Overskud – Flot regnskab på Bornholm
Overskud på Bornholm, hvor man har præsenteret det pæneste overskud i nyere tid. Et overskud der lyder på 300.899 kr.
Fredag aften har Bornholms Travselskab afholdt den årlige generalforsamling, i den nu ny opfriskede spillehal på Bornholms Brand Park. Hele vinteren er gået med at male og opgradere både lys og teknik, så spillehallen nu tager sig godt ud, og kan få en langt bedre udnyttelse til langt flere formål end tidligere, indleder banechef Charlotte Berg hendes mail til Travet.dk.
Aftenen begyndte med en traditionsenlig og hyggelig fællesspisning for foreningens medlemmer, med lækker mad, serveret af Café Travbanens forpagter, Jon Andersen.
46 stemmeberettigede medlemmer deltog i aftenens generalforsamling, hvor formand Egon Jensen aflagde beretning for 2023.
Kasserer Jan Dahl fremlagde et flot regnskab for foreningen.
Bestyrelsens vedtægtsforslag blev ikke vedtaget.
Aftenen bød på flere spændende emner, og en god debat om den bornholmske travsport.
På valg var Jesper Nielsen, der ikke ønskede genvalg samt Egon Jensen og Jan Dahl, der begge ønskede at fortsætte.
Kim Hansen blev nyvalgt til bestyrelsen, og både Egon Jensen og Jan Dahl blev genvalgt. Thorkild Jensen blev genvalgt, som suppleant.
Formand: Egon Jensen
Næstformand: Peter Due
Kasser: Jan Dahl
Repr. fra Hesteejerforeningen: Torben Dahl Pedersen (bliver dog først endeligt aftalt ved næste møde i HEF)
Valg af repræsentant til DTC og suppleant for denne:
Egon Jensen samt Peter Due som suppleant.
Valg af medlemmer til Ponyudvalg:
Emelie Pettersson, samt Jan Dahl.
Herudover også Johnny Jessen, udpeget af Hesteejerforeningen.
Formanden takkede forsamlingen for en god debat ved årets generalforsamling, samt ønskede de valgte bestyrelsesmedlemmer tillykke med valget! – Læs årsrapporten her.
Beretning v/formand Egon Jensen
Kære medlemmer af Bornholms Travselskab – velkommen til årets ordinære generalforsamling, hvor vi skal gøre status over forenings året 2023 og se lidt fremad i det igangværende 2024.
Travsporten på Bornholm var i fin form gennem hele sæson 2023. Der blev vist masser af travsport på et sportsligt niveau med flotte præstationer af heste, kuske og ryttere. At travsporten stadig er i udvikling på Bornholm, ses konkret ved, at der i 2023 blev sat 8 nye banerekorder i forskellige kategorier.
Også udenfor øen gør travheste med relation til Bornholm sig fint gældende i den hårde konkurrence. Her tænker jeg ikke mindst på de mange fine heste, som er opdrættet på Bornholm. Det er mere reglen end undtagelsen, at der er bornholmsk opdrættede heste på resultatlisterne fra landets travbaner. Fra eliten kan jeg her nævne heste som Henrik Will, Joy Me og Harper, der alle er heste fra den bornholmske travavl.
Travsporten er ikke kun for den gamle garde, de rutinerede og eliten, heldigvis kommer der nye til. Det er herligt at se børn og unge i travsporten, snart er de en del af bredden, og pludselig puster de eliten i nakken. Ansvaret, for at det hele kører videre, er vores. For at vi også i fremtiden kan have en travsport, så skal vi vedvarende udvikle og synliggøre sporten, og herunder skal vi have styr på økonomien. Ikke mindst takket være en stram omkostningsstyring kom vi godt ud af 2023 med et overskud på flotte 300.899 kr.
En succeshistorie
Bornholms Travselskab skal vedvarende leve op til sit formål om at skabe rammer for afholdelse af travløb, som kan være med til at udbrede interessen for travsporten på Bornholm. Når rammerne er sat, så skal vi alle fylde rammerne ud, så vi alle trives i vores enestående hestesport, og det er I rigtig gode til – I gør travsporten på Bornholm til en succeshistorie.
I er de gode ambassadører for vores sport. Det er jer der udøver jeres sport på en dygtig og seriøs måde, det er flot, men mindst lige så vigtigt er den gode omgangstone og væremåde, som I udviser. Jeg synes, at der leves op til travsportens adfærdskodeks også kaldet Code of Conduct. Vi kan alle træde ved siden af, men med en selverkendelse eller en undskyldning, så kan man nå langt. Kun med en fri og åben debat i en konstruktiv tone mellem alle, der vil travsporten, sikrer vi sportens udvikling og fremtid. Det er i dette perspektiv man skal se bestyrelsens forslag til vedtægtsændring. Bestyrelsen mener, at samarbejdet ikke skal begrænses til kun at være med Hesteejerforeningen, men derimod med alle de parter i sporten, hvor det giver mening. Travselskabet vil gerne være katalysator for et godt samarbejde, som kan sikre travsportens fremtid på Bornholm.
