Lunchløb fra Skive – Rabjerg har analyseret
Fortsætter triumferne og det flotte samarbejde mellem Daniel og Rolf?
Vi er nået frem til den sidste mandag på dansk grund med fokus fra Skandinavien på Lunch-løbene med V4 og Lunch-Dubbel som de helt store spilleformer. Denne gang afvikles løbene på BioCirc Trav Arena Skive.
Inden Daniel Autriche ankom til Danmark og Rolf Jørgensen, havde hesten efter 10 starter endnu ikke prøvet at vinde et væddeløb i træning hos den svenske stortræner Johan Untersteiner, men det er der i den grad lavet om på nu.
Nu har Daniel og Rolf vundet 16 sejre i blot 28 starter – værd at bemærke, at det ikke blev til sejr i de første 5 starter i Danmark, så reelt har Rolf Jørgensen, der har kørt Daniel Autriche i alle starter på dansk grund, vundet 16 sejre i blot 23 starter – imponerende af både hest og kusk/træner!
”Daniel Autriche er en ægte fighter og der er ikke mange heste, som har samme væddeløbshoved som ham. Daniel Autriche gik et stærkt løbet senest, han var dog lidt for doven undervejs, hvilket førte til, at vi blev passeret i sidste sving, det var ikke, fordi hesten var træt. Han havde vatudtræk i senest, men jeg valgte ikke at trække det pga. galoppen i forrige start. Som spiller skal man være opmærksom på, at på mandag får han vatudtræk i igen, og denne gang bliver det trukket. Jeg går også og overvejer, om vi skal skifte hovedlag fra helt lukket til lukket med huller i, og så går han uden forsko igen her,” indleder Rolf Jørgensen.

Sejrshesten kigget ud og købt billigt i Sverige
En hest som Daniel Autriche har jo faktisk udviklet sig som et helt eventyr for Rolf Jørgensen, der selv fandt hesten og investerede i den på auktion i Sverige, og det har vist sig at være rigtig godt kigget ud, for som nævnt indledningsvis har det været med bunkevis af sejre – dog ikke i starten af den danske karriere i Skive.
”Daniel Autriche virkede nervøs, da vi fik ham til stalden, så de første 5 starter havde han ikke det rigtige udstyr på for hans del og derfor de negative resultater. Vi gav ham en ørehætte på, en kindstrop på i stedet for et tjekbid og en springrem på. Siden blev han mindre nervøs i løbssammenhæng og de gode resultater kom,” forklarer Rolf Jørgensen om den danske start med Daniel og løfter siden sløret for, hvordan netop den hest havnede hos ham.
”Jeg søgte efter en ny løbshest til mig selv for at komme ud og køre lidt flere løb, så jeg fandt Daniel Autriche på Travera-auktionen og synes han havde en spændende afstamning, og ikke tjent alt for mange penge. Jeg kunne hurtigt se, at han ikke blev særlig dyr, så jeg endte med at købe ham for 55.000 svenske kroner eller 40.000 danske kroner. Det store mål med Daniel Autriche i 2024 er at kunne få nogle gode resultater i de større stayerløb,” lyder det afsluttende fra Rolf Jørgensen.
Herunder følger masser af tips, info og kommentarer fra staldene inden det går løs mandag middag.
De fire bud til V4
V4-1
4 Iconic Flame viste klar fremgang sidst, hvor det endda fra siden så ud til, at det vigtigste var, at hesten gik fejlfrit samt fik en god oplevelse og vænnede sig til at gå med åbent hovedlag. Kusken Kasper Foget bakkede af fra start og parret endte sidst indvendigt med noget frem til de førende og vinder, Eberhard Truppo. Iconic Flame kom bedre med i sidste sving og skiftede i slutningen af dette til andet og tredje spor, inden den angreb i fjerde spor i opløbet og sluttede godt af, hvor den viste 16-fart den sidste omgang. Taber sikkert igen fra start, men virker i fremgang og kan blive glemt af mange denne gang!
