Lunden – Nyt hold ønsker at sætte deres præg på Lunden
Travet.dk er dagen igennem blevet kontaktet omkring den kommende bestyrelse på Charlottenlund Travbane. Der er smidt mange bolde i luften, og Travet.dk har forsøgt at gribe nogle af disse.
Et par navne er gået igen, og disse har Travet.dk kontaktet gennem mandagen. Vi ønsker ikke at lave redaktionelt materiale ud fra rygter og andenhåndsviden.
Et af de navne, der er kastet i vores retning, er Flemming Mogensen. Travet.dk har via mail søgt en bekræftelse eller afkræftelse på Flemming Mogensens kandidatur, og i en mail spørger vi Flemming Mogensen:
Vi er fra anden side blevet oplyst om, at du stiller op til bestyrelsen på Charlottenlund Travbane. Kan du bekræfte denne nyhed?
– Det kan jeg IKKE bekræfte, for jeg stiller ikke op til bestyrelsen, lyder det kort efter i en mail, fra Flemming Morgensen.

Travet.dk har ligeledes henvendt sig til den nuværende næstformand i DTS. Vi præsenterede overfor Jørgen Sthelis en række navne, og spurgte om han ville bekræfte, at disse dannede holdet til en ny bestyrelse.
– Dine oplysninger er ikke korrekte, og jeg kan oplyse, at der udsendes en redegørelse til medlemmerne, en af de nærmeste dage, om min dagsorden.
Den dagsorden kom prompte efter henvendelsen fra Travet.dk. Der skulle gå under, en time før medlemmerne i DTS blev informeret om de omtalte planer.

Foto Travet.dk
Travet.dk har også henvendt sig til Henrik Bernhard Engberg Johannsen, hvis navn også har været bragt i spil. Henrik Bernhard Engberg Johannsen meddeler på skrift:
– Det jeg kan bekræfte er, at jeg selv påtænker at stille op til en bestyrelsespost på generalforsamlingen d. 10 august. Det gør jeg fordi, jeg vurderer, at Lunden med sin nuværende lokation har et uudnyttet potentiale for at blive det flagship, som hele sporten har brug for.
Bliver jeg valgt, vil jeg fighte for Lunden og bl.a. arbejde for at italesætte politisk vilje i kommunen til, at vi må optimere anlægget, og dermed kan forbedre økonomien og glæden ved at komme på banen. Jeg vil således ikke arbejde for salg og flytning af anlægget.
Jeg ved, at selskabets medlemmer idag skriftligt informeres lidt nærmere om ovennævnte herunder om navnene på nogle af de medlemmer, der ligeledes vil arbejde aktivt for, at selskabet opnår succes i Charlottenlund –
I dagens mail præsenterer Jørgen Sthelis sine planer inden den kommende generalforsamling i DTS. Dagens information er underskrevet af følgende personer.
- Carsten Lund Hansen
- Henrik Engberg Johansen
- Leif Køhlert
- Ole Kirk
- Theodor Nielsen
- Aage Hansen
- Jørgen Sthelis

Photo: Burt Seeger.






