Lunch-løb fra Jydsk Væddeløbsbane.
Lunch-løb fra Jydsk Væddeløbsbane.
Den danske vinter kan igen drille Jydsk Væddeløbsbane
Mandag middag bydes der igen indenfor til Lunch-løb fra dansk bane, og denne gang i ‘Smilets By’ – eller skulle vi, som årstiden byder på det, måske pt. kalde den jyske hovedstad for ‘Sneens By’.
Den megen sne som Aarhus har fået de sidste uger samt skiftet mellem streng frost og plusgrader, kan for de fleste sikkert give lidt bange anelser om, hvordan forholdene forventes at blive, når der mandag middag er væddeløb i Aarhus.
Baneforvalter er Thomas Bonde, som normalt har humøret i top, og da også med et om end lidt mere forsigtigt grin end normalt tager telefonen for en opdatering på, hvad der kan forventes mandag middag på Jydsk Væddeløbsbane.
”I dag torsdag skinner solen, og vi har næsten sommerbane, men natten til fredag er der lovet mere sne, og så må vi tage den derfra.
Både banens direktør Anders Ebsen og jeg holder hele tiden øje med vejrudsigterne, vi skraber og flytter sne, men det er som om ham deroppe på den anden side af skyerne, er vi ikke lige altid enige med,” forklarer Thomas Bonde, der naturligvis i disse dage og uger gør alt, hvad der er muligt for at kunne præsentere en travbane klar til væddeløb.
”Siden sidste løbsdag har de tre inderste spor slet ikke fået salt, men det har de yderste spor, som har fået harvet salt ned i banen, som siden har været dækket af sne, der siden er skrabet af, og som nævnt er banen her torsdag rigtig fin,” slutter Thomas Bonde.
Herunder følger masser af tips, info og kommentarer fra staldene, inden det går løs mandag middag.
–
De fire bud til V4
V4-1
4 Jack Reacher har ikke imponeret indtil videre og mest holdt sin fart på afstand efter rolige indledninger i løbene, men kommer nu tilbage efter pause og meldes at træne forbedret. Samtidigt er den med i et løb, hvor der kan være mange muligheder, så måske det løsner sig for Jack og Jeppe denne gang og topplaceringen kommer?
V4-2
3 Elmar Shadow er den helt sjove luring i dette løb trods rigtig god modstand, for den er langt bedre end resultaterne viser. I forrige start hægtede den hjul med en konkurrent ved indgangen til opløbet og fik en uforskyldt galop, men så rigtig oplagt ud på dagen. Senest var den igen impliceret i en tæt situation med en konkurrent med 750 meter tilbage og galoperede. Nu kører Jeppe Juel for første og fra et godt spor, så den her hest skal ikke glemmes!
V4-3
7 Alvin C G kan være den ugarderede til V4-spillet. Den var uheldig sidst, hvor den sad perfekt med, men desværre galoperede midt på sidste langside. Var langt efter de øvrige, da der resterede en halvbane, men leverede en stærk ophentning med fuld fart over mål bag gode heste i et løb, som blev vundet af Grumbazz Kini foran Golden Eye S F, som, hvis de havde startet i dette løb, havde været mega-favoritter. Alvin er stærk og reel og holder altid fart, hvilket er en god egenskab i Aarhus, der har et dejligt langt opløb.
V4-4
10 Hercules Act er den af deltagerne her med størst indtjening, og da den samtidigt klarer bagspor uden problemer, bør det løse sig rigtig godt denne gang. I sidste start sad den udvendigt på Ghania Sensei og holdt stærkt ved. Nu får den et afventende og kan runde alle konkurrenterne til slut!
–
V4-FORSLAG
V4-1: Alle
V4-2: Alle
V4-3: 7 Alvin C G
V4-4: 9,10
Pris: 360 kr.
I øvrigt værd at bemærke:
• Aarhus kører højre vejen rundt, og har kun syv heste i første række bag startvognen.
• Keep On Es debuterede i et løb som den ubesejrede toåring Kungfufighting vandt.
• Hipoulot Shadow indledte karrieren med en andenplads bag Isidor Lomig netop i Aarhus.
• Jeppe Juel kører for første gang Elmar Shadow.
• Holly Torp vandt tre af karrierens otte første starter, og alle sejre er taget på Jydsk Væddeløbsbane.
• Highfive E M var den af deltagerne i andet løb, som tjente klart flest penge i sæson 2023.
• Michael Lønborg har kørt Endless Dreams to gange tidligere med en andenplads som bedste resultat.
