Dansk sejr i USA – Epos Østervang sejrede
Lørdag aften kunne danske Epos Østervang sejre i USA. Kasper Foget sad ikke denne gang selv i sulkyen, men havde overladt Epos Østervang til Jason Bartlett.
Epos Østervang sejrede efter føring hele vejen i tiden 1.11,5/1609 meter auto.
Der var 5.750 dollars i førstepræmie, og dermed har Epos Østervang i 12 amerikanske starter vundet 4 sejre og tjent 28.515 dollars.
Det hører efterhånden til sjældenhederne, at en dansk hest bliver solgt til USA, men det var tilfældet med Epos Østervang, som blev købt af USA-bosiddende Kasper Foget. Den unge udenlandsdansker måtte betale 42.000 kr. for Epos Østervang, som inden salget var trænet af Michael Lønborg.
Den 6-årige hest har været i gang siden 2-årssæsonen. På dansk grund er sejren i Aalborg Store Pris Consolation største resultat for Epos Østervang. Epos Østervang var også deltager i Dansk Trav Derby i regi Mads Hviid.
Kasper Foget har haft stor succes i USA
EM-vinderen fra 2018 har fantastiske kørehænder, og drog i 2019 til USA på et prøveophold hos netop Per Engblom. Et prøveophold, der siden er konverteret til længerevarende ophold for Kasper Foget, der vandt Sigter mod Stjernerne i 2017.
Kasper Foget er blevet belønnet med flere og flere køreture i USA og det forstår man til fulde. I forhold til mange af sine amerikanske kollegaer kører Kasper Foget med rolige hænder og en elegance som mange amerikanske kuske kunne lære af.
Det er tydeligt at Kasper Foget har bibeholdt sin europæiske måde at sidde i sulkyen på i forhold til mange af sine konkurrenter der nærmest ligger ned under løbsafviklingen.
Det er flot, det er imponerende og trods store fremgange formår Kasper Foget at holde begge ben på jorden. Det er en fornøjelse at se og høre danskeren i diverse interviews. En jordnær, ambitiøs og dygtig ung mand er nogle af de superlativer man kan sætte på Kasper Foget.
Stor talentmasse i dansk travsport
Kasper Foget gør sig i USA, mens flere andre danske talenter gør sig indenfor landets egne grænser. Netop nu er talentmassen stor i Dansk travsport.
Det skyldes ikke mindst det store ungdomsarbejde, der er lavet i Dansk Travsport.
Der er kommet langt mere fokus på ungdomsarbejdet i Danmark, og det arbejde høster sporten frugterne af. En del nye unge licensindehavere er kommet til de senere år, og de er kommet for at blive.
De danske ponybaner, kombineret med diverse travskoler, har sammen med en målrettet indsats fra sporten selv været med til at udvikle talenter og øge mængden af unge licensindehavere.