V4-2
7 Espanol er en spændende svensk hest, der nu er hos Lillian Uglebjerg, men som tidligere har været i træning hos Ola Samuelsson, Daniel Wäjersten og senest Adrian Kolgjini, samt vundet løb på Jägersro, Skellefteå og Bergsåker og ofte været hårdt betroet i totalisatoren. Espanol har en storebror i Castillo, der specielt som 2-åring tjente mange penge bl.a. ved en 4-plads i det svenske Opdrætningsløb, og Castillo har tjent 657.400 SEK. I et åbent løb bliver det spændende at se Espanol i dansk debut og at fornemme på træneren, har den trænet med fin puls, og pengemæssigt er den godt inde i løbet. Den skal selvfølgelig ses an, men bør være en spændende chance her.
V4-3
1 Geo har ikke rigtigt som den ellers plejer fået det store med hjem fra de sidste par starter, men kan også ”risikere” på den baggrund at blive undervurderet her. Perfekt spor, da hesten er rigtig hurtig fra start, så kan normalt ikke andet end komme til at sidde til forrest i feltet enten i føring eller bag den førende. Jeppe Rask er tilbage i sulkyen, men kender den fra mange starter tidligere, og det var Rask, der sad i sulkyen, da Geo satte sin rekord med 1.12,9 i sommers i Odense, hvor parret faktisk vandt et Liga-løb.
V4-4
7 Hacienda har efter 33 starter endnu ikke prøvet at vinde, men den har faktisk flere gange givet prøver på, at der findes kapacitet i hesten, der her er klar til årets første start. Yderligt startspor, men godt inde på pengene, og er givet garant for en god præstation, hvis ikke den mangler et løb i kroppen efter pause fra løbene siden november måned i fjor. Hvis der kommer fart på løbet og lidt kamp om positionerne, og Hacienda får et roligt rygløb, vil den ganske givet runde mange til slut i opløbet.
V4-forslag
V4-1: 1, 3, 4, 7
V4-2: 7, 8
V4-3: 1, 2, 3, 4, 6
V4-4: 2, 3, 7
Pris: 240 kr.
[useful_banner_manager banners=33 count=1]
I øvrigt værd at bemærke
- Husk, der er Open Stretch (ekstra inderspor i opløbet) i Skive, og alle må benytte sig af dette.
- Det er første gang, at Wizer (1. løb) ikke skal køres af Anders Pedersen i løb.
- Magnus M. Nielsen kører for første gang Georg Box (1. løb).
- Gigant Toft (1. løb) har ved sine to sidste starter begge gange gået med amerikanersulky.
- Lotus Centaur (2. løb) måtte støttes i svingene i Prøveløbet, men lukkede alligevel 14,8 sidste 950 m.
- Futteflagfis (3. løb) var slettet fra en tiltænkt start i Aalborg d. 23/2 grundet forkølelse.
- Det er første gang, at Hillsborough (4. løb) ikke skal køres af Anders Pedersen i løb.
- Bet25 Live starter udsendelsen live fra Aarhus mandag kl. 12.00.
Info fra staldene
Nu starter sæsonen for alvor for Jan Dahlgaard
For hjemmebanens Jan Dahlgaard er en spændende storløbssæson klar til at skulle igangsættes, og Dahlgaard ”tyvstartede” sidste løbsdag på hjemmebanen i Skive med en meget overbevisende sejr med talentfulde 6 Kinky Rain, der faktisk er med igen denne løbsdag, men dog uden for V4-spillet i 5. løb.
”Kinky Rain var der faktisk ikke rigtigt andre opgaver til i Danmark de næste 3-4 uger end denne, vi nu har lagt, så derfor går hun ud her og med tætte starter, men hun er kommet godt over debutsejren og har bare hygget sig lidt. Thomas (Lind-Holm, red.) har et samarbejde med Mattias Djuse (træner på Solvalla, red.), og jeg tror, planen er, at Kinky Rain efter denne start går til Sverige,” forklarer Jan Dahlgaard.
Meget spændende start for Jan Dahlgaard gør 2 Jomo Cash, som skal ud i mandagens 4. løb og dermed er klar til en interessant sæsondebut.
”Jomo Cash skal ud og i gang igen efter, han har overvintret fint. Han var syg med infektion i forbindelse med Kriteriumsstarten, og det hang i noget efter, så vi stoppede og gav ham vinterpause, selvom vi egentlig gerne lige ville have givet ham et par starter mere. Han har udviklet sig fint og er jo blevet et år ældre, og han er en god hest, som jeg håber og tror kan løfte sig yderligere i år. Han hare fået masser af træning, men bare gået et banearbejde. Jeg ville gerne lette ham i balancen, da han går for tungt balanceret, men nu ser vi efter opvarmningen, om det er noget vi gør,” forklarer Jan Dahlgaard.
