Mie Johnsen med første sejr i karrieren
Der skulle gå 68 starter førend at Mie Johnsen kunne tage karrierens første sejr, og den kom i går på Fyens Væddeløbsbane.
En af de gladeste vindere i Odense i går eftermiddags var Mie Johnsen, der sidste år flyttede teltpælene fra Bornholm til Sjælland.
Træningslisten tæller syv heste, og deriblandt Always Sugar, der således blev 1996-fødte Mie Johnsens første vinder i karrieren.
Den 10-årige vallak sejrede i 1.19,3/2140 m. Volte og det var med 7.500 kr. i førstepræmie til Stald Healty-Horse Bornholm.
Der var endda tid til sejrsgestus fra Mie Johnsen i opløbet, hvor sejren blev meget let for Always Sugars vedkommende.
Fik licens i 2017
Mie Johnsen fik licens i 2017, men det var først i 2018, at hun fik debut i løbssammenhæng på Bornholms Brand Park.
I sin første sæson blev det til fire starter og en fjerdeplads, som bedst, men herefter er det gået bedre selvom sejren ikke er kommet.
Bornholmeren er nu i gang med sin femte sæson, og det er indtil videre gået således på amatørkusken:
2022: Én sejre i fire starter – 8.500 kr. indkørt
2021: Ingen sejre i 23 starter – 25.690 kr. indkørt
2020: Ingen sejre i 17 starter – 17.220 kr. indkørt
2019: Ingen sejre i 20 starter – 8.100 kr. indkørt
2018: Ingen sejre i fire starter – 950 kr. indkørt
Foto – Torben Ager






