Udsatte dopingdom efter dataproblemer
Den amerikanske træner Vincent Stallworth ankede sin dopingdom efter at han blev ilagt et års udelukkelse og 60.000 kroner i bøde. Da ankesagen startede, dukkede han ikke op på lyd- og billedeoverførslen, og sagen blev stoppet. Nu kom forklaringen.
Stallworth skulle deltage i lyd- og billedtjenesten Zoom, men kunne angiveligt ikke koble sig op. Dermed lukkede ankeudvalget sagen mod ham og sendte den tilbage til New Jersey Racing Commission. Instillingen var, at han ikke havde dukket op, og at dommen skulle stadfæstes.
Det var i december 2023, hans hest Stews Watching testede positivt for Ketorolac. Det er et stof, der blandt andet bruges på hospitaler ved korttidsbehandling af moderate til alvorlige smerter efter operationer og ved akutte nyrestensmerter hos voksne og unge fra 16 år og opad. På heste bruges det til smertelindring.
Inden for travet er det klassificeret som et klasse 3-stof med en klasse A-straf. Det blev også Stallworth dømt efter. Nu får han en ny chance for at bevise sin uskyld. Stallworth har sendt en e-mail, som forklarede, at han forsøgte at deltage i den planlagte høring på Zoom uden succes og bad om, at sagen skulle omberammes.
Efter at have vurderet Stallworths e-mail vil sagen blive overført tilbage til en ny høring, oplyser New Jersey Racing Commission i sin kendelse.





