Gardehusarregimentets Hesteskadron giver opvisning på Jydsk Væddeløbsbane
Gardehusarregimentets Hesteskadron giver opvisning på Jydsk Væddeløbsbane.
Gratis opvisning ved Gardehusarregimentets Hesteskadron torsdag den 2. juni på Jydsk Væddeløbsbane. Fra kl. 18.30 er der ”åben stald”. Opvisningerne finder sted i tidsrummet kl. 19.30-20.30.
I forbindelse med H.M. Dronning Margrethes besøg i Århus d. 3. og 4. juni ledsages hun af Gardehusarregimentets Hesteskadron. Under opholdet i Århus har Gardehusarerne base på Jydsk Væddeløbsbane. Her kvittererer de for gæstfriheden med at give en opvisning for publikum og et “åben stald”-arrangement.
»En tilsvarende opvisning i 2015 var et kæmpe tilløbsstykke som langt over tusind århusianere nød. Fra publikumspladsen havde publikum fuldt overblik over en prægtig opvisning, der var henlagt til travbanens opløbsstrækning,« fortæller Jydsk Væddeløbsbanes direktør Christian Hundebøll.
Foruden gardehusarernes opvisning vil der blive mulighed for at se den flotte karet fra de kongelige stalde på nærmeste hold. Man kan også gæste staldområdet og se de flotte heste og deres udstyr samt hilse på de værnepligtige ryttere.
Det hele sker torsdag den 2. juni. Fra kl. 18.30 er der ”åben stald”, og selve opvisningerne finder sted i tidsrummet kl. 19.30-20.30.
Der er gratis entré, mens eventuel parkering koster 30 kroner. På publikumspladsen vil der være mulighed for at købe drikkevarer samt lidt let at spise.
I dagens anledning har værterne på Jydsk Væddeløbsbane desuden arrangeret opvisningsløb med deltagelse af trav- og galopheste samt de små ponyer.







