Danmarks uafhængige travmedie
SENESTE NYT
Indland

Patrick skal forsvare sin titel i NM

Dansker deltager i norsk mesterskab

Patrick Richard Larsen, en talentfuld dansk staldansat, deltager i det kommende norske mesterskab for staldansatte.

Det norske mesterskab finder sted den 23. august på Bergen Travpark.

I august sidste år sikrede Patrick Richard Larsen sig titlen som norsk mester for staldansatte. Efter sejren udtrykte han stor glæde over sin præstation:

“Jeg prøver altid at holde fokus på opgaven og ikke tænke for meget over resultatet – det har jeg lært af erfaring. Jeg følger trænerens råd og tager tingene, som de kommer. Men det her… det er virkelig noget særligt. Som staldmand er det en af de største oplevelser, jeg har haft. Det betyder enormt meget for mig,” sagde han efter triumfen.


Patrick Larsen vinderbillede fra nm

Deltagere i NM for staldansatte, Bergen Travpark, lørdag den 23. august:

  • Patrick Larsen
  • Tord R. Salte
  • Sebastian Rishovd
  • Vidar Tjomsland
  • Christina Kjenner
  • Liv Marie Hansen
  • Maylen Lode
  • Marcus Totland Aadland
  • Ragnhild Bjørnbeth
  • Jarle Andre Smedtorp

Baggrund og karriere

Patrick Richard Larsen flyttede til Norge i oktober 2019 som blot 16-årig efter at have set et jobopslag på Travet.dk. I dag er han en etableret del af norsk travsport og har blandt andet arbejdet for den norske træner Kristian Malmin.

Patrick, der oprindeligt kommer fra Aalborg, begyndte sin karriere i travsporten gennem ponyløb og tilbragte meget af sin tid hos Kent Friborg. Allerede som 6-årig vandt han sin første sejr i ponysporten og har siden arbejdet målrettet på at opbygge en karriere inden for travsporten.

Den 6. september 2020 vandt han sit første travløb med hesten Dancing Queen, og siden har han leveret flere imponerende præstationer.


54346208128 8a1cfabd42 c 1

En stigende stjerne i travsporten

Patrick Richard Larsen har markeret sig som en af de bedste staldansatte i Norge og har været en stærk kandidat i kampen om landschampionatet. Den seneste sæson har været hans hidtil bedste, hvor han sikrede sig tre championater og sluttede som nummer to på listen over oftest sejrende staldansatte i Norge.

Han har også gjort sig bemærket uden for Norge. I Danmark vandt han en prøve til Dansk Avlsløb med Kalle May, og i Sverige triumferede han på Solvalla, hvor han vandt Stig H. Akademiens Lopp. Denne sejr indbragte 100.000 SEK og blev et tydeligt bevis på hans talent på tværs af landegrænser.

Patrick Richard Larsen fortsætter med at imponere og forfølger sin drøm om en succesfuld karriere inden for travsporten.

I år har Patrick Larsen vundet syv løb.

 

53840893731 4a208c2b87 c

Stald Saltum: Begyndelsen på en passion

Stald Saltum blev indgangsporten til travsporten for Patrick Larsen.

“Hverken min mor eller far havde interesse for sporten, men min bedstefar tog mig med i stalden hos Jørgen Larsen, der stod bag Stald Saltum og var en kendt amatørtræner i Danmark.

Ikaros, som blandt andet vandt Skandinavisk Mesterskab i 1970’erne, var den bedste hest, han nogensinde havde haft. Det var dog længe før min tid. Det var Larsen, der opfordrede mig til at starte på ponniskole,” fortæller Patrick Larsen.

Han var kun fem år gammel, da han begyndte, og allerede som seksårig vandt han sit første ponyløb.

“Jeg begyndte at arbejde i stalden hos Kent Friborg om eftermiddagen og i weekenderne. Efter 9. klasse valgte jeg at stoppe i skolen for at fokusere på travsporten. Da Friborg ikke havde nok heste til at tilbyde fuldtidsarbejde, fortsatte jeg hos Bo Westergaard. Senere gik turen til Norge,” har Patrick Larsen tidligere udtalt til Travet.dk.

Fotos af

Stein Larsen – Trav365.no

Relaterede nyheder

Seneste nyheder

Samarbejdspartnere

Ansager Dyrehospital
Spar Nord Arena Aalborg
Dansk Revision
Foreningen af Travopdrættere i Danmark
Venstrebanner
Venstrebanner 2
Uniq
Stutteri Spring & Stald Tårs
Marc Bæk Nielsen
Ledig plads