Tidlig information om Made In Denmark
Planlægning af årgangsløb inden for hestesporten skal ske både tidligt og rettidigt, og derfor kan DH Sport allerede nu orientere om Made in Denmark Finalerne fra og med 2026.
Sådan indleder danskhv.dk en skrivelse, som er skrevet af Claus Bossow.
Som tidligere udmeldt er en ændring på vej i forhold til afviklingen af Dansk Avlsløb. Selve opbygningen af løbet laves om og vil blive afviklet som Made in Denmark Finaler og præsenteret af hingsteholderne.
Konceptet for Made in Denmark Finalerne 2027 vil være identisk med 2026-modellen. Det vil sige, at løbene bliver afviklet for 3-årige danskfødte heste og efter planen i årets sidste kvartal.
Der vil blive afviklet to finaler – én for hingste/vallakker og én for hopper. Der vil være samme præmiesum i begge, og dertil kommer consolationsløb ligeledes for begge kategorier.
Det skal også understreges, at der ikke afvikles kvalifikationsløb til finalerne. Det vil sige, at det bliver hestenes startpoint og dermed aktuelle form, der afgør, om hesten kommer med eller ej.
I praksis meldes til start i én samlet gruppe, hvor de 12 heste med flest point i hver kategori kommer med i finaleløbene, men de efterfølgende 12 heste i hver kategori kan starte i Consolation. Og så afvikles alle løb over mellemdistance og på samme bane.
Fælles bidrag
DH Sport har arbejdet for at nå bredest muligt ud, og det skal afspejles i prissætningen.
Bidragsyderne er derfor indledningsvis hingsteholdere og siden opdrættere og hesteejere, og slutteligt suppleres med et præmietilskud fra Dansk Hestevæddeløb på 100.000 kr.
Målet for præmiesummen i de to finaler bliver dermed på 300.000 kr. i hver og med otte præmier, mens der vil være mindst 50.000 kr. i hvert consolationsløb og med seks præmier. Og så vil opdrætterpræmierne være på 30 %.
Tilmeldinger i forhold til hingsteholderne går i gang snarest muligt, og DH Sport håber på en bred og stor opbakning til konceptet.
Foto Burt Seeger.
Tags: Dansk Hestevæddeløb






