Udelukket for doping – men stadig kandidat til årets træner
Udelukket for doping – men stadig kandidat til årets træner: Travsporten sender et forvirrende signal
Travsporten i Sverige befinder sig i en bemærkelsesværdig – og for mange dybt problematisk – situation. Jerry Riordan, en af landets mest profilerede travtrænere, er midt i en seks måneders udelukkelse for brud på både antidopingregler og smittebeskyttelsesbestemmelser.
Alligevel er han nomineret til prisen som årets træner ved Halmstadtravets travgalla. Kombinationen af en aktiv dopingdom og en prestigefyldt nominering rejser ikke blot øjenbryn, men også principielle spørgsmål om sportens dømmekraft og dens evne til at tage egne regler alvorligt.
Sagen begyndte for alvor at rulle den 15. august sidste år, da Svensk Travsport stadfæstede STAD’s afgørelse mod Riordan. Dommen omfattede seks måneders udelukkelse og en bøde på 100.000 kroner. Ifølge afgørelsen havde Riordan overtrådt antidopingreglementet og samtidig brudt reglerne for smittebeskyttelse – to af sportens mest fundamentale sikkerheds- og integritetsområder.
Kort efter blev han også frataget to sejre fra 2023, da Dubai Kronos og Aetos Kronos blev diskvalificeret fra henholdsvis Summer Meeting Stayer og Birger Bengtssons Mindeløb.
På papiret burde en sådan sag være ødelæggende for en træners muligheder for at modtage hædersbevisninger i samme periode. Men i Halmstad ser man anderledes på det. Her er Riordan nomineret til årets træner – en pris, der normalt forbindes med professionalisme, troværdighed og forbilledlig sportslig adfærd.
Halmstadtravets direktør, Dan Wallgren, forsøger at holde afstand til beslutningen. Han understreger, at han ikke selv sidder i nomineringsgruppen, og at gruppen har valgt at fokusere “udelukkende på sportslige præstationer”. Men netop den formulering afslører et grundlæggende problem:
Hvis sportens egne institutioner vælger at se bort fra dopingdomme, når de uddeler hæderspriser, underminerer de i praksis deres egne regler. Det bliver svært at hævde, at man tager integritet alvorligt, hvis man samtidig belønner en træner, der aktuelt er udelukket for at have brudt netop de regler, der skal beskytte sporten mod snyd og uetisk adfærd.
Riordans sportslige resultater i 2025 er ubestridelige. Sejren i Sprintermesteren med Far Wise As – blot en måned før udelukkelsen – var et af årets højdepunkter på Halmstadtravet og indbragte 1,2 millioner kroner. Men spørgsmålet er, om resultater alene kan eller bør være nok, når en træner samtidig er dømt for alvorlige regelbrud.
I mange andre sportsgrene ville en sådan nominering være utænkelig. Her ville en dopingdom automatisk diskvalificere en kandidat fra alle former for hæderspriser i samme periode.
At Wallgren ikke ønsker at tage stilling til rimeligheden i nomineringen, gør kun sagen mere problematisk. Når ledelsen fralægger sig ansvar og henviser til en anonym nomineringsgruppe, efterlader det indtrykket af en sport, der helst vil undgå at tage de svære diskussioner. Det er svært at forestille sig, at en udelukket træner ville blive nomineret i en sport med stærkere governance-strukturer.
Riordan selv kalder nomineringen “en fantastisk måde at vise støtte på fra min hjemmebane”. Og netop det er måske kernen i problemet: Når lokale miljøer vælger loyalitet over konsekvens, bliver reglerne elastiske. Det er svært at tale om troværdighed, hvis sanktioner og hæderspriser kan eksistere side om side uden konflikt.
Sagen efterlader et ubehageligt spørgsmål hængende i luften: Hvad er egentlig værdien af antidopingregler, hvis en træner kan være udelukket for at bryde dem – og samtidig hyldes som årets bedste?
Fotos af
Trav365.no
Bruno VandeVelde-LeTROT