• Mads Hviid sidder for første gang i sulkyen bag Express A P.
• D J O’kay køres for første gang af Jeppe Rask og har vundet syv af sine sejre netop i Aarhus.
• Martin Hansen har som træner vundet fem af sine syv sidste starter, og to af to i denne sæson.
• Magnus M. Nielsen skal for første gang køre løb med Hold My Beer.
• I Danmark er det, i modsætning til Sverige, tilladt at køre hestene uden sko i væddeløb.
• Den megen sne og frost samt tøvejr i denne tid gør, at man skal tjekke op på, hvordan banen er.
• Bet25 Live starter udsendelsen fra Aarhus mandag kl. 12.00.
Info fra staldene
Steen Juul på besøg med tre fornuftige chancer
Der vil næppe herske tvivl om, at de skandinaviske spillere, som mandag middag kigger mod de danske væddeløb, som altid har et godt øje til Team Juul og hestene derfra. På forhånd ser det da også fornuftigt ud med den trio, som stalden gæster Aarhus med.
Den første er 9 Livi Pasadena H M, som starter i mandagens andet løb.
”Hun gik godt sidst og bør være med fremme. Hun har bagspor, som er en ulempe, men det er samtidigt fordi hun er godt inde i løbet på sin præmiesum. Jeg kører med sko denne gang, men dog på let som muligt med alu-sko, og hun har trods alt gået størsteparten af hendes løb i karrieren med sko,” fortæller Steen Juul, inden det skal handle om næste hest fra stalden, der er 8 Peakadilly, som starter i tredje løb.
”Han virkede fin i finalen i Skive, som var forrige start, men desværre galoperede han. Han gik et pænt løb sidst, selvom han lige manglede det sidste. Han virker til at have rimelig god form, og selvom sporet for ham ikke er det bedste, forventer jeg, han er med fremme,” fortsætter Steen Juul.
Den sidste af hestene fra Team Juul er 9 Hands Up Cash, der starter i fjerde løb, men som faktisk efter denne start mandag middag ikke skal med i transporten hjem til Juul-stalden i Osted.
”Hands Up Cash havde problemer i svingene sidst på Lunden, så derfor prøver vi at starte den anden vej rundt i Aarhus, og så er planen han skal have pause efter den start, hvor han så kan blive derovre hos ejeren for at slappe lidt af og forsøge at holde ham i orden, hvilket er lidt svært,” fortæller Steen Juul, og fortsætter:
”Han er slet ikke så dårlig som nogle af resultaterne måske fortæller, for han har stor kapacitet i klassen og skal regnes som en stor outsider i dette løb,” slutter Steen Juul.
Gambino er Lønborg meget tilfreds med
En enkelt hest fra egen stald har Michael Lønborg på hjemmebanen i Aarhus til mandagens Lunch-løb. Det er i andet løb, hvor stalden starter 1 Gambino, der vandt sidst den startede, som var i Skive med Kasper K. Andersen som kusk.
”Gambino har efter sidste start været lidt væk med nogle småting, men som han virker nu, er det bedste han har virket i min træning, så vi glæder os til denne start. Han var for frisk fra start, da han galoperede forrige gang i Odense, men var markant anderledes gangen efter ved sejren, og som han virker i øjeblikket, også i træning, er jeg meget tilfreds,” indleder Michael Lønborg, der pointerer, at det ellers, for nogle heste, gode startspor et, næppe er en fordel for en hest som Gambino.
”Jeg må prøve at liste ham afsted fra start, men fejlfrit duer han absolut i denne klasse, og han var på Jydsk Væddeløbsbane sidste lørdag til et arbejde, hvor han gik godt og han går igen med sko, som jeg vurderer, er det der er optimalt for Gambino,” afslutter Michael Lønborg.
Team Juel har måtte træne hestene noget alternativt
Tre heste fra Team Juel drager fra det nordjyske mod Aarhus mandag formiddag for at deltage i væddeløbene, men som de fleste andre steder, specielt i det jyske, har der været udfordringer med at kunne træne som ”man plejer” således også på gården i Vindblæs.
”Vi har måtte træne alternativt i den sidste periode, hvilket betyder at vi flere gange har sendt et par biler afsted mod banen i Aalborg og trænet seks-otte heste, og så har vi gjort brugt af løbebånd, men jeg ser da frem til, vi kan begynde at fortsætte vores normale træning som standard,” lyder det fra Jeppe Juel, der indleder mandagen i første løb med 9 Ice Ice Baby, der har fået en fornuftig start på karrieren.
