Sæsondebut på Bornholm i dag
I dag kl. 12.00 indleder “verdens mindste travbane” sæson 2024. Det handler om Bornholms Brand Park, der på alle parametre er klar til at byde publikum velkommen til dagens program, der består af otte løb.
– Det er med stor begejstring, at vi inviterer til sæsonstart på verdens mindste travbane! Vi glæder os utroligt meget til at tage hul på den nye sæson sammen med alle og opleve den unikke atmosfære, som vi skaber i fællesskab!
Sådan indleder daglig leder på Bornholms Brand Park, Charlotte Berg sin velkomsthilsen, og hun fortsætter i samme spor.
– I løbet af vinteren har vi givet vores spillehal en ordentlig overhaling, så den nu står i spritnyt look. De traditionelle spilleboder er næsten forsvundet, da det meste nu foregår via telefoner eller tablets.
– Vores restauratør har også sammensat en skøn påskebuffet til sæsonen 2024, som du kan nyde, mens du hepper på dine favoritheste, lyder det videre fra Charlotte Berg.

Nye Golden League-heste i bornholmerdebut
Allerede i sæsonens absolut første løb skal øens hurtigklasse i ilden, og det bliver med to bornholmer-debutanter i første geled. Ghazi B R og Red Bar er nye på Bornholm og bliver spændende at følge, og umiddelbart virker begge som oplagte typer til de skarpe sving.
Der er desuden sæsondebut til Årets Hest på Bornholm fra både 2022 og 2023 i form af Cerosso og Frans Hjortshøj. Begge er havnet i anden række fra start, så der skal arbejdes for at kunne hente endnu en sejr til samlingen.
Der er i alt otte løb på den lille oval, der indleder allerede kl. 12.00, og du finder mere info, billetkøb og baneprogram ved at trykke her.

Om Bornholms Brand Park
Søndag den 19. juni 1960 blev de første travløb kørt på Bornholms Travbane. Men planerne for at etablere en travbane i de naturskønne omgivelser midt i Danmarks tredjestørste skov startede et par år forinden.
Banens omkreds: 580 meter
Opløbslængde: 160 meter
Autostart: Antal heste i første række bag startbilen: 5 heste/ i monté 8
Voltestart: Max. antal heste i hver volte: 6 heste/i monté 8
Antal heste der vender forrest: 3 heste/i monté 4
Open Stretch: Nej
Fotos af Travfoto Bornholm Torben Ager.
[useful_banner_manager banners=1 count=1]
[useful_banner_manager banners=19 count=1]






