Farvel til en fantastisk travmand
Af Kenn Erik Bech
Fornylig sagde vi farvel til Peter Bratholm, der i mange år var en af Dansk Travsports store profiler. Peter Bratholm vandt omkring 1600 sejre og utallige championater, både lokalt i Racing Arena Aalborg og også nogle landschampionater. Her er et lille portræt af travmanden Peter Bratholm.
Peter Orlof Bratholm blev født 17. 8. 1933 i Havndal, der ligger nogle kilometer sydøst for Hadsund. Hans forældre var Hilmar Valdemar Bratholm og Margrethe Marie Eva Sofie Hansen Schwartz. Forældrene var født henholdsvis på Frederiksberg og i Roskilde, men befandt sig altså ved Bratholms fødsel i Jylland.
I Odense kom det første travjob
Familien flyttede dog snart til Fyn, og her blev væddeløbsbanen i Odense snart Peter Bratholms tumleplads. Han har fortalt, at hans bror, Paul Bratholm, gik til trav, og så fulgte han med. Banen i Odense blev også hans første arbejdsplads indenfor sporten, og i starten var det hos Jørgen Jacobsen. Senere kom han til andre fynske trænere som Rudolf Jensen, Poul Stripp og Helmuth Rasmussen. Vi har et gammelt foto, hvor Peter Bratholm sidder med andre kommende fynske travtrænere som Kaj Rasmussen og Henning Jacobsen.

Trænerskole og jockey i København
Peter Bratholm gik på en jockeyskole i Odense, og her gik også Verner Rasmussen, der var en del af brødretrioen, Verner, Kaj og Børge Rasmussen, der alle tre blev travtrænere.
Selve Trænerskolen foregik imidlertid i København, og Bratholm flyttede dertil, og fik bl.a. arbejde hos netop Verner Rasmussen, der nu var træner, tilknyttet Amager Travbane. I København arbejdede Bratholm dog også hos trænernavne som Jens Ipsen, Palle Sperling, Hans Hansen og selveste championtræner Walther Kaiser-Hansen.
Den 14. december 1959 afholdt Trænerskolen den afgørende eksamen med mange jockeynavne. Holdet bestod af: Viggo Andersen, Ole Boelskov Hansen, Enrico Haupt, Dan Jensen, Benny Jørgensen, Leif Løfgren, Jørgen Mortensen, Ole Nexø, Erik Nielsen, Jørgen Olsen, John Petersen, Aage Wellejus – og selvfølgelig Peter Bratholm. På nær to, Ole Boelskov, der tog til USA, og Erik Nielsen, blev alle disse navne selvstændige trænere i Danmark.
Dan Jensen, Leif Løfgren, Jørgen Olsen og John Petersen nedsatte sig med det samme som trænere i København den 1. januar 1960, mens Bratholm, Haupt, Benny Jørgensen og Jørgen Mortensen i de kommende år kom i gang med en trænerkarriere i Jylland. Aage Wellejus begyndte allerede i efteråret 1959 på dispensation i Skive.
Aalborg blev Bratholms hjemmebane
I 1961 blev Peter Bratholm så træner i Aalborg, og i 1966 vandt Peter Bratholm det første trænerchampionat her efter, at Alvar Poulsen havde vundet dette championat seks gange i træk.
I de følgende seks år vandt Bratholm dette trænerchampionat, og igen i 1978 og 1983.
I 1969 skrev han travhistorie som den første danske travtræner med over 100 sejre på én sæson, da han vandt 101 løb og blev landschampion for andet år i træk. Peter Bratholm vandt sin årssejr nummer 100 søndag den 28. december på Charlottenlund Travbane med Money Boy, og årssejr nummer 101 til Bratholm kom tre løb senere ved sejren med Hey Duke i Hugo Jørgensens Mindehandicap.
Rekorden blev dog hurtigt slået. I 1970 vandt Vagn Lønborg 104 sejre, og jeg mener, de alle blev vundet på Lønborgs hjemmebane i Århus. Peter Bratholm genvandt igen i 1971 landschampionatet med 117 sejre.
Desuden vandt Peter bratholm også i 1970 en af datidens store prestigeløb, Dansk Provinsmesterskab, med superhesten Ikaros. På fotoet her på siden ses hestens ejer, Erling Larsen, Saltum blev lykønsket af Aalborg-banens daværende formand, Peter Lind. Løbet blev kørt i Skive, hvor La Tour/Jørn Laursen blev anden, mens Fino/Ville Mazanti blev tredje.
Bratholm tog ofte den, dengang, lange rejse fra Aalborg til de københavnske travbaner, og mange gange med fin succes. Et eksempel var engang, da han vandt fire sejre samme løbsdag, så har turen tilbage til det nordjyske nok følt kortere.
Peter Bratholm vandt sin sejr nummer 1000 med Tip OK i 1978 i Aalborg.

Verona Dirt var en underskøn hoppe
Peter Bratholms navn vil for altid forbindes med den lille hurtige røde Pay Dirt-hoppe, Verona Dirt, der vandt 63 sejre, og i en periode var en af Danmarks bedste hopper. Hoppen blev også nærmest pseudonym med den karismatiske hesteejer Peter Bødker, der nok var omstridt person, men han involverede sig også i sporten på flere sprængstoffyldte områder.
Andre kendte hestenavne i stalden hos Bratholm, var de sejrrige Kander F og O’Bente June, der begge vandt 12 sejre på stribe. Kander F var en meget stor hest, ”så stor som Rundetårn”, og jeg har læst et sted, at den blev solgt til Australien i 1974!
Wall of Fame i Racing Arena Aalborg
Peter Bratholm er blevet hædret flere gange for sin indsats i Dansk Travsport. I Aalborg er han kommet i den fornemme klub, Wall of Fame, – i selskab med andre markante nordjyske væddeløbsprofiler som Jørgen Larsen, Jørn Damsgård, Poul Nøhr, Pauli Andersen og Ove Andersen.
Netop tidligere træner Jørn Damsgaard har kæmpet om sejrene i mange år med Peter Bratholm som hård konkurrent.
-Men Peter Bratholm var jo outstanding her i Aalborg i mange år, og havde generelt rigtig mange gode heste gennem årene, lyder det fra Jørn Damsgaard.
I de sidste af sine aktive trænerår havde Peter Bratholm kun en lille stald, og han sluttede selv om kusk i 2002. Efter trænerstoppet kom han, og hjalp meget hos træner Pauli Andersen. De sidste år kom han ikke på travbanen grundet helbredet.
Peter Bratholm var 89 år gammel, da han døde i sidste uge. Han efterlader ifølge det oplyste, sin hustru og en søn, og bisættes den 6. oktober fra Ansgar Kirke i Aalborg.
Peter Bratholm vil for altid være en del af Dansk Travsports historie.