Hestevelfærd
Både nationalt og internationalt er der i disse år et stort fokus på dyrevelfærd i almindelighed og hestevelfærd i særdeleshed.
Vores sport har hesten i centrum, og derfor indbefatter Code of Conduct også vores omgang med dette skønne dyr. Hestevelfærd og hensyn til hesten er prioritet et, så hesten vedvarende kan være i en sund forfatning både fysisk og mentalt.
I dansk travsport er der et stort fokus på hestevelfærd, hvilket bl.a. udmønter sig i et regelsæt for, hvordan hesten skal omgås, krav til hestens sundhedstilstand, medicineringsregler, krav til udstyr, transport krav og meget andet.
Udover de aktives egenkontrol, så bliver det hele kontrolleret af banedommere, dyrlæger, udstyrs kontrollanter og ikke mindst af diverse myndigheder.
Det kan virke irriterende, at ”kontrolsamfundet” også har taget sit indtog i travsporten, men det må vi leve med, hvis vi vedvarende ønsker at udøve vores sport.
Heldigvis er vi rigtig gode til at passe på de dyr, som vi holder så meget af. Vi ønsker at omgås veltilpasse heste. I forhold til hestevelfærd er der god overensstemmelse med vores sport, for faktum er, at det er kun heste, som er sunde både mentalt og fysisk, der præsterer i konkurrencerne.
Driftstilskud
Hestevæddeløbssporten i Danmark omfatter både trav og galop, og kontakten til kulturministeriet varetages af Dansk Trav og Galop Union. I dialog med kulturministeriet redegøres der for, at sporten lever op til de krav, der stilles. Det er blandt andet om sportens udvikling, organisering herunder antallet af medlemmer, synliggørelse, antidoping, bekæmpe matchfixing og sikre børn og unge mod overgreb.
Travet er organiseret i Dansk Travsports Centralforbund (DTC) og galoppen i Dansk Galop (DG), og sammen har de to forbund lagt driften ned i driftsselskabet Dansk Hestevæddeløb. Landets baner er repræsenteret i DTC’s bestyrelse. Jeg er repræsentant for Bornholm og har siden 2020 været formand for DTC. Jeg sidder ligeledes i DTGU’s og DH’s bestyrelse, her er jeg udpeget af DTC.
DTGU har det overordnede ansvar for bevilling af drifts- og præmietilskud til landets 8 hestevæddeløbsbaner. Dansk Hestevæddeløb indstiller til DTGU, hvordan driftstilskud og præmietilskud skal fordeles mellem banerne med udgangspunkt i strategien for den samlede hestevæddeløbssport.
Driftstilskudsmodellen er konstrueret efter princippet, at man skal yde for at kunne nyde. Det er bygget op med et grundtilskud samt en række fokusområder, som der skal leveres på for at få tilskud til driften af banen.
De fokusområder, der var stillet over for banerne i 2023, var sponsorer, hesteejere, ungdom, banehest, løbsdage og publikum. Tilskudsmodellen er i god overensstemmelse med Travselskabets strategi, så det er ganske naturligt for os at leve op til kravene.
Vi skal tilstræbe, at det er attraktivt at være sponsor på Bornholms Brand Park. Sponsorerne skal se en værdi i deres ydelse – for dem selv, for travsporten og for samfundet på Bornholm.
Det skal være attraktivt at være gæst på banen. Publikum skal fornemme en god stemning, fin service og hestevæddeløb på et attraktivt sportsligt niveau – vi skal opnå en høj grad af genbesøg.
Hesteejerne skal opleve glæden ved at være en del af sporten. Det skal være noget særligt at være hesteejer – opleve spændingen, sammenholdet, æren og gerne krydret med en tur i vindercirklen. Det er vigtigt hele tiden at kræse om hesteejerne.
Ungdomsarbejdet skal plejes, så sportens fødekæde er intakt. Travselskabet bidrager gerne til arbejdet for børn og unge med bl.a. etablering af de fysiske rammer, løbsafvikling, sociale arrangementer, organisatorisk arbejde eller, hvad det måtte være.
Der blev i 2023 etableret en banehest. Grundet diverse omstændigheder blev succesen for anpartshaverne ikke helt det, man havde håbet på, sådan er sport også.
Alt i alt har vi levet fint op til kravene i tilskudsmodellen, så vi i 2023 har modtaget 3,1 mio. kr. mod 2,7 mio. kr. i 2022.
