Hall Of Fame medlem med to heste til start
Axel Jacobsen er i dag til start på Jægersro og er det med to af staldens heste.
I dag starter man Gauguin og anpartshesten Ghita Nørby. Hall Of Fame medlemmet sætter sig selv i sulkyen bag begge af staldens startheste.
Den skakternede kusk, Axel Jacobsen, har gennem mere end 40 sæsoner været en af de fremtrædende trænere i Lunden med flere end 2000 sejre på banen. I 2019 blev Axel Jacobsen hædret med en plads i travsportens Hall Of Fame.
Efter et par år som staldmand tog Axel Jacobsen springet til de professionelles rækker ved indgangen til 1980’erne. Axel Jacobsen var en af de første herhjemme, som benyttede sig af ridetræning i forbindelsen med træning af staldens heste.
Seks gange har Axel Jacobsen vundet trænerchampionatet i Lunden. Det er ligeledes blevet til to derbysejre bag henholdsvis Game Høgh og Hawkeye.
Manden bag en af de bedste dansktrænede heste herhjemme
Axel Jacobsen var manden bag en af de bedste dansktrænede heste nogensinde. Den amerikanskfødte Frisky Frazer, var i en årrække i den absolutte elite gennem flere år.
Det blev til adskillige storløbssejre i både Danmark, Sverige, Norge og Holland – og ikke færre end fire gange kvalificerede Frisky Frazer sig til finalen i Solvalla’s Elitlopp med en tredjeplads som bedste resultat.
Som aktiv kørte Frisky Frazer 6.612.239 kr. ind i præmier.
I 1992 var Axel og Charlotte på indkøbstur i USA, og via babyløb på Pocona Downs fangede Frisky Frazer Axel Jacobsens interesse. Frisky Frazer kostede dengang 25.000 dollars.
Karrieren løb fra 2 til 11-års alder, sluttende med en fjerdeplads i Elitloppet 2001 bag store verdensstjerner som Varenne og Victory Tilly.
Det blev til 48 sejre i 132 starter, inden avlsboksen kaldte.
I forbindelse med Axel Jacobsens optagelse i Hall Of Fame, blev netop Frisky Frazer fremhævet.
Frisky Frazer, blev i 2014 aflivet på Stutteri York i Hørsholm som følge af en hofteskade.
Burt Seeger.





