Succes avler succes – Flemming Jensen
Flemming Jensen rundede søndag eftermiddag 1.5 millioner kroner i indkørte præmiepenge, og samtidig øgede Aalborg-træneren sin sejrsprocent for året.
Efter søndagens løb på Charlottenlund Travbane, har Flemming Jensen vundet 30 procent af alle kørte væddeløb. Denne sejrsprocent er samtidig den højeste i flere sæsoner for Flemming Jensen.
Flemming Jensen står noteret for 55 sejre i 2020, og den store succes viser sig også på tilgangen. Stalden hos Aalborg-træneren er netop blevet suppleret med hestene:
- Eddie (From Above U S)
- Thai Tyrell (Muscles Yankee)
Eddie er en 4-årig vallak, der har startet ni gange i karrieren. De ni starter, har resulteret i to sejre og 25.950 kr. Eddie er opdrættet af Bodil Rasmussen og ejes af Pia Døes Hald.
Thai Tyrell er en ustartet norskregistreret 3-åring, som senest har været i træning hos Bo Westergaard. Hesten var i oktober måned ude i mønstringsløb på Bjerke, hvor Kim Pedersen sad i sulkyen.
Flemming Jensen har dags dato 46 heste på træningslisten.






