Morten Friis – Jeg glæder mig til at vise dem frem
For tre år siden overtog Morten Friis de fleste af hestene fra hans far John Friis, der valgte at skære ned på forretningen og hjælpe sønnen. I sidste sæson oplevede Morten Friis sin bedste sæson.
Travet.dk har taget en snak med Skive-træneren, som aktuelt har 25 heste på træningslisten.
“Der kører stille og roligt på hos os. Jeg har givet vores løbsheste lidt fri, og afventer bedre vejr, og dermed også bedre baner.
Staldens løbsheste har været lidt hårdt brugt, så de får en velfortjent pause. Jeg synes stalden ser godt ud på nuværende tidspunkt og jeg ser lyst på sæsonen 2023, fortæller Morten Friis.”
Interessante treåringer på vej.
I stalden hos Morten Friis finder man ikke mindre en ni 3-åringer. Det var derfor nærliggende at spørge ind til disse, og hvad den aktuelle status er de mange treåringer.
“Jeg afventer bare bedre baner, så har jeg en del treåringer der inden længe skal ud. De er ved at være klar til at gå hurtigt, og så skal de efterfølgende ud.
Det er altid interessant, når man har gjort tingene fra bunden, og jeg glæder mig til at disse skal vises frem inden længe, uddyber Morten Friis til Travet.dk.”
Vi bemærker blandt treåringerne, at der er flere svenskregistrerede blandt. En af disse hedder Casablanca Broline, der er efter Trixton. Det er en hest, der blev solgt på den svenske Kriterieauktion for 90.000 skr.
En anden svensk hos Team Morten Friis er hoppen Square Tile (Soutwind Frank). Det er en hoppe, der var med på Solvalla Yearling Sale 2021, hvor den blev solgt for 100.000 skr.

Ud af en trav familie
Morten Friis er ud af en Skive Travs største travfamilier.
Her på Travet.dk har vi tidligere skrevet om hans far John Friis, og i vores artikel nævnes broderen Henrik ligeledes. Den artikel har vi fundet frem til lejligheden. Artiklen er skrevet af Kenn Erik Bech.
John Friis er født den 19. september 1954. I skoletiden, 14-år gammel, begyndte John Friis i stalden hos selveste Victor Borregård.
John Friis har fortalt, at hans forældre ikke selv havde travheste, men de kom på banen som gæster. Lillebror Per begyndte som ganske ung at hjælpe hos træner Jørgen Mortensen, mens John mest var interesseret i at spille fodbold og passe sin skole, – til at begynde med.
Efter tiden hos Borregård rejste John Friis et par år til travbanen i Charlottenlund. Det var hos træner Hans Andersen. I 1974 vendte John Friis tilbage til Skive, og blev ansat hos Karsten Andersen, der på tidspunkt var det største trænernavn i Skive.
-Der var ingen problemer i at arbejde hos Karsten Andersen, og han var god til at lære fra sig, har John Friis tidligere fortalt til undertegnede om tiden hos Skive-banens førende træner.
De nærmeste konkurrenter til Karsten Andersen på det tidspunkt var ikke de andre trænere, men mere de store amatørstalde som først og fremmest Laursens Stald Kima, og også stalde som Stald Tempo.
“Karsten Andersen havde gode heste på det tidspunkt, da jeg begyndte, men jeg fik lov til meget, da jeg kom til hans trænerstald. Både at køre dem hurtig i træning og også få lov til at køre løb, fortæller John Friis. Karsten var god til at få fart på hestene, og han gav dem de fornødne pauser, så de bevarede humøret.”
Steen Juul overtog trænertronen i Skive efter Karsten Andersen, og John Friis arbejdede nu også her, i øvrigt sammen med Lars Lykke.
Gode John Friis-heste
Den dag John Friis officielt blev træner i Skive var han på hospitalet!
Det var han fordi, hans søn Henrik blev født den dag.
John Friis vandt med Kandis Grand Circle Hoppechampionat på hjemmebanen i Skive. Flik Flak var også en god hest i Friis-stalden, John Friis vandt Nationalløb med den i 2007, mens Morten Friis var kusk da Flik Flak vandt Taroks Mindeløb i 2006.
Top 3 placeringer har der også været i Hoppederbyet med Rocking Lady og i DM for Hopper med Farola, bare for at nævne nogle af de mange store højdepunkter.
Tags: Morten Friis






