Redaktøren mener – Ser frem til en ny struktur i sporten
Den nye formand i DTC Egon Jensen har været et særdeles frisk pust til DTC og Dansk Travsport generelt. Undertegnede har med stor interesse læst de seneste udmeldinger fra formanden, og hvis disse udmeldinger kan føres ud i livet, så blæser der inden længe nye vinde i dansk travsport.
En ny struktur i Dansk Travsport, der skal være med til at videreudvikle sporten. En positiv og frisk udmelding fra Egon Jensen, som ligner en mand, der er fundet godt ind i sin nye rolle.
Det gælder om at give kunden en god totaloplevelse, og mens kerneproduktet fortsat er de danske væddeløb, nævner Egon Jensen også omkring periferiydelserne.
Det sidste er nemlig fuldstændigt korrekt, men at bringe dette på banen er langt fra nyt. Der er også dem der siger, at tiden er løbet fra at tiltrække folk på væddeløbsbanerne.
Jeg håber ikke det er tilfældet.
Se på hele Dansk Hestevæddeløb, og lav en fuldkommen relancering
Jeg er en af dem, som ser frem til at se udkastet til en ny struktur i dansk travsport. Jeg er især interesseret i, hvordan man agter at bruge Dansk Hestevæddeløb fremadrettet, da der er mange ting, man her kan optimere.
Det gælder omkring løbsmateriale, hvor man i dag kun giver landsdækkende medier adgang til indlejring. Noget forfærdeligt pjat, som ikke udvikler sporten, og når man henvender sig omkring dette, så taler man for døve øre.-
Hvis man virkelig ønsker at synliggøre sporten, så er her et værktøj, man kan åbne op for til gavn for nye og eksisterende spillere. Den skrevne presse, kan også bruge dette i vores før og efterbehandling af de danske løb.
Fra min stol er der to store udfordringer
De omhandler økonomien og synliggørelsen af travsporten.
For mig at se er synliggørelsen af travsporten afgørende de kommende år. Hvis vi skal skabe en økonomisk grobund, så kræver det at sporten og dens interesser synliggøre sig selv bedst muligt. Her har man i dag værktøjer, som man ikke tør/vil give slip på.
Derfor skal man finde ud af, hvad der er vigtigt og hvilke ting der kan rykke sporten i en positiv udvikling, når det drejer sig om at synliggøre den. Her mener jeg fokus på at synliggøre sporten, er en vigtig spiller.
Uden synlighed, bliver det en udfordring at løfte spillet og uden spillet, så bliver det særdeles svært, når “tilskuddet” om få år stopper.
Det handler dermed om at udvikle og ikke indskrænke. Det gælder lige fra løbsrepriser, videomateriale og alt der kan løfte interessen for travsporten. Alt der kan bidrage til synliggørelsen og ikke mindst servicere de eksisterende spillere/kunder i sporten er undertegnet fortaler for.

Vi skal optimere på spilområdet
Jeg er tilhænger af alle tiltag, der kan bidrage positivt til de danske omsætninger. Jeg var i den forbindelse stor tilhænger af Jackpot Club for år tilbage og deres bidrag. Det gav liv på banerne, styrkede omsætningerne, og ikke mindst tiltrak initiativet nye kunder til udenfor sportens egen lille andedam.
Derby25 gør det godt med oplysningskampagner, tv-reklamer og vores medie fodres dagligt med mails fra det aktive spilselskab. Den servicering er ikke noget, som vi tidligere har været vant til.
Her er der optimeret.
Der skal leveres
I den forbindelse, har jeg på Travet.dk gentagne gange skrevet om videomaterialet, som man hårdnakket holder tæt ind til kroppen til ingen verdens nytte – Uge efter uge kan vi bringe løb fra Sverige, men i Danmark skal man være Rasmus modsat.
Lad nu medierne få mulighed for at indlejre løbsrepriser, så vi kan øge fokus på de danske væddeløb .Det ville give noget på den lange bane, og det må man gerne holde mig op på!
Som fortalt indledningsvis, så ser jeg frem til at se hvad DTC har i støbeskeen, når de præsentere deres forslag til en ny struktur i Dansk Travsport. Den skulle være på trapperne inden længe, og det er vi flere der ser frem til.