To andre væsentlige indtægtskilder er entreindtægter på 688 tusinde kr. og sponsorindtægter på 708 tusinde kr. Disse to tal er flotte, så stor tak til både sponsorer og tilskuere for opbakningen til Bornholms Brand Park.
Med 27 tusinde gæster på Bornholms Brand Park i 2023 har travsporten vist værdi for herboende, turister og for Bornholm som lokalsamfund.
Incitamenterne for 2024
Incitamenterne for driftstilskud i 2024 kører videre efter nogenlunde samme model som i 2023, dog fjernes banehesten som fokusområde.
Der vil blive stillet øgede krav og forventninger til vores service og gæstfrihed overfor vores gæster. Dette skal øge oplevelsen for publikum samtidig med, at indtægterne øges på banen. Hvis vi samlet set i sporten på sigt skal kunne oprette samme niveau som i dag, så skal vi ude på alle baner blive bedre til at generere indtægter.
Et krav er også, at vi skal have en foreningsform og en strategi, som er tilpasset det lokalsamfund, som vi befinder os i. Det gælder ikke mindst over for myndigheder, fonde, medier og sponsorer. Samtidig skal vi fremadrettet blive bedre til at have en foreningsform, så vi har tal på de mange, der er involveret i travsporten.
Præmier
Takket være gode indtægter på entre og sponsorer har Travselskabet selv bidraget med 356.550 kr. til præmierne i 2023. Hesteejerne har selv betalt 98.650 kr. i indskud, og der er modtaget 1.868.700kr. fra DTGU til præmier, så samlet er der udbetalt 2.323.900 kr. i præmier på Bornholm i sæson 2023, hvilket er en stigning på 12,7% i forhold til 2022 -ny rekord. En rekord som glædeligt ikke kommer til at holde længe, den skal slås i 2024.
Bornholms Travselskab har for 2024 fået tilsagn fra DTGU om et ekstra præmietilskud på 560.000 kr. øremærket de almindelige løb, hvor vi i 2023 kørte med en præmiesum på 8.000 kr., så det i 2024 bliver en præmiesum på 12.000 kr. med 5.000 kr. til vinderen. Målet med disse øgede præmier er at få flere heste ejet på Bornholm og flere startende heste i løbene. Jeg håber virkelig, at det får den ønskede effekt, samtidig med at optimismen i sporten får et spark opad. Desuden skulle det gerne være med til at hæve oplevelsen for vores tilskuere med et højere sportslig niveau. Vi skal på alle måder have gang i den positive cirkel. Vi budgetterer med et præmiebudget for 2024 på 2,8 mio. kr.
Brugerundersøgelse
I Travselskabets strategi står bl.a. ’tilfredsheden hos publikum, sportsudøvere og sponsorer skal være høj og skal måles’. I den anledning blev der sidste år lavet en rundspørge blandt publikum, aktive, hesteejere og sponsorer. Jeg vil trække nogle enkelte frem fra undersøgelsen.
Mange har besøgt banen i mere end 10 år.
Kerneproduktet travløb/hestene er en vigtig del af oplevelsen.
Høj tilfredshed med besøg på banen blandt aktive og gæster.
Legemuligheder for børn er vigtigt.
Stor tilfredshed med træningsbanen i skoven.
Ikke overvejende tilfredshed med opvisning- og opvarmningsbanen.
Stor tilfredshed blandt sponsorer, men gerne mere synlighed.
Sponsorer ønsker opbakning fra de aktive.
Ud over undersøgelsens konkrete resultater, så var der mange relevante kommentarer. Vi skal bruge alt, hvad vi kan for at gøre Bornholms Brand Park attraktiv.
Hestepakken Adgangskort
I 2023 blev Hestepakken lanceret som afløser for det tidligere Hesteejerkort, hvilket bl.a. betød, at man fik fire fribilletter, når man havde hest til start, og til gengæld skulle den frie adgang til landets baner, som hesteejerkortet gav, afskaffes. Lokalt på Bornholm valgte vi sidste år at lave en særordning med fri adgang for hesteejere (tekniske repræsentanter) og licensindehavere.
Nu går vi på landsplan tilbage til noget, der minder om det tidligere hesteejerkort, hvor alle registrerede aktive i DTC vil blive udstyret med et digitalt adgangskort til alle danske løbsdage og gældende for to personer. Dette gælder tekniske ejerrepræsentanter, registrerede opdrættere samt indehavere af træner-, køre- eller ridelicens. Der bliver ikke tale om ekstrabetaling, men blot den betaling, som der hele tiden har været. De 600 kr. plus moms for adgang for to personer til landets travbaner omfatter også Årsrevyen samt et bidrag til administrationen og udvikling af vores sport.
