Lillian Uglebjerg med god periode
JVB-træner Lillian Uglebjerg kan gå på vandet i disse dage. De seneste tre starter stalden har gjort, har resulteret i sejre, hvilket betyder, at Lillian Uglebjerg er i gang med sin bedste sæson nogensinde.
Det er i år blevet til 14 sejre og 268.724 kr. for staldens heste. Der er også en markant fremgang på sejrsprocenten som nærmer sig det dobbelte af de seneste sæsoner.
Med 19 heste på træningslisten har Lillian Uglebjerg efterhånden fået opbygget en fornuftig træningsstald her i hendes fjerde år som professionel travtræner.
Staldsammensætningen er en god blanding af ungheste samt ældre løbsheste.
Staldens tre sidste vindere har været:
- Mockingbird Face – Jydsk Væddeløbsbane
- Freddie Silvåkra – Nykøbing Falster
- Cointreau – Nykøbing Falster
Lillian Uglebjerg har foruden sin træneruddannelse også en uddannelse som osteopat.
Gode kontakter
Den jyske travtræner Lillian Uglebjerg har mange kontakter i det svenske, og det kommer der ind imellem noget spændende ud af. Hun har tidligere fået fat i den svenske derbyvinder Conlight Ås gennem en mangeårige kontakt i Stockholm, og blandt hendes andre svenske kontakter er Olle Goop og hans familie.
Gårsdagens vinder Freddie Silvåkra, havnede hos Lillian Uglebjerg efter et besøg hos netop familien Goop tilbage i 2019.
“Jeg var oppe og besøge familien Goop, som jeg kender. Jeg var kørende i transporten i en anden anledning, og da Bjørn (Goop – red.) så den, sagde han:
”Du skal lige have den her med hjem”.
– Det var Freddie Silvåkra, og da jeg så, at den havde vundet på en 14-tid i en start på Solvalla, sagde jeg til ham:
”Tror du jeg graver pengene op af jorden, for den må være dyr”.
Bjørn Goop svarede:
”Du tager den bare med hjem. Så finder vi ud af noget, hvis du får den i orden”.
I orden har Lillian Uglebjerg fået Freddie Silvåkra, som i år har vundet tre af sæsonens 11 starter.
Endnu et flot stykke trænerarbejde af JVB-træneren.






