Dramatisk Hambletonian
Dramatisk Hambletonian
For et Hambletonian det blev! Apex og Big Ranger kæmpede side om side ned gennem opløbet. Ingen ville give sig. De passerede målstregen i tandem. Men denne gang lykkedes det for oppasser Amalie Ødegård og træner Marcus Melander.
Apex vandt, og dermed fik både Marcus Melander og kusken Dexter Dunn deres første Hambletonian-sejr.
Der var lagt op til en duel i det 101. Hambletonian, og det fik man. Man følte sig hensat tilbage til 1989, da Jørn Morten Kvikstad-trænede Probe (med norske Maria Sopp som oppasser) og Chuck Sylvesters Park Avenue Joe delte sejren. Men denne gang var det en norsk oppasser, der kunne tage sejren alene – selv om målfotoet måtte granskes nøje, før man kunne kåre en vinder. Efter nogle endeløse minutter kunne kredsen omkring Apex, med Marcus Melander og Amalie Ødegård i spidsen, juble over triumfen. Den normalt ret afbalancerede kusk Dexter Dunn blev rørt, da afgørelsen faldt.
– Fra jeg passerede mål, sad jeg og var forbanna på mig selv over, at vi tabte. Så blev det en lang venten og spænding. Da jeg fik besked om, at vi var først, blev det en overvældende følelse. Det er det største, der er sket for mig på en travbane. Jeg har set dette løb på tv, siden jeg var en lille dreng i New Zealand, sagde Dexter Dunn efter det dramatiske opgør.
Gigantenes kamp
Det handlede kun om to heste i Hambletonian 2026. Ohio-sensationen Big Ranger (e In Range) var først fremme til spids ud af første sving, men han fik ikke lov at sidde i fred. Dexter Dunn kom brusende med Apex (e Walner) direkte. Apex var virkelig på hugget og blæste til spids med Big Ranger bag sig. Sådan sad de, indtil tredjefavoritten Endurance (e Captain Corey) tvang Tim Tetrick bag Big Ranger ud i dødens i sidste sving. Samtidig galopperede Endurance og var ude.
Opløbet tilhørte Apex og Big Ranger. De slog mod hinanden som to sværvægtsboksere. “The Rumble at Meadowlands” varede hele vejen op mod mål. Side om side rasede de frem i rekordfart. Ingen ville give sig. Apex gav sig mindst og vandt med det, der bedst kan beskrives som en næsetip! Ingen af dem fortjente at tabe.
– Apex lå lidt for meget på i dag, men han er så stærk og kapabel, at jeg lod det stå til. Det blev tæt, men han ville aldrig give sig. For nogle heste!, sagde Dexter Dunn.
– Big Ranger fortjente ikke at tabe, men jeg er glad for, at han gjorde det. Jeg ved, hvor stærk Apex er, men det var frygtelige minutter, før sejren var klar. Det her var utrolig dejligt!, sagde Marcus Melander efter sejren på løbsrekorden 1.08,2. Big Ranger trænes af Anette Lorentzon, som faldt ned med flaget helt til tops og sikrede dobbelt svensk på trænerfronten. Tredjepladsen gik til den Noel Daley-trænede vallak Minion (e Bar Hopping).

For en stamme!
For Marcus Melander blev det en helt enestående Hambletonian-dag. Sejr i både Hambletonian og Hambletonian Oaks er storeslem! Han blev nummer ét, tre og fem i Hambo Oaks. I Hambletonian blev han nummer ét og fire. Derudover vandt Super Chapter John Cashman Memorial og Bourbonista Vincennes Trot. Stort bedre kan det ikke gøres.
Apex er født med en sølvskje i munden. Hans far Walner (e Chapter Seven) var den store Hambletonian-favorit hos Linda Toscano, da han blev skadet lige før karrierens største løb. Moren Mission Brief (e Muscle Hill) er et af sportens største talenter og satte verdensrekord som 2-åring hos Ron Burke. Mission Brief var favorit i Hambletonian 2015, hvor hun mødte hingstene, men blev nummer to bag Pinkman. Moren til Mission Brief er Southwind Serena (e Varenne), som vandt Breeders’ Crown for Per Henriksen i 2007.
Apex kostede da også hele 525.000 dollars som åring i Harrisburg. Køberne var amerikaneren Jeff Snyder og svenskeren Lennart Ågren (SRF Stable). Med i handelen var også succesopdrætteren Steve Stewart (Hunterton Farms). Nu er avlskarrieren til Apex sikret. Og for norske Amalie Ødegård er hele sejrspodiet fyldt op: I 2023 blev hendes passhest Oh Well nummer to i Hambletonian, og i fjor blev hendes passhest Maryland nummer tre. Nu er Apex vinderen!
Se løbet her.
Bragt i samarbejde med Trav365.NO