En spændende håndfuld fra Team Morten Friis
Vanen tro har Morten Friis-stalden flere heste tilknyttet, som skal ud denne løbsdag, og derfor ser træneren frem mod en spændende mandag, hvor det starter i 1. løb, hvor to af deltagerne 4 Iconic Flame og 6 Hr Grev Ditmar starter fra stalden.
”Iconic Flame gik faktisk rigtig pænt sidst og positivt var det, at vi lykkedes med at køre ham i et åbent hovedlag, som vi også har trænet ham med sammen med andre heste for, at han kan vænne sig til det. Normaldistancen er en fordel, og han virker på rette vej, så selvom det er et godt løb, han skal ud i, tror jeg faktisk godt, han kan have chance blandt de tre første,” fortæller Morten Friis.
”Hr Grev Ditmar kom godt i gang efter pause senest, men manglede lidt skud de sidste 150-200 meter. Han vil være bedre med løbet i kroppen, og får han et godt løb undervejs, kan han sagtens også være en chance blandt de tre første,” vurderer Morten Friis, der ikke har planlagt ændringer på de to fra stalden i 1. løb.
I det efterfølgende 2. løb er det en opgave fra stalden med 8 Hendrix, som køres af Kasper Foget.
”Hendrix fik vi startet en gang for meget inden pausen. Det lange løb i forrige start i Skive sad for meget i ham i starten efter Aalborg. Nu virker han rimelig klar, men det kan godt være, han lige mangler en gennemkøring i løb. Han er dog en stærk og god hest, der altid rækker og bliver spændende at følge her, hvor der ikke er planlagt nogen ændringer på balance eller udstyr,” forklarer Morten Friis.
Igen i 3. løb er der to heste fra Team Friis med, og det er 4 Jesse Schermer og 6 Futteflagfis.
”Jesse Schermer har udelukkende trænet sand hjemme på gården hele vinteren, og jeg har ikke rørt den, det er udelukkende Tineke (Borup, red.) som har klargjort ham, men han har set rigtig godt ud. Hvis banen tillader det, kommer han sikkert uden 4 sko, og så skal han nok, som han plejer, levere en god præstation, selvom det er et stærkt felt, han møder, siger Morten Friis.
”Futteflagfis var slettet fra en tiltænkt start i Aalborg pga. forkølelse, men gik intervaller i tirsdags, hvor han gik pænt. Han har klasse og er som altid en hest, der skal have fornuftig chance,” slutter Morten Friis.
To fra Anders P. men ikke med træneren selv i sulkyen
Fra Aalborg drager Anders Pedersen ned til Skive med et par heste i V4, men da træneren er udelukket, er det med at par gæstekuske på. Først skal 7 Wizer ud i det indledende løb, og det bliver med Jeppe Juel i sulkyen.
”Wizer har gået fint de sidste starter og udvikler sig hele tiden, så uden helt at have set så meget på, hvem han møder, skal jeg da tro på en fornuftig chance. Han har et yderligt startspor, men er ikke så hurtig fra start, og derfor gør det ikke så meget. Det er første gang med en anden kusk i løb for ham, men han er nem nok og med de kuske, der afløser mig på vores heste, burde der absolut ikke være problemer med det,” indleder Anders Pedersen.
I det 4. løb mandag middag starter Anders Pedersen så 3 Hillsborough, som denne gang skal køres af Birger Jørgensen.
”Hillsborough har holdt lidt løbsfri efter seneste start, og for hans del står den mest på galoptræning, og så har han gået et enkelt arbejde. Han er inde i en fornuftig periode, og er jo en hest, der er stærk og som går hele vejen til mål. Tidligere har han kunnet virke lidt ustabil i travet, men er blevet mere stabil der også. Han får denne gang lidt andre bagsko på, som forhåbentlig gør ham endnu mere stabil, og da han virker fin i træning, skal han kunne række til en god placering bag de tre første,” lyder det fra Anders Pedersen.
