Det er berettiget og sædvanligt, at princippet i straffelovens § 89 er anvendt, og at der således er fastsat en tillægsstraf i forhold til den allerede pålagte straf i ID Exceptional-sagen. Der er ikke ved anvendelsen af dette princip sket en skærpelse af den straf, Bo Westergaard er blevet pålagt. Tværtimod. Baggrunden for anvendelsen af princippet i straffelovens § 89 er, at de i denne sag bedømte forseelser tidsmæssigt ligger forud for forseelsen i ID Exceptional-sagen. Ændrer domstolene sanktionen i ID Exceptional-sagen vil det ikke få betydning for strafudmålingen i denne sag. Under alle omstændigheder er der i så fald adgang til på dette tidspunkt at søge genoptagelse for at få en fornyet vurdering af strafudmålingen. Dansk travsport har fastlagt, at der skal pålægges strenge straffe ved forsætlige eller groft uagtsomme forseelser. Travsporten har herved været på forkant med den samfundsmæssige udvikling i synet på anvendelsen af heste i sport, som i disse år slår kraftigt igennem i den danske hestesektor, og som har ført til en række store mediesager i andre dele af hestesektoren. En mildere sanktion for forseelser af den foreliggende meget alvorlige karakter end den ved kendelsen pålagte vil sende et helt forkert signal i forhold til travsportens status i spørgsmålet om hestevelfærd. Dette vil kunne være dybt skadeligt for sporten, der på en række parametre, herunder også økonomisk, er afhængig af et positivt samspil med omverden. Travsportens Overdomstol bør derfor stadfæste strafudmålingen i kendelsen, der beror på en korrekt anvendelse af løbsreglementets utvetydige bestemmelser om minimumsstraffen for forsætlige og groft uagtsomme forseelser og i øvrigt en samlet vurdering af den betydelige alvorsgrad i forhold til forseelserne. Opsættende virkning Regler om opsættende virkning og adgang til domstolsprøvelse er ikke strafmaterielle regler. Travsportens Overdomstol skal således anvende de regler, der er gældende på det tidspunkt, hvor den pågældende sag bliver indbragt for Travsportens Overdomstol. Travsportens Overdomstol er nedsat i henhold til de ændrede regler, idet et medlem af Travsportens Overdomstol er udpeget af Landsudvalget for Heste. Travsportens Overdomstol har anvendt de nye regler ved stillingtagen til spørgsmålet om opsættende virkning af kendelsen, mens sagen har været under behandling ved Travsportens Overdomstol. Travsporten har med de gennemførte regelaendringer klart signaleret, at travsporten ønsker travsportens tvister afgjort endeligt og bindende i travsportens eget disciplinære system, der er indrettet med betydelig retssikkerhed for sportens aktører for øje. Det gælder både i forhold til den sagsbehandling, som har fundet sted forud for og efter sagens indbringelse for Travsportens Overdomstol.
Spørgsmålet om, hvorvidt der kan finde domstolsprøvelse af kendelser afsagt af Travsportens Overdomstol sted, er alene et spørgsmål, der kan afgøres af domstolene. På tilsvarende vis kan spørgsmålet om opsættende virkning afgøres af domstolene efter de gældende regler herom i retsplejeloven. Såfremt Travsportens Overdomstol måtte nå frem til, at der er hjemmel til at træffe beslutning om opsættende virkning for så vidt angår Travsportens Overdomstols egen afgørelse, gøres det gældende, at Travsportens Overdomstol i den foreliggende sag bør undlade at tillægge dens egen afgørelse opsættende virkning. Der henvises til støtte herfor til de grunde, der blev fremført af Dansk Hestevæddeløb, da spørgsmålet om opsættende virkning af kendelsen under sagens behandling for Travsportens Overdomstol, blev skriftvekslet. De to skriftlige indlæg vedhæftes dette påstandsdokument. Særligt henledes opmærksomheden på, at Bo Westergaard efter sin egen forklaring på nuværende tidspunkt fuldstændigt har afviklet sin virksomhed, og at der således ikke længere er noget forretningsmæssigt hensyn, der tilsiger opsættende virkning af kendelsen. Sagsomkostninger Dansk Hestevæddeløb gør gældende, at Bo Westergaard bør pålægges at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling for Travsportens Overdomstol, herunder også pålægges at betale Dansk Hestevæddeløbs udgifter til advokat.
OVERDOMSTOLENS BEMÆRKNINGER:
De forhold, der er nævnt under “karenstidssagen” og under “medicinhandteringssagen” indebærer alle en overtrædelse af løbsreglementet, hvilket er erkendt af BW. Ud over disse overtrædelser af løbsbestemmelserne er BW i “I D Exceptional-sagen” dømt for overtrædelse af løbsbestemmelserne, og BW blev i 2016 udelukket i 2 år af det Norske Travselskabs Domskomité for overtrædelse af de norske dopingreglement.
Reglen om sanktionen for disse overtrædelser findes i løbsbestemmelsernes §38. Afgørende for sanktionen er, om denne skal fastsættes efter litra a) eller litra b). Sanktionen skal fastsættes efter litra a) allerede på grund af at der er tale om mindst tredje gangs forseelser, jfr. litra b) sidste afsnit. Dette er tilstrækkeligt uanset at “I D Exceptional-sagen” endnu ikke er endeligt afgjort.
Derved er ikke taget stilling til graden af uagtsomhed for de enkelte overtrædelser. Overdomstolen finder ikke anledning til at ændre DH’s skøn over sanktionens størrelse. Den 12. juni 2024 blev løbsbestemmelserne ændret således at sammensætningen af Overdomstolen blev ændret, og §74 blev ændret således at Overdomstolens afgørelser skal træde i kraft senest 14 dage efter afsigelsen, og at Overdomstolens afgørelser ikke kan indbringes for de almindelige domstole. Disse ændringer vedrører processuelle forhold.
I forhold til vurderingen af, om der er tale om en overtrædelse, anvendes de regler, der var gældende på tidspunktet for overtrædelsen, hvorimod processuelle forhold reguleres efter de regler, der gælder på tidspunktet for anken.
AFGØRELSE:
DH’s afgørelse stadfæstes, og sanktionen træder i kraft 7 dage fra denne afgørelse.
BW betaler til DH omkostninger til Advokatsamfundet 6.250 kr., omkostninger til Advokat Symes og derudover 25.000 kr.
Afgørelsen er enstemmig.





