Læserbrev – Tanker om travsporten
Tak for de mange fine indlæg og indspil omkring travsporten du lægger på din hjemmeside. De indlæg der er kommet omkring de unge mennesker, der har valgt en anden vej end travsporten satte mig i gang med denne mail, indleder Anders Eg Jørgensen sit læserbrev til Travet.dk.
I bund og grund burde det, at 3 personer ikke vælger sporten til vel ikke være en dårlig nyhed eller katastrofe, men fordi der er så få, der vælger sporten til, bliver det til en katastrofe.
På mange måder er travsporten en sport, som mangler nogle pejlemærker. Det kan godt være, at pejlemærkerne er der, men vi almindelige mennesker får dem bare ikke at se.
Nogle af de ting man i mine øjne mangler svar på er:
- Hvor mange trænere skal der være omkring en travbane for, at der kan leveres gode løb for spillerne. Er der nogen, der har stillet det spørgsmål? Hvis man ved det, kan man også sætte mål for udvikling. Lige nu er det lidt som om, man fægter i blinde. Man kan godt se, der er et problem, men der er ingen, der har sat et mål og derved et mærke for, hvornår man vil kunne sige, at her er en bæredygtig situation.
Jeg så en liste omkring trænere på de enkelte baner, og hvis man nu laver en analyse af, hvor mange der forsvinder de næste 10 år, ser det skidt ud for flere baner. Der skulle jo gerne i samme periode komme tilsvarende trænere ind, hvis man vil fastholde sammen niveau og helst øge med 20 til 30%, hvis vi vil udvikle sporten.
Jeg tror desværre, vi har tabt en generation eller to i fødekæden.
Hvordan vil man ”sælge” det at være travtræner i fremtiden? Når nu sporten ikke ”føder” sig selv, skal vi jo ud og finde de nye trænere. Jeg mener, man skal forsøge at lave nogle fælles træningsfaciliteter, som kan skabe noget fællesskab for trænerne. Jeg tror, at mange af de små trænere går meget selv, og det er ikke godt for udviklingen, og mange af dem er presset på økonomien.
Driftsmæssigt vil det være billigst at have fælles træningsfaciliteter i stedet for, at hver enkelt træner skal holde sit eget træningsanlæg.
Hvis man antager, at det er en præmis, at man kan have fælles træningsfaciliteter, hvordan skal faciliteterne så være? Skal hestene trænes i forbindelse med travbanen, eller skal man fra centralt hold gå ind og opkøbe gårde, hvor man så får lavet moderne faciliteter, hvor de kan leje sig ind. Det bør der også laves en analyse af.
- For at vi kan holde trænere i gang, skal der være nogle heste at leve af, så hvor mange heste skal der til for at trænerne kan have et fornuftigt levebrød og kan levere heste til løbene? Når der er svar på det, er der noget for opdrætterne at sigte efter.
Hvis man ved hvor mange heste, der skal til for at have en bæredygtig forretning, kan man også se, hvor mange trænere der har det svært i dag, og derved sætte ind hvis der kan laves nogle modeller til støtte og hjælp. Jeg tænker ikke, at støtten skal være i form af penge, men det kan være hjælp til fælles indkøb af foder, serviceydelser m.m. Det kan være, det allerede sker i dag. Det er bare ikke noget, jeg er vidende om.
- Og når der er svar på ovenstående, kan der laves en analyse af hvor mange hesteejere, der skal til, og her kan man jo stille et regnestykke op for hvor stor en del der skal være hesteejere, amatører og professionelle og måske virksomheder.
Igen det kan give nogle målepunkter og et svar på, hvordan man skal gribe det an, og ikke at forglemme: Noget at korrigere efter, hvis ikke det går, som man forventer.
Der er ingen tvivl for mig om, at vi skal hente nye mennesker til sporten ved at hente mennesker, der i dag har andre interesser, og det er svært, for de skal kunne se sig selv i det.
Man bør lave en central styret indsats, hvor man har et overblik over, hvor mange aktive der skal hentes i de enkelte områder af landet for at det bliver bæredygtigt i de enkelte områder, og det er sikkert ikke den samme indsats, der skal til rundt i landet.
Hvis man ser på dagligvarebutikkerne, så arbejder de hele tiden på at sikre, at kunderne bliver ved med at komme til dem, og det sker ved analyse af alt fra aldersgrupper og forbrugsvaner til bevægelsesmønstre m.m. Det er ikke en let opgave, og den kan være omkostningstung, men det skal der til, hvis de vil fastholde en god og overskudsgivende økonomi i deres butik.
Vi skal finde ud af, hvordan vi trækker mennesker i vores retning, og det her kunne være en af måderne. Det kan være, det allerede er sket. Jeg syntes bare ikke, det er noget, jeg har hørt om.
Når jeg kommer rundt på banerne i dag, er der mange mennesker, der vil sporten, og som er dygtige til de laver (de er bare ikke nok i antal), men de har affundet sig med, at ting er nedslidte, og de har ingen forventning om, at tingene bliver bedre.
Første gang en person – uden kendskab til sporten – kommer på en travbane, ser vedkommende på tingene med nye øjne og hvis man ikke kan se sig selv i det, så går man et andet sted hen dagen efter. Det er her problemet ligger. Ingen foreninger, virksomheder, forlystelser m.m. leverer så dårligt et førstehåndsindtryk til potentielle nye kunder, interessenter eller aktive som travsporten.
Nu arbejder jeg med en del boligforeninger. De kan opleve, at have det man kalder tomgang, det vil sige de har problemer med at leje boligerne ud. Det første man gør i sådan en situation er at se på omgivelserne og få rettet op, så det ser indbydende ud ved førstehåndsindtryk. Herefter ser man på boligerne – selv om en bolig kan være gammel og ikke har fået de store fornyelser de sidste 30 år, kan de med få midler gøres spiselige for kommende beboere.
Kort sagt man går ud og investerer for at tjene penge, ikke nødvendigvis mange penge.
Jeg kender ikke nok til strukturen, og hvordan pengene flyder rundt i systemet, men jeg kan se, at det der var dårligt for 5 år siden er endnu ringere i dag. Der behøver ikke en stor forkromet plan for genopretning for at gøre banerne mere indbydende, men almindelig sund fornuft.
Det er klart, at er kassen tom, ser det svært ud, men det tror jeg nu ikke den er.
Foto Burt Seeger.
