Flot af Skive – Vi hjælper hinanden
Dansk travsport er i januar udfordret. Udfordret på det skiftende danske vintervejr, hvilket medfører udfordringer for baner og aktive.
Hvis man tror eller har den holdning at baner og aktive er sig selv nærmest i disse uger, så er Skive Trav et godt eksempel på det modsatte. Her har man åbnet dørene op og samarbejdet.
Aalborg måtte forleden aflyse, og med kort varsel stod Skive klar til at hjælpe. Et godt eksempel på samarbejde i dansk travsport, og dette til gavn for hele sporten.
Sådan skal det være i en sport, hvor vi ikke er for mange til at løfte læsset.
Det stopper dog ikke her.

Det har ikke været muligt for flere danske trænere at træne på deres respektive baner, hvilket har medført udfordringer i forbindelse med den daglige træning.
En af disse er Lillian Uglebjerg med hjemmebanen på Jydsk Væddeløbsbane. Hun tog forleden turen til Skive, hvor man stillede træningsområdet til rådighed så træningen kunne opretholdes.
”Når vejret driller derhjemme, er det dejligt at vi, i travet, kan hjælpe hinanden.
Tak til BioCirc Trav Arena Skive for lån af faciliteterne, så vi kunne få trænet hestene, lyder det fra Lillian Uglebjerg på de social medier”.
Historien

Skive Trav hed oprindeligt Nordvestjysk Væddeløbsbane, og blev etableret i 1948 på dét areal, der i dag huser Skive Kaserne. De første løb blev kørt på den ”gamle” bane søndag den 25. juli 1948 i overværelse af godt 10.000 tilskuere.
Den største drivkraft bag etableringen af Skive Trav var slagtermester Marius Jensen, der hvert år mindes med et løb på travbanen. De første tilskuerfaciliteter bestod af gamle barakker fra den nedlagte flygtningelejr i Jegstrup, der var beliggende blot to km fra travbanen.
I forbindelse med en ekspropriation af travbane-arealet til kaserneformål i 1966 fik travfolket udbetalt en kompensation på godt en million kroner til at etablere sig for et andet sted. Der var i den forbindelse kræfter, der ønskede travbanen flyttet til Herning-området, da området her var i kraftig vækst, men de lokale kræfter sejrede heldigvis, og banen blev flyttet til dens nuværende idylliske placering i skovbrynet på Flyvej 2.
Baneomlægning i 2014 gav travbanen et markant løft, og i 2019-20 blev der etableret et nyt og moderne lysanlæg, så vi året rundt kan tilbyde gode lysforhold under løbsafvikling i de mørke vintermåneder.
I 2023 fejrede Skive Trav – nu BIOCIRC TRAV ARENA SKIVE – 75-års jubilæum, og i dag står anlægget som det mest moderne og opgradere i Danmark.
Fotos af:
Flemming Andersen.






