Læserbrev – De Udtørrede Græsrødder
Fra Morten Hald, er følgende læserbrev modtaget.
I en glimrende opsang andetsteds, reflekterer Aage Hansen over den elendige publikumsopbakning til Lundens internationale dag. Fin TV-produktion og mangel på engagement selv i den hårde kerne af entusiaster, angives som hovedårsagerne.
Fair nok. Men i mandags var der 8000 mennesker til bundopgør på Lyngby Stadion, selvom kampen blev, vist på nationalt tv med VAR og hele det digitale pivetøj – men alligevel var der tæt pakket med Kongblå inkl. 6 busser med røde striber fra Aalborg – og altså 4x flere tilskuere til bundbold ift. travsportens internationale dag et par uger forinden, blot 7 kilometer nede af Klampenborgvej.
Lyngby Boldklub har i årtier haft svært ved at samle publikum og var plomberet ved 1500 sjæle medmindre FCK eller BIF kom forbi. I år er der over 6000 betalende i snit, cirka 20x flere end de max 300 personer, som er på Lunden til normale løbsdage.
Hvad er der sket i Lyngby? Den notorisk stærke foreningskultur og ungdomsarbejde i klubben er løbende blevet professionaliseret med hjælp fra bl.a. de nationale forbund, stadion er blevet opgraderet men frem for alt er ejerskabet forankret i Friends of Lyngby, som på ret mesterlig vis har kombineret et klart kommercielt/erhvervsmæssigt fokus med lokalt græsrodsengagement. Sponsorstrategien er mange bække små, men diverse lounges på stadion er fyldt hver eneste gang. Klubbens medlemstal er markant stigende (ses i hele DBU) med bl.a. ungdomsakademier og pige/kvindebold i markant vækst.
Et stort aktiv er det daglige fællesskab på træningsanlægget, hvor unge/gamle, drenge/piger, amatører/proffer samles om den fælles hobby, for nogle professionelt erhverv. Det liv vi ser i fodboldklubberne i hverdagen – og som jeg bevidner som hundelufter på Roskilde KFUMs baner – findes ikke mere i travsporten, fraset de fine initiativer omkring ponyskolerne.
Det tætteste vi kom på et fodboldklub-fællesskab, var i TU-bevægelsen, hvor jeg som vordende TU-kusk kunne køre langsomt/hurtigt med mine superhelte og udveksle røverhistorier på tutten bagefter – nogle gange kunne sådan en træningslørdag være rigtig lang og rundet af med fest og farver på Bakken inden løbene søndag blev overværet med tungt hoved.
Jeg skal ikke konkludere mere på min parralelbetragninger af Lunden vs. Lyngby Boldklub og dermed fodbold vs. travsport. Men klart står det, at travsporten i specielt hovedstaden mangler et naturligt samlingspunkt for sportens aktive og alment interesserede.
Vi er spredt for alle vinde og der skal en Derbydag til, før vi igen mærker fordums fællesskab og passion sådan for alvor. Men vi mangler frem for alt koblingen mellem græsrødderne og pengene, det kommercielle og nytænkende. Den recept som skal udskrives, for at udvikle en bredere interesse for og accept af hesteporten som en genfødt del af dansk kulturarv. Her har sportens hovedorganisationer en kæmpe opgave med at stimulere interesse, identitet, fællesskab og forretning.
Situationen omkring Lunden og Det Danske Travselskab er om noget eksponent på udfordringen. Det bliver ikke nemt, men i en verden, hvor skak, dart og padel er blevet ubercool, kan alt lade sig gøre.
