Kim Pedersen – Stortrives med sit nye liv
Kim Pedersen – Stortrives med sit nye liv:
– Jeg fortryder ikke det valg

Kim Pedersen har for alvor fået gang i sine heste, efter at han flyttede fra Norge til Sverige. I sidste uge vandt hans Kalle May et V86-løb på en meget flot måde, og Pedersen er ikke i tvivl om, hvad det er, der gør, at hans heste går så godt for tiden.
Mod slutningen af sidste år blev det klart, at Kim Pedersen havde fået 29 bokse på Dunevad gård uden for Göteborg og skulle flytte fra Norge. 1. januar var han på plads, og i skrivende stund er det blevet til fire førstepladser på 18 starter. Kalle May har stået for to af dem. Senest var han knaldgod vinder af et V86-løb på Jägersro i onsdags.
– Jeg er meget tilfreds med ham. Han har altid vist, at han er en god hest, men at han skulle vinde i V86 på den måde, det imponerer mig. Jeg håber, han kan udvikle sig gradvist fremover, for han er god i den klasse, han står i nu, siger Kim.

– Har du gjort noget anderledes med ham?
– Egentlig ikke. Han har præsteret godt i tre starter i træk, og det har været positivt. Han er blevet mere stabil, og det tror jeg kommer af, at han er blevet et år ældre og har fået en god vinter med træning uden problemer. Efter at vi flyttede, kan vi også tilrettelægge træningen for ham på en bedre måde. Her er der flere træningsforhold og muligheder for at træne varieret.
– Hvordan trives du selv i Sverige?
– Rigtig godt, og jeg fortryder ikke det valg, jeg tog. Nu begynder hestene også at vise det. Den sidste uge har været helt enorm for os. Det er dejligt for os at se, at det, vi har mærket i træningen, også kommer ud i løbene.
Selv om danskeren har gjort svensker af sig, har han ingen planer om ikke at kigge forbi Norge, når han føler, han har noget at komme med.
– Nej, absolut ikke. Vi kører der, hvor vi føler, vi kan få mest igen til vores hesteejere, og jeg har en plan til Hans Petter Tholfsen, samt at vi kommer op til årgangsløbene.

– Ja, hvordan ser det ud med dine 3-åringer?
– Det ser ganske fint ud. Lige nu kører vi 1.22–1.25 herhjemme tre-fire gange om ugen med dem, og alt går efter planen, men jeg vil ikke fremhæve nogen allerede nu. Det føler jeg ikke er rimeligt, afslutter Kim Pedersen.
Bragt i samarbejde med Trav365.no
Fotos af
Stein Larsen – Trav365.no












