Fortsætter Flemming Jensen V75-succesen?
Fortsætter Flemming Jensen V75-succesen?
Af Carsten Rabjerg, Fast Track.
Allerede inden årets første kvartal er overstået har Flemming Jensen vundet tre V75-sejre i den hårde svenske konkurrence. Med en imponerende sejrsprocent på 31 % og knap 700.000 kr. indkørt som kusk er resultaterne gode for alle os, der ”bare” kigger på startlisterne, og hvordan hestene klarer sig i løbene. Men som ofte kan virkeligheden være en helt anden.
– Selvom vores resultater er gode, er der noget, som du og andre ikke ser eller er klar over, når man kigger på udefra. Vi har denne vinter og forår haft en del syge heste i stalden, der har døjet med forkølelse, som vi ofte ser denne årstid, så trods resultaterne har alt ikke været som ønsket, forklarer Flemming Jensen.
Sygdom har netop haft stor betydning for forberedelsen for en af Danmarks bedste heste forud for den kommende sæson.
– En hest som Emoji var rigtig syg i vinters. Han stod ellers foran at skulle sættes i gang frem mod sæsonstart, men sygdommen har gjort, at han så lige er blevet tre uger forsinket, lyder det fra Flemming Jensen.
Nøje tilrettelagt træning af de enkelte heste vigtigt
For Team Jensen er der pt. omkring 40 heste i træning. Det er som bekendt ridetræning, som bruges hjemme på den nordjyske gård i Hjallerup, hvilket naturligvis betyder, at træneren selv ikke kan sidde på ryggen i sadlen på alle staldens heste, når de træner.
– Jeg rider aldrig den samme hest to gange i træk i træningen, men det er dog klart bedst for mig selv at prøve hestene i træningen. En hest som Carna Sensei kan f.eks. ikke gå forrest i træningen hver gang, for det passer hendes temperament ikke til. Derfor må hun ofte gå i ryg, og sådan skal træningen jo tilpasses de heste, vi har, men jeg har dygtigt personale, der har været her længe, og de kan fortælle, hvis der er noget, jeg skal være opmærksom på omkring hestene, når vi træner, forklarer Flemming Jensen.
Igen medvirkende til stor V75-gevinst?
Når der lørdag afvikles V75-finaler på Nordens største travbane, Solvalla i Stockholm, er det med to fantastiske hopper, Eenymeenyminymoe og Carna Sensei, fra Team Jensen blandt deltagerne.
Sidst Flemming Jensen var med i V75, var forrige lørdag, hvor han på Åby sammen med Tycoon Conway Hall overraskende vandt et V75-løb til 24 gange pengene og blot afkrydset på 2 %. Netop den danske sejr var medvirkende til, at V75-gevinsten for syv rigtige den dag endte på knap 2 millioner kroner.
Måske det vil være klogt at holde et ekstra øje med et par danske heste fra Flemming Jensen, når man lørdag eftermiddag med spilstop kl. 16.20 skal have indleveret V75-kuponen?
– Carna Sensei gik igen et godt løb sidst i Sverige. Hun har faktisk gået bedre end forventet. Hun er jo en hest, som har haft stoppet karrieren en gang tidligere pga. en skade, så alt, vi får med hende nu, er jo bonus.
– Hun holder helt normal form, har et godt startspor, og så er de 1640 meter heller ingen ulempe for hende, men denne gang møder hun også den værste modstand, hun har været ude mod, fortæller Flemming Jensen, der senere lørdag skal ud med Eenymeenyminymoe, som jagter sin fjerde sejr på stribe i et løb, hvor førstepræmien er på 220.000 svenske kroner.
– Eenymeenyminymoe vandt let senest i Odense, men jeg har faktisk efterfølgende fortrudt, at jeg startede hende i det løb og ikke lod hende få en løbspause på fire uger i stedet, hvor hun bare trænede på. Hun gik igen uden sko senest for at gøre hende mere sikker på dette. Det er få starter, hun har fået uden sko, og det har slidt på hovene, men hun har hov nok til at starte uden sko i denne V75-finale på Solvalla.
– Formmæssigt er hun helt fin fortsat, men det er ingen let opgave med 40 meters tillæg, så der skal gerne blive tempo på til hendes fordel for at vi kan nå frem. Hun er dog trods alt aldrig uden chance, og det er nok hende, som er min bedste chance på dagen, afslutter Flemming Jensen.
V75-forslag til Solvalla lørdag d. 26. marts 2022
1. afd.: 1 – 10
2. afd.: 1 – 5
3. afd.: 1 – 2 – 4
4. afd.: 2 – 5 – 6
5. afd.: 5 – 7
6. afd.: 7 – 8 – 15
7. afd.: 12
Spil med her.
[useful_banner_manager banners=1 count=1]






