USA – To Køreture til Kasper Foget i aften
Der venter to køreture for Kasper Foget på Pocono Downs i aften.
Danskeren kører Argento fra spor syv over 1609 meter auto samt Zsa Zsa Dabor. De to heste trænes begge af J. Neal Ehrhart.
Kasper Foget vandt tidligere på måneden bag netop førstnævnte Argento, og i aften skal den talentfulde dansker således forsøge at følge op.
Kasper Foget havde sidste år sin bedste sæson. Det blev til 149 starter i totalisatorløb med 18 sejre til følge.
Er EM-Vinder
EM-vinderen fra 2018 har fantastiske kørehænder og drog i 2019 til USA på et prøveophold hos netop Per Engblom. Et prøveophold, der siden er konverteret til længerevarende ophold for Kasper Foget, der vandt Sigter mod Stjernerne i 2017.
Kasper Foget er blevet belønnet med flere og flere køreture i USA, og det forstår man til fulde. Det er flot, det er imponerende og trods store fremgange formår Kasper Foget at holde begge ben på jorden. Det er en fornøjelse at se og høre danskeren i diverse interviews.
Kan lykkes med hårdt arbejde
Den unge dansker har vist, at hvis man virkelig vil tingene, så kan man også lykkes.
Kasper Foget deltog sidste år i flere storløb på amerikansk grund, og tidligere blev det til en start i Hambletonian Maturity. Den dygtige dansker har med flotte præstationer slået sit navn fast i det amerikanske.
En jordnær, ambitiøs og dygtig ung mand er nogle af de superlativer man kan sætte på Kasper Foget.
Fotokredit – Burt Seeger.

