Eightdaysaweek tog Jydsk 4-årings Grand Prix Consolation 2020
Travet.dk kunne den 22. juni breake nyheden om, at Frank Kjelde og Niels Thomsen havde købt opdrætningsvinderen Eightdaysaweek (Muscles Yankee), som med deres egne ord var købt for deres konfirmationspenge. I dag sejrede den 4-årige hingst i Jydsk 4-årings Grand Prix Consolation 2020.
Frank Kjelde og Niels Thomsen har i mange år snakket om at købe hest sammen, og da muligheden bød sig, så blev Peter Rudbeck-opdrættede Eightdaysaweek hesten, de to venner kunne samles omkring.
Det var fra start Michael Lønborg bag outsideren Epic og Morten Juul bag spilfavoritten Express A P, der dystede om spidsen. Den duel vandt førstnævnte, og dette kostede en 500 meters åbning i 14 tempo.
Der var efterfølgende stilstand i positionerne, og alle så ud til at være tilfredse med deres position. Det betød en 1000 meters notering på 1.16.2. Stilstanden varede dog ikke længe.
Henrik Lønborg tog initiativ, som den første bag Endless Dreams, der leverede en stærk langside, hvor hesten gik helt frem udvendigt på den førende. Det gik igen stærkt, og flere ekvipager havde svært ved at hænge på i det opskruede tempo.
I front så Epic fortsat strålende ud, og imponerende holdt Dream Vacation-sønnen godt ved trods, denne først for nylig er vendt tilbage til væddeløbene. Michael Lønborg satte alt på et bræt ved indgangen til opløbet, og fik et par længder til de nærmeste.
Det lignede ned mod målstregen Epic, men så dukkede Eightdaysaweek op ude i sporene. Fra en position som en af de sidste ved opløbets start rundede Kasper K. Andersen samtlige og kunne hjemtage sejren i Jydsk 4-årings Grand Prix Consolation 2020.
Vindertiden i løbet blev 1.16,5//2360 m. Autostart.
Ejer: Team World Wide Trot
Opdrætter: Peter Rudbecj
Træner: Frank Kjelde
Kusk: Kasper K. Andersen
Se løbet her
Se vinderinterviewet her.
[useful_banner_manager banners=2 count=1]