”Ice Ice Baby var dygtigt senest og gik et fint løb, men hun mødte bare en hest på dagen, der var for god (Eclisse Bi, red.). Hun har trænet videre og står godt til i dette løb, så jeg forventer, hun blander sig mellem de tre første,” fortæller Jeppe Juel, der ikke har så store forventninger i tredje løb med 6 Major Tallmadge.
”Han har manglet lidt gnist, men render med og sidst fik Nicklas kørt et pænt løb. Jeg er tilfreds, hvis han her kan tage en præmie,” vurderer Jeppe Juel.
Den sidste af hestene fra Team Juel er 3 Here’s Johnny i fjerde løb, og trods en lidt underlig præstation senest, kan man ikke undgå andet end at fornemme, at denne her har Jeppe Juel forventninger til.
”Here’s Johnny forventer jeg får en god sæson og kommer til at tjene mange penge, for han er i bund og grund en fin hest, der virker til at have meget til gode. I sidste start lavede han en mystisk galop, men det har han gjort før. Efter den start var han slettet fra en start i Skive i slutningen af december, men det var kun fire dage, han stod over i træningen, så jeg tror, han er min bedste chance denne mandag og har ikke på forhånd planlagt nogle ændringer på udstyr eller balance,” slutter Jeppe Juel.
Et par svært bedømte heste fra Morten Juul
Fra Skive kommer Morten Juul på besøg og dette med to heste i transporten, hvor den ene af disse, i andet løb, hvor 6 Raja Summer skal ud, gør sin første start i længere tid og i sit nye danske regi.
”Da han ankom til os fra Holland, var han langhåret og vist blevet brugt til nogle løb på græsbaner, så han kom i vores træning, og selvom han ikke er fældet af endnu, så virker han fin i puls. Han er dog svær at vurdere her første gang for os og må være en outsider. Han virker som en, der kan have fordel af højrevejen rundt i Aarhus, men om det er sådan, ved jeg jo ikke, før han har startet der,” siger Morten Juul, der efter planen og uden at kende banens beskaffenhed påtænker at starte Raja Summer med fire almindelige sko og åbent hovedlag.
I det efterfølgende tredje løb, som tillige er Lunch-Dubbels første afdeling, er Morten Juuls deltager 9 Express A P den hest i feltet med størst indtjening og må dermed forventes at blive en af løbets favoritter, men træneren er ikke sikker på, at hesten bare vinder løbet.
”Express A P har løbet med håndbremsen trukket, og specielt sidst holdt han bare sin fart og rendte ikke forbi nogen, selvom han blev forsøgt i angreb. Jeg er med på, at han går ned i konkurrence i dette, og hvis lysten er der, burde han kunne være med fremme. Han har fordel af højrevejen rundt i Aarhus, og vi har forsøgt at ændre udstyr med norsk hovedlag uden det hjalp, så nu prøver vi med en ny kusk (Mads Hviid, red.) og ser, om det er løsningen,” forklarer Morten Juul.
Martin Hansen har imponerende form på stalden
Fra Fyens Væddeløbsbane har Martin Hansen en hest med til Aarhus og i modsætning til flere af sin jyske kolleger, har der ikke været udfordringer med at kunne træne staldens heste.
”Vi har her i Odense kunne træne på helt uden problemer,” lyder det fra Martin Hansen, der er ubesejret med staldens to starter i denne sæson, og stalden har vundet fem af de sidste syv løb, de har deltaget i. Denne gang er det 10 Hercules Act i fjerde løb som Martin Hansen starter som træner, og i øvrigt med René Kjær som kusk.
”Hercules Act gik stærkt sidst efter et løb udvendigt for den førende og har vist god form længe. Siden sidste start har han været hos Le Tølbøll, som er Osteopat, og der var lidt at komme efter, så nu er hesten fit for fight. Som han har leveret, skal jeg tro på ham, og startsporet er ikke det store minus, da han ikke endnu er så hurtig fra start, så han kan forhåbentligt tage dem til slut,” forklarer Martin Hansen, der også melder, at hesten går som den plejer, hvilket er uden forsko med vatudtræk og norsk hovedlag.
Ikke umiddelbart vinderchancer fra Uglebjerg
Efter endnu en flot sæson er Lillian Uglebjerg med ved løbene mandag på hjemmebanen i Aarhus, men selvom hun i sidste start havde flotte 19% i sejrsprocent, og er startet 2024 stærkt, så vurderer Uglebjerg ikke lige umiddelbart, at hendes to heste mandag er de store vinderchancer. Den første er i andet løb, hvor stalden starter 5 Funky Style.
