Rene Kjær til Bornholm
Af Kenn Erik Bech;
I mange år har træner Rene Kjær taget turen til Bornholm for at deltage i løbene.
Den veltalende træner, der tilbage i 2016 blev bornholmsk trænerchampion, har meddelt, at han vil deltage i de bornholmske travløb onsdag den 30. juni.
På denne løbsdag afvikles bl.a. det lokale Hoppemesterskab, som sidste år blev vundet af Twin Peaks med Stefan Lind-Holm i løbets hurtigste vindertid, 19,6 over 2440 meter auto.
Hoppemesterskabet, der er kørt siden 1990, får formentlig deltagelse af hoppemesteren fra 2019, April Hydrup, som Henrik Ipsen allerede har vundet løb med i år. Samme Henrik Ipsen har gode resultater i dette løb, og fik i årene 2013-14 og 15 et ægte hattrick med familiens egen hoppe, Pietra I.
Rene Kjær har derimod endnu ikke vundet det bornholmske hoppemesterskab, men måske han får chancen i år. Hidtil har Rene Kjær haft en god sæson 2021 med 70 sejre i 385 starter.






