Pressemeddelelse: Ingen sanktioner i sager om forurenet foder

Dansk Travsports Centralforbund og Dansk Galop meddeler, at forbundene ikke idømmer nogen form for sanktion til de trænere, der i løbet af sommeren og efteråret har startet heste, der efterfølgende er testet positive for koffein.  

En række trav- og galopheste har henover sommeren været testet positive for koffein.

Dansk Galop og DTC har foretaget en meget grundig efterforskning af hvert enkelt tilfælde hos de ramte trænere for at forsøge at afdække årsagen til de positive test.

Efterfølgende er hele sagskomplekset overdraget til Skandinavisk Dopingkomité, som har gennemgået sagerne rent fagligt og er kommet med deres vurdering.

Efter nøje granskning og positiv medvirken af det berørte foderfirma, kan det fastslås, at der er en krydsforurening i forbindelse med produktionen af de foderstoffer, som er årsag til de positive dopingprøver.

Forbundene har i lyset af dette besluttet, at de implicerede trænere ikke vil blive idømt nogen form for sanktion, da der er tale om hændelser, som de på ingen måde er skyld i, og derfor heller ikke kan stilles til ansvar for.

Af samme årsag vil de implicerede travheste heller ikke blive pålagt startforbud i henhold til §38.10 i Kalender Nr. 1 2020.

For atter at kunne deltage i løb skal de implicerede heste (både trav- og galopheste) dog aflægge en negativ dopingprøve. 

Med sportslig hilsen

Dansk Galop og Dansk Travsports Centralforbund

Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Scroll til toppen