Kasper Foget nr. 2 i amerikansk storløb
Det er svært at finde flere superlativer om amerikansk bosiddende Kasper Foget, som i aftes hentede ca. 30.000$, via en andenplads, hvor man kun var slået med ca. en længde.
Kasper Foget forlod inderbanen med en omgang tilbage, og satte sig ud som den første i andet spor. Her kæmpede Per Engblom-trænede Castle House fortrinligt til løbets andenplads.
Se resultatet her, hvor man finder 5 løb. Klik her.
I går kunne selvsamme Kasper Foget fortælle til Travet.dk.
– Det er et sire stakes forsøg i staten New York og i og med at løbet afvikles i Buffalo, som er en knap så fin 800 meter bane langt væk, så er der ikke mange, som vælger at rejse herud og starte. Det er derfor blevet en ganske stor pulje for, bare 6 heste.
Løbene gælder kun for heste, der er opdrættet i New York.
EM-vinderen fra 2018 har fantastiske kørehænder, og drog i 2019 til USA på et prøveophold hos netop Per Engblom. Et prøveophold, der siden er konverteret til længerevarende ophold for Kasper Foget, der vandt Sigter mod Stjernerne i 2017.
Kasper Foget er blevet belønnet med flere og flere køreture i USA og det forstår man til fulde. I forhold til mange af sine amerikanske kollegaer kører Kasper Foget med rolige hænder og en elegance som mange amerikanske kuske kunne lære af.
Det er flot, det er imponerende og trods store fremgange formår Kasper Foget at holde begge ben på jorden. Det er en fornøjelse at se og høre danskeren i diverse interviews.





