Tilbageblik – Den ældste danskfødte nulevende travhest er 37 år.
Horsens Folkeblad har netop haft en artikel om landets måske ældste hest, der skulle hedde Kashmir. Travet.dk har af flere omgange skrevet og omtalt den ældste nulevende travhest. Vi har i dag denne og en skrivelse med Rex Made på vej i dag.
En artikel som Kenn Erik Bech skrev til os.
Den ældste danskfødte nulevende travhest er 37 år.
For nogle uger siden bragte travet.dk en artikel, hvor der blev spurgt om hjælp til at finde Danmarks ældste nulevende travhest. Der kom mange gode bud, og det viser sig, at det er en hest, der i flere år har befundet sig i Tyskland!
Og navnet er: Net Line.
Røde hest

Denne røde hest er født den 3. juli 1986, og er opdrættet af den tidligere amatørkusk og hesteejer, Steen Eigil Jensen.
Hesten blev eksporteret til Tyskland i 1993,og står nu i München-området, og er, trods sine 37 år, i fuld vigør.
Det er dejligt at få at vide, at mange travheste får et godt og velfortjent otium. Det skulle da også bare mangle, kan man sige, det er jo selve hesten, og den måde vi behandler dem på, der er det vigtigste i sporten, – uanset alle de andre problemer og udfordringer travsporten, siden sportens opstart, har tumlet med.
Den ældste nulevende hest, opstaldet i DANMARK, er Rex Made, og ham, og andre ældre veteraner omkring de 30 år, vender vi tilbage til i en senere artikel. Først lidt om Net Line.
En Derbydeltager i Mai Cup

Skal vi beskæftige os lidt med afstamningen på Net Line, så har vi her en fremragende moderlinje. Vi skal tilbage til Mai Cup, født 1966, og her er løden også rød, sikkert efter faderen, Rodney Ranger (US).
Mai Cup var en virkelig god løbshest, og den deltog i Derbyet i 1970, hvorved kusken, Lena Hansen, blev den første kvindelige kusk i et Derby.
Mai Cup forsatte med en karriere som en supergod avlshoppe. Der er navne som Main Cup (H C S), født 1985, rekord 15,3 og en indtjening på over 400.000 kr. Så er der Ejby Cup (Way To Reason (US)), rekord 16,1 og 260.000 kr.
Øverst på Mai Cups afkomsliste er Flicking Star-hingsten Fine Cup, der vandt 55 sejre, indtjeningen lyder på 385.000 kr, og den virkede også i avlen, med skiftende succes, men den er morfar til f.eks. de to gode Gardenia-heste, Photo og Tarzan, begge fine løbsheste med stærke rekorder og indtjeninger, tilsammen har de 56 sejre.
Røde Erik – den perfekte ven
I 1978 får Mai Cup et afkom, der hedder Denise Cup, og nu nærmer vi os Net Line.
Denise Cup er endnu en rød hoppe i samlingen, den er ved Thrilling Speed (US), og opdrætter er Anders Rasmussen. Den erhverves af Steen Eigil Jensen
– Da jeg købte Denise Cup, vendte hun mig altid ryggen de første 3 måneder, når jeg kom ind i hendes boks. Men med tålmodighed og en masse venlige klap og aen blev hun til den mest kærlige hest. Hun var i træning hos Palle Sperling og Ebbe Hansen. Denise Cups første føl var Net Line.
– Han blev døbt Net Line, men var af familie og venner kendt som ‘Røde Erik’, fordi der var en kendt væddeløbshest ved navn Røde Erik.
Steen Jensen har selv kun kørt Net Line en enkelt gang. Det var i et løb, hvor der skete ting og sager. Steen Jensen fortæller selv:
-I det løb blev vi kørt ned, og jeg faldt af sulkyen, sammen med flere andre. Mens jeg lå der på banen, stod Net Line ved siden af mig, og ventede på, at jeg skulle rejse mig!
-Han var den perfekte ven, fastslår Steen Eigil Jensen. Den røde hingst efter Linus T (US) forsatte løbskarrieren i Tyskland.
Net Line opholder sig nu hos Hannelore Gallin-Ast, der driver et hestecenter for ældre heste ved München, og her er den en elskelig og populær ride- og hyggehest.
Steen Eigil Jensen har været til fødselsdagsfest på dette sted, hvor Net Line blev fejret med fødselsdagslagkage og meget andet godt!






