Bredden i fokus i Aalborg
Fra kl. 13.00 er det Spar Nord Arena i Aalborg, der har værtsrollen, når årets første breddeløbsdag står for afvikling. Interessen har været overvældende, og især et nyt koncept for et 3- og 4-årsløb med bred præmiefordeling har været attraktivt.
Breddeløbsprogrammet i eftermiddag i Aalborg består af ni løb, og med hele 94 startmeldte heste er der virkelig noget at se frem til. Et gennemsnit på mere end ti heste har ikke været hverdagskost hidtil i 2024.
En del af breddekonceptet dækker bl.a. 3- og 4-årsløb for de laveste klasser og for heste med flere starter på bagen. Ved anmeldelserne i tirsdag blev hele 16 heste meldt til start i løbet, hvorefter DH Sport valgte at dele opgøret. Der er i hvert af de nu to løb hele 35.000 kr. i præmiesum, og med otte præmier får alle deltagere glæde af tiltaget.
Det øvrige program består af tre amerikanerløb for heste med maksimum 500 startpoint, et montéløb, to formløb og et uddannelsesløb, så paletten er stort set fyldt ud.
Du kan finde mere info om løbsdagen, om mad og drikke, billetkøb og program ved at trykke her.

Historien
Allerede fra sin begyndelse har banen haft byens borgere i sin kerne.
I 1952 så Aalborg Væddeløbsforening dagens lys, takket være en gruppe visionære og initiativrige borgere i Aalborg. De første år var en søgen efter egnede områder, hvor de kunne skabe de bedste og smukkeste rammer til trav- og galopløb.
Det lykkedes foreningen at indgå en lejeaftale med Aalborg Kommune, der ligeledes ønskede at skabe et kulturelt tilbud til byen. Et stort område centralt i byen, tæt på byens borgere blev udpeget og arbejdet blev straks sat i gang.
Søndag den 15. august 1954 var en magisk dag, hvor dørene for første gang blev åbnet til Aalborg Væddeløbsbane. Aalborgenserne omfavnede den nye bane med åbne arme, og på åbningsdagen strømmede over 10.000 mennesker til folkefesten på Væddeløbsbanen.

En storslået begivenhed, hvor mere end 100 heste – travheste, fuldblodsheste og rideheste – stod klar til at imponere aalborgenserne. Omsætningen nåede en imponerende sum på over 100.000 kr. – et tal, der var uden sidestykke dengang.
I årene der fulgte, blev Aalborg Væddeløbsbane et populært udflugtsmål for byens indbyggere. Det var et sted, hvor man kunne opleve banens særlig atmosfære og trække sig tilbage til en grøn oase midt i byen.
Aalborg Væddeløbsbane eller Racing Arena Aalborg er en hestevæddeløbsbane beliggende hundrede meter syd for Limfjorden, i den nordvestlige del af Aalborg. Banen benyttes både til galop og travsport.
En omgang: 1000 meter
Bredde: ca. 20 meter
Opløb: 250 meter
Kørselsretning: Venstre om, mod uret
Dossering: Ja, 14%
Snorestart: 8 heste pr. Volte (5+3)
Autostart: 8 heste bag bilen
Open Stretch: Nej

[useful_banner_manager banners=1 count=1]
Fotos af Hesselborg Foto
[useful_banner_manager banners=19 count=1]





