Store følelser i spil
Der var store følelser i spil kort efter gårsdagens sidste løb på Jydsk Væddeløbsbane. Det skyldes sejren til Michael Lønborg og hesten Excellent Prince (Scarlet Knight).
Excellent Prince er opdrættet af travtræner Martin Hansen og ejes af selvsamme sammen med Christina Olsson. Gårsdagens vinderhest er første og eneste startende afkom efter hoppen Photo Princess.
Photo Princess vandt i sin karriere 22 sejre og mere end 1,4 million kroner. Photo Princess satte rekord 1.11.5 og skulle i 2017 fole ved Infinitif, hvor også føllet gik til.
I går vandt hendes eneste startende afkom sin første sejr i karrieren.

Photo Princess
Martin Hansen og Michael Lønborg er ikke kun gode venner, de bruger også hinanden i deres erhvervsmæssige virke. Martin Hansen hjælper til med unghestene, som sendes til Fyn fra Aarhus.
Det var ligeledes Michael Lønborg, der sad i sulkyen ved flere af triumferne til Photo Princess, som han også havde i træning i en årrække. Michael Lønborg vandt samlet otte løb bag Photo Princess.
I et opslag på de sociale medier lægger Martin Hansen ikke skjul på, at gårsdagens sejr er meget følelsesladet og samtidig betyder noget helt ekstra.
Fantastisk at travsporten kan skabe sådanne følelser og skabe sådanne oplevelser, som sejren til Excellent Prince åbenlyst giver.
Til Travet.dk fortæller Martin Hansen.
– Det betyder kolossalt meget, og jeg får aldrig en hoppe som Photo Princess igen. Det var hende, der satte mig på landkortet som træner og hesteejer.
Hun er den bedste hest, jeg har haft og hun betød så utroligt meget. Det var meget følelsesladet i går, og Christina og jeg kæmpede en smule efter løbet. Her var Michael noget mere cool, lyder det fra Martin Hansen.
Jeg får aldrig en som hende igen, afrunder Martin Hansen inden dagens træning bliver genoptaget.






