Kaj Holm ny bestyrelsesformand på Lunden
Travet.dk har på rygtebasis hørt tale om, at Kaj Holm er ny bestyrelsesformand på Charlottenlund Travbane. I en telefonsamtale tirsdag eftermiddag bekræfter Kaj Holm, at han er ny mand i spidsen for Charlottenlund Travbane.
“Jeg forventer, der kommer en skrivelse ud senere i dag, lyder det fra Kaj Holm gennem telefonen, da Travet.dk er i røret.”
På den ekstraordinære generalforsamling i sidste måned blev Kaj Holm valgt ind sammen med Morten Tanning Vendelø. De to kan nu kalde sig bestyrelsesformand og næstformand I Det Danske Travselskab.
Kaj Holm skal på valg ved den ordinære generalforsamling i næste måned.
Kommer der ro på nu?
De kommunikative evner har været så som så i de skiftende bestyrelser i Det Danske Travselskab over de seneste mange år. Det må være et håb og en ambition for selskabet, at den nye bestyrelsessammensætning kan give ro og ikke mindst, være med til at sikre en ordentlig kommunikation internt som eksternt.
I stedet for interne mudderkampe, som ikke klæder hverken selskabet eller de involverede parter, så bør det i stedet handle om at skabe de bedste forudsætninger for at drive en sund forretning.
Hvad er så de bedste forudsætninger for at drive en sund forretning. Det er den altoverskyggende opgave for den nye bestyrelse fremadrettet.
Vi skal ikke kloge os i beliggenhed, men den debat handler vel i bund og grund om forudsætninger. Kan man skabe et ordentlig og moderne anlæg med mulighed for at drive en rentabel forretning, eller kan man ikke skabe det på den nuværende lokation.
Det bør ikke være svære end det, og det er netop den opgave, den nye bestyrelsessammensætning skal løse fremadrettet.






