Bekræftet: Monterytter overflyttes til Skejby i dag
Monterytter overflyttes til Skejby i dag.
Det var nogle grimme scener, der udspillede sig kort efter lørdagens montéløb på Charlottenlund Travbane. Her røg Trine Kløve til jorden efter at have hentet en sjetteplads på Kim Madsens trænede Staro Obrigado.
Trine Kløve blev liggende på banen og modtog behandling fra samarittervagten, som tilkaldte en ambulance. Hun blev efterfølgende kørt til Herlev Hospital.
Hesten blev hurtigt indfanget af Karina Madsen, som modtog en konduitepræmie på 500 kroner for sin indsats.
Redaktionen har siden modtaget flere skriftlige henvendelser om Trine Kløves tilstand, og vi har forsøgt at følge op på sagen.

I kontakt
Travet.dk har været i kontakt med både Trine Kløve og Kim Madsen.
Vi erfarer, at Trine Kløve i dag bliver overført fra Herlev Hospital til Skejby. Hun har pådraget sig et brækket skulderblad, flere brækkede ribben samt en punkteret lunge, som der er lagt dræn i.
“Staro Obrigado snublede, da de foranliggende heste bremsede lidt pludseligt,” fortæller Trine Kløve til Travet.dk.
Trine Kløve har haft en flot sæson med tre sejre i 10 starter i år. Hun har hjemmebane på Jydsk Væddeløbsbane.
Travet.dk ønsker Trine Kløve god bedring.
Fotos af
Ole Hindby.

