Fiona solgt til Fyn
I disse dage går det forrygende stærkt med at få formidlede de udbudte heste fra salgsmenuen. Der er igen søndag morgen brugt et par timer på salgsmenuen, hvilket har været medvirkende til endnu et salg.
I dag kan vi meddele, at følhoppen Fiona er solgt til Bent og Gitte Dahl på Fyn.
Der har været flere henvendelser på Fiona, men den nuværende ejerkreds har ønsket at give hoppen en chance i avlen. Det får Fiona med salget til Bent og Gitte Dahl, der sidste år flyttede fra Bornholm til Fyn.
Fiona er helsøster til den tidligere vinder af Dansk Avlsløb Elliot. Fiona er således også søster til sidste års vinder af Jysk 2 års Grand Prix, Heavenly Stone, der også vandt en prøve til Dansk Opdrætningsløb og var placeret i finalen.
Sidste år blev en anden bror til Fiona, Ideal Stone solgt på Derby Auktionen for 90.000 kr. Der er rigtig god stamme på denne fine hoppe.
Tag et ordentligt billede
I forbindelse med ungheste får vi flere og flere billeder taget fra mobiltelefoner. Det er der ikke noget galt i, men billeder på højkant, og højt mudder sælger ganske enkelt ingenting.
Vær derfor opmærksom på, at når der sendes billeder, at det skal være ordentlige billeder.
Det er primært snak om ustartede heste eller ungheste, hvor dette går kontinuerligt igen. Vi har ingen muligheder for at formidle heste fra salgsmenuen, hvis potentielle købere ikke får nogle ordentlige billeder af den pågældende hest.
Vi noterer endnu et salg fra salgsmenuen og tager samtidig Fiona af.
Foto – Gorm Foto.







