Redaktør – Lad nu de unge mennesker drømme
Lad nu de unge mennesker drømme
Holdninger og meninger er altid velkomne i sporten. Det er sådan, vi udvikler os. Det er sådan, vi bliver klogere. Men der er en verden til forskel på at have en mening — og på at skyde unge menneskers drømme ned, før de overhovedet får lov at folde sig ud.
Og desværre ser vi alt for ofte det sidste.

I stedet for at bakke de unge op, bliver de mødt med formaninger om, at “det skal man lade være med”, “der er ingen sport om fem år”, og alverdens andre dommedagsprofetier. Præcis som vi hørte på Charlottenlund Travbane forleden og på Facebook i travgruppen “Trav”.
Sporten har brug for unge mennesker, der tør drømme. Den har brug for Ruben, Emma, Oliver, Lucas og alle de andre, der siger højt, at de vil være trænere, kuske, ledere eller noget helt fjerde. Det er dem, der skal bære sporten videre. Det er dem, der skal skabe fremtiden.
Og hvis man går rundt og er så skidesur hele tiden, at man ikke kan unde andre at have ambitioner, så gør os andre en tjeneste: sig ingenting.
Vi har brug for folk, der bygger op — ikke dem, der river ned.

Facebook og andre platforme kan være et fantastisk sted for fællesskab. Men det kan også være en offentlig skraldespand, hvor frustrationer bliver smidt ud uden tanke for konsekvensen. Og når de rammer unge mennesker, der bare prøver at finde deres vej i sporten, så fejler vi andre.
Lad os andre i stedet være dem, der løfter. Dem, der støtter. Dem, der siger: “Fedt, at du drømmer og så støtte op efter bedste evne.
Lad nu de unge mennesker drømme. Det er det mindste, vi kan gøre.
Jeg tillader mig at bruge min egen platform og min egen virksomhed til at udtrykke mig i denne skrivelse. Det er mine ord, og det er mine holdninger, der bliver ytret her. Og jeg står gerne på mål for dem.
Holdninger og meninger er velkomne. Selvfølgelig er de det. Jeg har selv masser af ting, jeg gerne ville ændre i dansk travsport. Der er strukturer, kultur, økonomi og beslutninger, jeg kunne skrive lange indlæg om. Men når unge mennesker blot ønsker at skabe sig en karriere, så er det mindste, man kan gøre, at bakke dem op.
Vi har som sport ikke råd til at tabe en eneste, der ønsker at bidrage positivt til dansk travsport.
Skrevet af Ulrik Pedersen
Redaktør på Travet.dk.














