Søren Boel med spændende opgaver i V64
Torsdag aften er for mange lig med væddeløb på Åby-banen i Göteborg, hvor der denne gang er stort fokus på V64-spillet. Det er begrænset med danske interesser denne aften – og så alligevel. For selvom han i mere end 20 år har været bosat i Sverige, så er Søren Boel dansk og står med en interessant aften på Åby, hvor han selv skal ud i to af V64-løbene.
Af Carsten Rabjerg, Fast Track
For snart mange år siden valgte Søren Boel at følge med Steen Juul, da han startede op som træner i Halmstad, men mens Steen Juul senere igen flyttede tilbage til Danmark, så blev Søren Boel i det svenske.
– Jeg har været i Sverige længe, så det ender nok med, at jeg bliver pensioneret herovre, men trods mere end 20 år i Sverige har jeg stadig ikke lært at tale svensk, indleder Søren Boel med vanligt jysk lune og som altid med et mægtigt humør.
For snart et år siden choksejrede Søren Boel i et V75-løb netop på Halmstad Travet med hesten Digital Process, der vandt kun afkrydset på 1 % i V75 og til 54 gange pengene i vinderspillet. Det var samtidigt en kæmpestor sejr for Søren Boel, da det var danskerens første V75-sejr i Sverige.
– Jeg trives i Sverige, og min dagligdag i stalden er fortsat arbejdet med de 2-årige heste, som jeg finder rigtig interessant og spændende. Min hverdag er ikke blevet anderledes, efter det er Johan Untersteiner, der har taget over i stedet for Peter, fortæller Søren Boel.
Spændt på starten med specielt Last Loke
To gange skal Søren Boel som nævnt køre i V64-spillet på Åby. Den sidste af hestene er den, han på forhånd har størst tiltro til.
– Last Joke, som jeg kører for Svend Dyhrberg, gik fornuftigt senest efter et løb udvendigt på den førende. Den tabte lidt fart i sidste sving, hvor den gik på højre line, men kom tilbage i opløbet og holdt fint ved.
– Det er ingen dårlig hest, som jeg har kørt tidligere. Sporet er ikke det bedste denne gang, så vi skal have overpace på løbet, men sker det, er det en hest, der kan være med godt fremme, vurderer Søren Boel, der umiddelbart ikke virker til at have helt samme fornemmelse for den anden deltager torsdag i Göteborg.
– Maestro Michel kommer efter pause. Den skulle have startet på Axevalla i julen, men måtte stå over pga. nyreslag. Han har trænet på, men jeg var ikke tilfreds med et hurtigarbejde, som han gik for 3-4 uger siden. Den har trænet på, men træningen er lagt om, så den ikke har fået hurtigarbejde op til denne start, men gået fint på ligeud-banen. Den har problemer med at være frisk og skal i gang igen. Den ser fin ud og er en stærk hest, men kan mangle løbet, forklarer Søren Boel.
Bedste V64-chance fra Johan Untersteiner?
Udover at vurdere sine egne to køreture gav vi også Søren Boel den opgave at vejlede de danske Derby25-spillere med en mulig vinder fra stald Untersteiner.
– Labyad Bros, som i øvrigt starter i samme løb (V64-5) som Last Joke, er en fin hest, der har gjort det godt hele tiden. Labyad Bros virker som en stabil hest, som jeg tror er med til at kæmpe om sejren, fortæller Søren Boel, der afslutningsvis advarer imod en anden af staldens heste på Åby, 4 Segway i 1. løb, som lige skal ses an, nu hvor hesten er klar til debut.
– Segway er en spændende hest, men også en speciel hest, som faktisk har virket lidt sej at få i gang, inden den nu skal i løb. Den bliver spændende at følge, men skal også ses an, og jeg har ikke umiddelbart fornemmelsen af, at den ”bare” går ud og vinder, slutter Søren Boel.
Travet.dk har modtaget ovenstående skrivelse fra Derby25.
[useful_banner_manager banners=1 count=1]






