Indtryk og betragtninger fra Copenhagen Cup
Der blev leveret fin sport, og publikum var mødt pænt frem til årets eneste internationale løbsdag. Denne sides redaktør, har følgende betragtninger fra i dag.
Vi starter med omsætningstallene som landede på 13.060.166 kroner, hvilket skal sættes op mod sidste års cifre på 13,2 mill. kr. Dansk Hestevæddeløb havde inden løbsdagen meldt ud omkring V75-omsætningen, og her skrev man:
”Der er sket meget siden maj 2022, og det handler desværre også om de lidt mørkere sider rundt om i verden. Overført til væddeløbssporten har det bl.a. betydet lavere omsætningstal til de nordiske trav- og galopløb over det seneste halve år, så derfor vil det være en overraskelse, såfremt vi når 2022-tallene.
Der blev på Copenhagen Cup-dagen 2022 samlet omsat for 24.367.651 kr. og heraf 13,2 mio. kr. i V75-spillet. Uanset øvrige omstændigheder vil det være tallene at forholde sig til.”
Der er dermed tale om en lille nedgang i spillet kontra sidste år.

Dansk travsport holder høj klasse
De danske kuske tog sig af syv af dagens tretten væddeløb, hvilket er mere end godkendt. Vi noterede tre sejre til Bo Westergaard, to sejre til Birger Jørgensen samt en sejr til Flemming Jensen samt unge Mads Henriksen.
Det var en fornøjelse at høre Anders Malmrot, der på løbsdagen kunne rose dansk travsport. Her nævnte sportschefen på Solvalla tre specifikke heste, som kunne komme i spil til Elitloppet.
Emoji blev der længe snakket varmt for i studiet af de meget oplagte værter. Seven Nation Army fortalte man, at man havde holdt øje med i et stykke tid, og så blev formstærke Get A Wish nævnt.
Det er bare at krydse fingre for, at dansk travsport får en dansk – dansktrænet hest med i det fine selskab sidst på måneden, når Solvalla afholder deres travfest.

Det skal man måske se på
Hvis undertegnede skal tage de kritiske briller på, så handler det ikke om de sportslige præstationer, men om behandlingen af Vagn Honum denne dag. En mand, som blot forsøgte at passe sit arbejde, men fik dette vanskeliggjort af en flok ”drengerøve” blandt publikum.
De to unge mennesker på inderbanen før og under 10 løb, må ikke ske. Der skal ikke være folk på inderbanen under løb, og slet ikke 15-20 meter fra en væddeløbsbane, hvor der køres løb.
Der er et dommertårn ikke langt fra første sving, og disse skulle have henvendt sig pænt og høfligt til disse. Denne skribent har skriftligt henvendt sig til bestyrelsesformand Henrik Johannesen for en opfølgende kommentar.
Det var positivt

Tre dagssejre på en storløbsdag taler sit eget tydelige sprog. Bo Westergaard har en stald med stor kvalitet, et dygtigt personale og ikke mindst de rette kontakter i ind og udland.
De seneste to præstationer af Get A Wish har været imponerende at skue. Oslo Grand Prix er hesten nu inviteret til, men mon ikke der kunne klemmes en start i Elitloppet ind, hvis invitationen kom?
Undertegnede har gentagne gange skrevet om Generalen og denne imponerede stort. En hest, som bla. ejes af Freddy Christensen, som har satset hårdt på dansk travsport de senere år.
Det var befriende at se Nicole Marsing, Peter Jensen og Rene Kjær på Charlottenlund Travbane. En fornøjelse at opleve, at det rygklapperi og selvros ikke var eksisterende i dag, men i stedet turde eksperterne være åbenlyst uenige i deres holdninger og meninger. Det vil vi gerne have mere af.
En flot dag på Charlottenlund Travbane, kan det konstateres herfra, og vi glæder os til at høre tilskuertallet for i dag.
Foto – Burt Seeger.







