Et dejligt gensyn med Henny på gården ved Skive
Af Kenn Erik Bech
Det er mange år siden undertegnede sidst har set Henny Charlin Andersen, men forleden lykkedes det i forbindelsen med afviklingen af Musketerdagen på Skive Trav.
Henny bor tæt på travbanen, på gården Birkemosegård, sammen med sin nevø Peter Ømark Andersen, begge to med en livslang interesse for travsporten.
På gården står Juliastarmanamana, en svenskindregistreret hoppe ved Juliano Star, og dens afkom, Justgivemeareason (Great Challenger), som er opdrættet af, og ejes, af Henny og Peter Andersen. Juliastarmanamana er søster til Confidence, rekord 10,8am, og knapt 2 mio. kr. i indtjening. En af de andre heste er Juvelen (Wishing Stone) og Henny Andersens hoppe Super Grace (Great Challenger). Således er hendes gamle hoppelinje stadig repræsenteret, da Juvelen er oldebarn efter hendes gamle amerikanerhoppe First Casting (Bonefish).
Både Henny og Peter er født ind i travsporten. I Hennys Andersens barndomshjem var der masser af heste.

– Mit barndomshjem var en stor gård i Kvorning mellem Randers og Viborg. Min far, Martin Andersen var en dygtig dragonrytter, så der blev den store hesteinteresse lagt, fortæller Henny Charlin Andersen.
– Vi var tre søskende, hvor Marinus var den ældste og den senere træner Karsten den yngste. Mine brødre fik lov til at køre og ride med hestene, men det synes min mor ikke, jeg skulle, for jeg var en lille svag en. Men det mente min far, jeg skulle have lov til, og vi snød min mor, så jeg fik endelig lov til at ride på en lille travhoppe, mindes Henny Charlin Andersen.
I 1960’erne var der god gang i sejrene for Ømark-dynastiet, mellemnavnet, ligesom der også blev opdrættet travheste på gården i Kvorning. Både far Martin og sønnerne Karsten og Marinus vandt mange sejre. Der var sejre på Skive Trav, men de fleste sejre i de år til familien blev vundet i Århus. Det var med heste som Absolut Bingen, Garant II, Hero og Britta Bingen.
Mangeårig champion
Karsten Andersen var et stort kusketalent og efter en årrække som amatør blev han træner, og mangeårig champion i Skive.
Karsten Andersen begyndte som staldmand og jockey hos træner Jørgen Hill på Jysk Væddeløbsbane i Århus. I årene forinden havde han arbejdet på landet hos den kendte travmand Henry Laursen, Ingerslevgård.
Karsten Andersen, født i 1940, blev selvstændig i 1970 i Skive, og her blev han straks trænerchampion i sin første sæson. Det var han i syv år i træk i perioden 1970 til 1976, og et andet højdepunkt, blandt mange, var, da Karsten Andersen vandt Dansk Hoppederby i 1981 med Dolly Dirt.
Mange fine opdræt
Karsten Andersens søn Peter Ømark Andersen er forsat i gang som kusk i travsporten. Han har også haft et professionelt virke i sporten, og var ansat bl. a. i stalden hos træner Seppo Kukkonen.
Henny Charlin Andersen har også været med i sporten i mange år, og prøvet de fleste af sportens facetter. Henny var ansat i ni år på travkontoret i Skive. Dengang kørte man flere sekretærmatcher i Skive, Aalborg og Aarhus, og Henny Charlin Andersen har en fin statistik i disse løb med to sejre og en tredjeplads i tre starter.
I sin tid har hun haft flere gode heste, både som ejer og opdrætter. Den sidste tophest, Big Flirt, måtte aflives efter en pludselig opstået skade. Big Flirt (Mr Flirt) nåede at vinde 5 sejre i sine kun 10 starter, ofte kørt af Peter Ø. Andersen.
En af de bedste heste, opdrættet og ejet af Henny Charlin Andersen, har været Big Casting (Buckfinder) efter tidligere nævnte First Casting (US). Big Casting vandt 25 sejre, fik rekord 13,0a og næsten en mio. kr. i indtjening. Flere af sejrene var med Peter Ø. Andersen som kusk.
Henny Charlin Andersen, 82 år gammel, har trappet lidt ned i forhold til forskellige aktiviteter. Livet er blevet lidt mere udfordrende med alderen med et svækket syn og et par blodpropper.
– Men man skal jo lave noget, ellers sygner jeg hen, lyder det fra Henny Charlin Andersen, der stadig har humør og meninger i behold, men nu har afviklet sin enkeltmandsvirksomhed Charlin. Travhestene nyder hun stadig på gården.