Baneomlægning
Baneomlægning har været et gennemgående tema i de sidste 4-5 år, men forhåbentlig er vi nu tættere på, at der sker noget synligt på banen, end vi har været tidligere.
Der er nu lagt en detaljeret tidsplan, som er udarbejdet af Steenbergs Tegnestue. Vi er nu i en projekteringsfase med forskellige undersøgelser af banens underlag til kortlægning af bæreevnen, og derudover skal de sidste ansøgninger på plads.
Efter der er lavet et udbudsmateriale kan opgaven komme i udbud primo maj med licitation den 3. juni 2024. Når vi efter licitationen er kommet tættere på den endelige pris, så kan vi forhåbentlig få den samlede finansiering på plads. Omkring dette tidspunkt skal I forvente, at der bliver indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor resultatet af licitationen kan præsenteres, samt en vurdering af, hvad der er økonomisk realistisk. Der skal også tages stilling til evt. låntagning til en delvis finansiering.
Arbejdet påbegyndes straks efter sæson-2024, hvor der er sæsonafslutning den 5. oktober, og forventes afsluttet med de store ting den 20. december 2024.
Det kører som et projekt med to underliggende opgaver, som er selve baneomlægningen og de opgaver, som følger med projekt sikre baner (SIBA).
Baneomlægningen bliver udført for at få en mindre niveauforskel mellem svinget ved landevejen og svinget ved skoven, etablering af et nyt banelegeme, bedre drænage af regnvand og en bedre opbygning af landevejssvinget.
SIBA-delen vedrører opsætning af diverse hegn og låger samt etablering af nødspor.
Økonomisk er projektet også delt i to dele, hvor vi selv skal stå for selve baneomlægningen, mens SIBA-omkostningerne bliver betalt centralt fra af DTGU.
I 2023 blev der afviklet 26 løbsdage på Bornholms Brand Park, mens der i 2024 er der planlagt 25 løbsdage. Det betyder at vi afslutter sæson et par uger tidligere end i 2023, så vi forhåbentlig kan starte baneomlægningen inden efterårsvejret for alvor tager sit indtog.
Ildsjæle
Der er mange detaljer, som skal gå op i en højere enhed, når der skal planlægges og afholdes en løbsdag. Opgaverne er over tid blevet flere, teknikken skal fungere, mere personale, flere kontrolfunktioner, nye tiltag og meget andet gør, at der stilles store krav til personale og ledelse.
Jeg deltog i et personalemøde i Travselskabet for et par dage, hvor opgaverne for den kommende sæson blev gennemgået. Der var var ca. 25 deltagere i mødet, hvor langt de fleste kun arbejder i selskabet på en løbsdag, men det giver alligevel et billede af, hvor omfattende en opgave det er at arrangere travløb.
Der er virkelig grund til at rose og takke alle i organisationen med driftsleder Charlotte Berg i spidsen for veludført arbejde med et stort engagement i opgaverne.
Det er ikke kun på løbsdagene, at der ydes en stor indsats, det gøres der også mellem løbsdagene og uden for sæsonen. Alt skal planlægges og tilrettelægges lokalt og i samarbejde med Dansk Hestevæddeløb.
Projektet med baneomlægning kræver også meget arbejde. Det er Margareta Larsen stadig på dygtig vis involveret i – tak for det.
Der er mange, der yder en frivillig ulønnet indsats på og i relation til Bornholms Brand Park. Uden denne indsats havde travsporten på Bornholm som helhed været på et langt lavere niveau. Blandt de mange frivillige er ’Onsdags Klubben’, som ikke mindst passer og plejer arealerne ved travbanen på fornem vis. Tak til alle frivillige hjælpere – tak til de mange ildsjæle som bruger tid på travsportens trivsel.
Jeg vil takke bestyrelsen for et godt og konstruktivt samarbejde. Jeg synes, at der bliver ydet en flot indsats med respekt for den rolle man har påtaget sig som bestyrelsesmedlem.
Jeg siger tak til alle samarbejdspartnere – tak til alle, der bakker op om travsporten på Bornholm.
Også udenfor øen gøres der et kæmpe stykke arbejde for at vedligeholde, udvikle og synliggøre travsporten, det har jeg stor respekt for. Travselskabet sætter stor pris på et godt samarbejde med DTGU, DH og DTC.
Nu ser vi alle frem mod sæson 2024, som starter rigtig op med sæsonpremiere påskelørdag den 30. marts.
Sæsonpremiere på Bornholms Brand Park er et sikkert forårstegn.
Jeg vil ønske jer alle en fantastisk sæson 2024 og et lunt og spirende forår.
Foto af Torben Ager – Travfoto Bornholm.







