I morgen gælder det hjemmebanen for Marc
Efter sin flotte andenplads i går på Åby, er Marc Bæk Nielsen i morgen repræsenteret ved hjemmebanens løb. Aalborg-træneren sender tre af staldens heste ud og Marc Bæk Nielsen tager selv køreturen bag Feyenoord (Quaker Jet).
Feyenoord har i hoppen Odette Vang samme mor som gårsdagens toer Dortmund. Odette Vang var selv en evnerig væddeløber som indløb 459.196 kr. og det blev til tre sejre i karrieren. En af karrierens sejre kom i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix 2010.
Odette Vang har selv Drøn På Frøkjær som mor. En hoppe, der indløb 371.860 kr. og så vandt Dansk Opdrætningsløb tilbage i 1998 for Birger Jørgensen. Det var andet år i træk af Stutteri Frøkjær vandt netop det løb, og året forinden havde et af de største unghestetalenter nogensinde herhjemme vundet løbet i form af C Tøj Frøkjær (Videoen).
Hvis man går længere tilbage på morsiden, så finder man som oldemor til Feyenoord hoppen Gå Ombord. En hoppe, der satte en tyk streg under sit navn i avlen med heste som C Tøj Frøkjær, Besøg Frøkjær, On Board Frøkjær, Up To Date Frøkjær og Frøkjær Tøj. Hendes afkom har indløbet mere end 5 millioner kroner sammenlagt.
Om starten i morgen.
I forbindelse med starten i morgen har Marc Nielsentalt med Fast Track om netop Feyenoord.
– Feyenoord har pladsproblemer som vi arbejder på at få til at falde positivt ud. Vi prøver lidt forskellig skoning. Er I kommet i mål med det? Det tror jeg vi kommer mandag, når hesten bliver skoet om inden start. Hvis det fungerer, så er hesten lige så god som de andre.
Det er en outsider indtil den viser, at den kan gå fejlfrit –
Feyenoord gør i morgen sin syvende start i karrieren, og indtil nu har karrieren budt på en enkelt sejr. I fejlfri udgave skal den velafstammede væddeløber bestemt ikke glemmes.






