Så gælder det Bornholms Brand Park – Optakt
Et af de tidlige tegn på at sommeren er over os, er at vi går fra weekendtrav til tirsdagstrav.
Så nu kan vi, de næste mange uger, glæde os til, at vi kan hygge os og opleve spændende travløb næsten hver tirsdag aften frem til oktober. Og hvilket startfelt vi lægger ud med her, den første tirsdag i årets sommersæson, som i år ligger på årets længste dag.
91 anmeldte heste med dertilhørende kuske, og alle har fået plads i den løbsform de ønskede sig. Faktisk valgte vi at oprette et ekstra løb, så alle kunne komme med. Herligt!
Vi har to store begivenheder på programmet i dag. Udover de meget populære Bornholmerløb, har vi genindført 5 års Mesterskabet, som ikke har været kørt siden 2014. Og så skal vi slet ikke glemme at travbanen har 62-års fødselsdag her i juni måned, og det markerer vi med Bornholms Travselskabs Fødselsdagsløb, skriver man i dagens baneprogram.
Dagens baneprogram finder man her.
Interessant debutant
I december måned solgte Peter Rudbeck den 3-årige Hookedonafeeling og denne gør i dag karrierens første start. Hookedonafeeling er efter Maharajah og Anacott Steel.
Anacott Steel gjorde 39 starter i karrieren. Det blev til 8 sejre, 5 andenpladser og 6 tredjepladser. Præmiekontoen nåede op på 720.738 kr.
I forbindelse med avlsvurderingen i 2016 blev Anacott Steel udnævnt som elitehoppe.
Vindertippede heste formidlet her
De bornholmske hesteejere har de senere år benyttet sig flittigt af salgsmenuen på Travet.dk. I dag er flere af disse heste til start på Bornholms Brand Park.
Kim Mortensen sidder i dagens 2 løb bag Chardonnay, som i 2020 blev formidlet via salgsmenuen. Det skete i en sæson, hvor hesten havde vundet Preben Munchs Mindeløb, Trøstfinale.
I dag er hesten favorittippet på Bornholm.
Det samme kan siges om Disney, som Mads Petersen sidder bag i 7 løb. Disney, blev formidlet videre fra Gordon Dahl til Michael Lønborg, og sidenhen til Bornholm, hvor hesten har haft stor succes.
Disney står i dag noteret for 11 sejre i karrieren.
Travfoto Bornholm – Torben Ager.






