Dansk 10-Traver til DTCs Hingstefremstilling
Travet.dk kan i dag offentliggøre, at den danske 10-traver Amazing Dynamite (Great Challenger) er tilmeldt DTCs Hingstefremstilling, det bekræfter Søren Johansson overfor Travet.dk.
“Jeg har fået flere henvendelser fra hoppeejere, som kunne tænke sig at bruge ham, og det skal selvfølgelig prøves. Jeg har aldrig haft en avlshingst før, men han skal have chancen.
Det var samtidig et ønske fra hestens tidligere ejer Jesper Nielsen, at Amazing Dynamite blev avlsgodkendt og det ønske opfylder vi nu, uddyber Søren Johansson.”
På vej tilbage til væddeløbsbanerne
Amazing Dynamite har været ude med en drilsk skade, som har holdt ham væk fra væddeløbsbanerne siden juli sidste år, og det har sin klare forklaring.
“Det blev fundet en betændelsestilstand, som har gjort at den ene kode kontinuerligt hævede op, hvilket gjorde det umuligt at træne eller starte på i løbssammenhæng.
Han skal have en reel mulighed for at komme tilbage og vise, at de fire sejre i træk på fransk grund ikke var uden grund. Hvis man kan vinde fire løb i Frankrig og to af disse på Vincennes, så er man god.
Han går intervaller på en tiltalende måde netop nu”
Travet.dk var sidste år både på Stutteri Laser og Fyens Væddeløbsbane for at overvære træningspas, hvor vi i samme moment satte et Go Pro kamera på Søren Johansson.
Har papirerne i orden til at levere i avlen
Han har vundet løb i Danmark, Sverige og Frankrig, hvilket i sig selv borger for kvalitet. Han har vundet flere meriterende sejre herhjemme som Taroks Mindeløb, DM for 5-årige heste, Lord Valentines Mindeløb med mere.
Han står med rekord 10, og han har indløbet 1.5 million kroner.
Han er efter Great Challenger, som ikke behøver nogen præsentation, og moderen har foruden Amazing Dynamite en talentfuld traver i Great Dynamite på vej samt et føl fra 2020 med navnet I’m Dynamite.
Moderen Kibo Dynamite var selv en fin væddeløber, og hun vandt selv 8 løb samt satte rekord 13. Mormoderen Ninette er mor til flere fine travere som bla. Empire Dynamite med 14 sejre i karrieren, og samtlige af hoppens afkom vandt løb i deres respektive karriere.
“Jeg synes, han har alle forudsætninger for at være attraktiv for de danske hoppeejere, uddyber Søren Johansson overfor Travet.dk fredag formiddag. Det må være på tide at se på kvalitet samt kvalifikationer, og ikke om der står Danmark, Sverige, Norge eller USA bag navnet.
Nu har vi en dansk hingst, som har leveret på banen, han har papirerne i orden og jeg synes, han fortjener en fair chance hos de danske hoppeejere, afrunder Søren Johansson.”