Første start i Team Svendsen-regi for den store franskmand
Mens træner Bent Svendsen selv er i gang med genoptræningen ovenpå en skulderoperation, starter stalden heste nu og da, og denne mandag skal to heste ud – begge i øvrigt med Mari Svendsen som kusk. Først er det 3 Flying Colors, som starter i 2. løb.
”Flying Colors har gået jævnt og stabilt, men er gået lidt ned de sidste par starter. Han gik med vatudtræk sidst, men rendte ud i stedet for frem, da Maria trak det, men nu har de prøvet det sammen, og det bør gå bedre denne gang. Han kommer med sko denne gang, som nok passer ham bedst, han har ikke rigtigt afsluttet, hvilket vi håber han gør denne gang,” fortæller Bent Svendsen.
Ny i stalden hos Team Svendsen er 8 Isidor Lomig, som er handlet hos Steen Juul og skal ud i 4. løb med Maria Svendsen.
”Isidor Lomig er den største hest, jeg har haft, og han er købt for, at Camilla kunne have en hest til monté, men da han ikke har tjent nok endnu til at gå ud i monté, starter han i sulkyløb og tjener forhåbentligt de penge, han mangler i stedet for at gå ud i monté-Prøveløb. Han har virket fin i de intervaller, vi har kørt med ham og virker som en udmærket hest. Jeg har talt med Steen Juul, som mener vi kan få glæde af hesten fremover, og vi ser ofte, at et miljøskifte kan være godt for hestene. Han går, som de sidste to starter, med et norsk hovedlag, og så kører vi med sko på denne gang. Hvis jeg havde kørt, havde han vundet, men nu vil jeg i første start i nyt regi kalde ham en lille vinderchance,” lyder det fra Bent Svendsen, der i øvrigt nærmer sig comeback efter en skulderoperation.
”Jeg starter sæsonen d. 1. april (2. Påskedag, red.) i Skive og gør det sammen med Just Hans, der skal ud i et Rutineløb samme dag,” slutter Bent Svendsen.
James Cook klar til spændende sæsondebut
Christian Lindhardt har en enkelt hest med i V4-løbene denne mandag, og det er allerede i det 1. løb, hvor der er sæsondebut for den spændende 3 James Cook, som træneren selv kører.
”James Cook har jeg hele tiden haft forventninger til, og han indfriede dem lidt sidst på 3-års sæsonen, hvor han gik pænt. Nu har han trænet tungt hele vinteren og gået sine intervaller, men han er ikke skærpet og har ikke gået sådan hårde arbejder. Nu er det op til bevis i denne sæson, som jeg selvfølgelig håber bliver god, for han er en fin hest. Han skal ud og i gang, så jeg siger ikke, han bare går ud og vinder dette løb, men han bør vise en god præstation. Han har gået mange løb uden sko, men som det ser ud nu, tror jeg, han går med fire sko i denne start, men endelig beslutning på dagen. Det er ikke, fordi han har pladsproblemer, så han klarer også at gå med sko, men det er klart, der er forskel på at gå med vinterbalance og tunge jernsko end at gå uden, men han har gået med sine jernsko hele vinteren og virket fin på det, så det klarer han også i løb, hvis det bliver sådan, han går mandag,” fortæller Christian Lindhardt.
Uglebjergs nye svensker klar til debut
Det går fortsat godt for Lillian Uglebjerg, som starter en enkelt hest i V4-spillet i Skive denne mandag. Det er 7 Espanol, der gør sin første start med Uglebjerg som både ejer og træner, men med Morten Friis i sulkyen.
”Jeg har haft hende siden december og hestens sidste start for Kolgjini-stalden. Vi startede med en tur til dyrlægen, som fandt flere led, der skulle behandles. Hun har trænet på med fin puls, så nu må vi ud at se, men jeg har svært ved at sætte hende ind her første gang. Hun virker som en stabil hest, der måske tidligere har manglet lidt gnist i løbene. Hun varmer op mandag med de sko, hun har på, og så må vi se efter opvarmningen, hvad kusken Morten Friis synes, og så tager vi den derfra,” fortæller Lillian Uglebjerg.
Kreditering BET25.
Fotos af:
- Flemming Andersen
- Gorm Foto
[useful_banner_manager banners=1 count=1]











