Rene Kjær på 100 sejre
Rene Kjær vandt i går med Kaj Jørgensens Happyrun Cloc, og for fjerde år i træk kan Rene Kjær bryste sig af 100 sejre på en sæson. Rene Kjær er med 100 sejre noteret for de samme sejrsantal som sidste år.
Hvis dansk travsport havde en officiel stilling som ”Travsportens Ambassadør”, ville Rene Kjær være den perfekte person til det. Hurtig i replikken med et lunt smil, præsentabel og vidende.
Rene Kjær har vundet to af dansk travsports største løb, Dansk Trav Derby og Dansk Trav Kriterium – begge med Frank og Preben Sørensen opdrættede Axel.
Det lå ikke i kortene at Rene Kjær skulle få heste som sin levevej, og faktisk var han bange for heste. Den første tur på hesteryg resulterede da også i en tur på ryggen.
Flot resultat – Trods udfordringer

Rene Kjær var i december måned sidste år i forbindelse med træningen udsat for et uheld på hans gård. I den forbindelse var han så uheldig at lande på sit håndled, og det betød, at der gik en flig af, som også betød operation.
I første omgang var operationen planlagt, men den blev sidenhen udskudt til dagen efter, hvor det endelig lykkedes at blive opereret. Det uheld har været medvirkende til at Rene Kjær i år ”blot” har kørt 571 gange i år, mod 714 løb sidste år, samt hele 836 året forinden.
Med dette i mente, så er 100 sejre og en forbedret sejrsprocent i forhold til sidste sæson imponerende. I år kører Rene Kjær med en sejrsprocent på 18, hvor tallet sidste år hed 14.
Travet.dk har gennem de senere år været rundt på alle landets travbaner. Her har vi mødt en Rene Kjær, som altid har tid til en snak eller en kvik kommentar. Det er dejligt forfriskende, og man kan være sikker på, at hvis denne skribent har skrevet et par linjer, som Rene Kjær bemærker, så får man også en lille, kvik bemærkning.
Godt bagland

I 2004 flyttede René Kjær til Fyn, hvor han startede op med 30 heste. Det blev senere udfaset, og René Kjær har i dag fem heste på træningslisten.
René Kjær er ikke kun en dygtig kusk, men også en fremragende repræsentant for Dansk travsport. En god formidler og en dygtig kommunikator.
Når man siger Rene Kjær, må man også huske baglandet. Konen Tina Ottosen får det hele til at balancere i det daglige, og samtidig er Rene Kjærs bedre halvdel utrolig hestekyndig.
Tina Ottosen har haft mange fine sejrsheste gennem hænderne, og det er ikke en tilfældighed.
Historien om Rene Kjær, der drømte om at blive landmand/maskinmester til i dag at være en af landets førende travkuske, er ganske unik. Det startede med ponysporten, og gik over Harald Lund. I dag kender hele trav-Danmark Rene Kjærs evner i en sulky.
Fotos af:
- Burt Seeger
- Privatfoto






