Hesten vi mindes – Taroks Mindeløb
I dag køres på Charlottenlund Travbane Taroks Mindeløb, der er blevet kørt siden 1981, hvor første vinder var Birger Jørgensen som kusk bag Another C, der ses på ovenstående foto, taget af Burt Seeger.
Skrevet af Kenn Erik Bech til Travet.dk.
Taroks Mindeløb har således mere end 40 år på bagen, og mon ikke lige détte mindeløb, for den i Danmark suverænt bedst kendte og mest populære travhest, bliver kørt mange år endnu.
Selv om det således er mere end 40 år siden Tarok døde, er den med sine fantastiske præstationer og sine 111 sejre udødeliggjort i Dansk Travsport.
Tarok debuterede den 30. juni 1974, 2 år og 5 måneder gammel, på det der dengang hed Nordvestjysk Væddeløbsbane, i dag Skive Trav. Det blev til sejr med det samme på 28,1a over 1660 meter til odds 66 for ti, og førstepræmien var på 1.000 kroner.
I næste start var den storfavorit til 16 for 10, men her blev den besejret, og måtte nøjes med en andenplads på ikke imponerende 31,9!
I sin tredje start, og det er stadig i Skive, vandt Tarok en kneben sejr efter at dommerne dog måtte granske målfotoet.
I sin 4. start var Tarok helt uhørt uplaceret på den tunge bane på 37,4a(!) over 1660 meter, for så at slutte sin 2-års sæson af med endnu en sejr. 3 sejre i 5 starter.
Men siden så Tarok sig ikke tilbage!
Dannebrog på 4 ben
Det var ejersønnen Jørn Laursen, der sad bag Taroks i dens imponerende karriere med de utrolige triumfer både i Danmark og i udlandet. Karl Laursen bag Stald Kima var hovedmanden, der skabte Danmarks største og mest populære stjerne sammen med Jørn Laursen.
Der er skrevet to gode bøger om Tarok, og det blev også til en biograffilm. Du kan også læse historien om Tarok på thof.dk, hvor Lars Donatzky beretter.
Tarok må være det mest naturlige medlem af Travsportens Hall of Fame i Danmark.
Taroks Mindeløb har haft en lidt omskiftelig tilværelse siden 1981, og med mange forskellige propositioner, dog oftest kørt som afdelingsløb, bl.a. nogle år med 3 indledende afdelinger plus finale.
Hurtigklassen var også en overgang inde over løbet, og på et tidspunkt var løbet kun for 3-årige heste, og et par år også kun for hopper.
Kendte vindernavne
Flere kendt heste har da også vundet løbet. Det er Derbyvinderne Rudolf Le Ann og For Ever Vixi, og navne som Joachim Lønbo, Speedy Herve, Inzaghi, Politikken, Return Onion (billedet) og ikke mindst Meadow Roland og Hairos.
Birger Jørgensen og Steen Juul har begge vundet løbet 4 gange, mens Taroks kusk Jørn Laursen selv vandt Taroks Mindeløb i 1999.
I 2019 skete der det mærkelige, at den samlede vinder, Machiavelli, ikke vandt nogle af de to afdelinger, men det er der siden taget højde for i propositionerne.
Kom på Lunden.
Kom på Lunden skriver, banen på egen Facebook side.
“Kom til Lunden på søndag og mød Jørn Laursen – en legende inden for dansk travsport. Hans navn er tæt forbundet med Tarok, Danmarks mest ikoniske travhest gennem tiderne. Sammen skabte de en historie, der ikke kun vandt danskernes hjerter, men også satte dansk travsport på verdenskortet”
Fotos af Burt Seeger.
[useful_banner_manager banners=2 count=1]
[useful_banner_manager banners=4 count=1]









