I.C.Tvede Memorial – Læg mærke til navnet fremadrettet
Jeppe Juel har endnu ikke forladt en dansk travbane i december måned uden at vinde, og for tredje løbsdag i træk kunne Aalborg-træneren køre først over målstregen. I dag serverede Jeppe Juel en særdeles tiltalende vinder i form af Niels Juel opdrættede Garfield (S J’s Caviar).
Garfield er efter S J’s Caviar og den norske hoppe Thon. Garfield er andet afkom efter Thon, der selv vandt fire løb i karrieren. Foruden Garfield er Thon mor til Fulton (Bold Eagle) samt svenskregistrerede Hilton (Muscle Mass).
I dag gjorde Garfield sin tredje start i karrieren. Karrieren blev indledt med sejr i Billund, hvor Garfield kom hjem på en 16 notering i debuten. Der blev fulgt op med en andenplads i 2-åringernes Efterårsserie, hvor kun ubesejrede Thai Brooklyn var før i mål.
Garfield holdt i dag det spillende publikum på pinebænken indledningsvis, da hesten galoperede kort efter start. Jeppe Juel satte efter feltet og havnede derefter i femte par indvendigt.
Den position blev dog kun holdt i ganske få meter, før Jeppe Juel sendte sin 2-årige traver fremad som den første i andet spor. Jeppe Juel forsøgte sig mod fronten med 1000 meter til mål, men blev svaret op af den førende Dariole med Ken Ecce i sulkyen.
Garfield fik derfor den utaknemmelige opgave at gå resten af løbet som første hest i andet spor, men det løste den 2-årige hingst også. I sidste sving trykkede Jeppe Juel på den førende og ind på lige bane bad Jeppe Juel sin hest om at gøre arbejdet færdigt.
Aalborg-træneren fik omgående svar, og trods en ikke ubetydelig galop kunne Garfield sejre sikkert i tiden 1.19,0/2000 m. Auto.
Læg navnet Garfield på sinde, for denne kommer vi til at høre mere til fremadrettet!
Se dagens sejr her.
Se mere om S J´s Caviar her.
[useful_banner_manager banners=4 count=1]






