Ny opgave til Confidence
Tomas Malmqvist har fundet en ny opgave til Great Challenger-sønnen Confidence. Fredag er årets travhest i Danmark 2018 klar til Grand Prix De la Ville De Cabourg.
Confidence er tidligere vinder af Jydsk 4-årings Grand Prix, Aalborg Store Pris og Grand Circle 4-års Championat, for hingste/vallakker og i Frankrig er det blevet til seks starter. De seks starter har sammenlagt givet fem præmiegivende placeringer og som bedst er det blevet til en andenplads.
Fredag gælder det til Grand Prix De la Ville De Cabourg, der har en samlet præmiesum på 38.000 euro. I sulkyen får Confidence Alexandre Abrivard, som tidligere har kørt den danske traver.
Det er en fransk kusk i absolut topform, da Alexandre Abrivard har vundet tre af sine seneste fire køreture. Tomas Malmqvist har meldt Confidence uden fire sko til fredagens opgave.
Se fredagens startliste her.