”Galoppen i sidste start kom, ifølge kusken, fordi hun lige brugte den indvendige stang på ham, og så blev det, som det blev. Han skal stadig lige i gang, men på sigt forventer jeg, vi får glæde af ham, og han trives godt i Aarhus. Jeg har dog svært ved at vurdere ham i et løb som dette,” siger Lillian Uglebjerg, der i det efterfølgende tredje løb har 1 Lady L L til start, og det er en hoppe, der trives i Aarhus og normalt altid er en chance.
”Lady L L er jeg tilfreds med sporet til, men til gengæld træt af, som løbet er udskrevet, for hun fortjener ikke at skulle ud mod heste, som starter i hurtigklassen, så jeg ligger lavt og tænker, at hun skal sniges med og så se, hvad det kan blive til, til slut,” lyder det fra Lillian Uglebjerg, der også er en af de trænere, som har måtte tænke anderledes, når der skal trænes i den danske vinter.
”De heste, som skulle starte i fredag i Skive og mandag i Aarhus, måtte jeg sidste weekend køre til Skive med, så de blev trænet og heldigvis fik vi lov af Skive Trav til at benytte deres faciliteter, hvilket jeg er glad for, og tirsdag var jeg så på JVB med dem,” forklarer Lillian Uglebjerg.
D J O’kay skal lige i gang igen
Stor kapacitet og 13 sejre i karrierens 48 starter er facit for 4 D J O’kay, som starter i tredje løb, og hvor den får lidt ord med på vejen af Thomas Bonde.
”D J O’kay har stået stille og haft en hovbyld, så han skal have et fornuftigt løb og løb i kroppen, og jeg regner ikke umiddelbart ham for en vinderchance denne gang,” lyder det fra Thomas Bonde, der på spørgsmålet om hesten i sidste start, der var en Liga-Finale i Odense, skuffede ved ligesom at miste farten midt i opløbet.
”Han blev brugt hårdt fra start fra spor otte ude i banen, som i yderste spor var glatte, og han er jo ikke en unghest mere, så han gad bare ikke til slut og gav lidt op. Hvis man giver ham et fornuftigt løb, gør han, hvad han kan,” forklarer Thomas Bonde, der også gør opmærksom på, at man fra kredsen omkring D J O’kay har prøvet f.eks. et norsk hovedlag, men uden den ventede effekt.
Hardcore Diamond bør være med helt fremme
Jeppe Rask er på plads på Jydsk Væddeløbsbane mandag og har en spændende dag foran sig. Han starter fra egen stald i første løb hesten 4 Jack Reacher, der kommer tilbage efter pause og som bedst i karrierens to starter har en femteplads som resultat.
”Jack Reacher er det ikke gået helt som vi havde håbet, og sidst var vi ikke tilfredse med ham. Han har siden haft en pause, og der er blevet repareret lidt på ham, og han har trænet fint en god periode nu samt virker forbedret i træningen,” indleder Jeppe Rask, der også forventer, at hesten nu snart viser bedre takter i væddeløbene.
”Han er fire år nu, han er stor og har fået tiden, men nu skal det også snart være at han præsterer i løb, men det har virket betydeligt bedre, når den træner. Han går tungt balanceret, og det kan være jeg ændrer lidt på skoningen, men dog vil det være med samme vægt som det, han har gået med hidtil, fortæller Jeppe Rask.
I andet løb sidder Jeppe Rask igen bag familien Fredlev-Svanes 2 Hardcore Diamond, som overraskede mange i V75 Winter Burst i Skive i slutningen af december, hvor hesten leverede en god præstation og sejrede til knap 40 gange pengene.
”Det blev helt perfekt med ham sidst, og der var slet ikke noget at klage over, men han havde også været lidt uheldig. Han har bare siden sidste start trænet på og virker fin. Han fungerer godt i Aarhus, er hurtig fra start og har et godt spor, så han bør da være med fremme,” siger Jeppe Rask, der også slår fast, at tanken er at køre Hardcore Diamond med sko igen, og at man denne gang kører i almindelig sulky i modsætning til senest, men at det klarer hesten også uden problemer.
Et baneprogram kan findes her.
akkreditering. Bet25
Fotos af Ole Hindby.
[useful_banner_manager banners=1 count=1]










