Charlottenlund indleder det danske program
Charlottenlund Travbane indleder den danske travmenu i dag. Det sker med det danske mesterskab for Danmark som hovedattraktionen.
Der afvikles i dag ni løb med start kl. 15.45.
Et baneprogram til i dag kan hentes her.
I vores optakt til dagens løbsdag, har Kenn Erik Bech skrevet to artikler om DM.
De to artikler, kan læses her.
–
Danmarksmesteren var en ”svindelhest”
Af Kenn Erik Bech
På fredag skal den danske mester i trav endnu en gang kåres, Mesterskab for Danmark afvikles. Løbet blev første gang kørt i 1917, og med undtagelse af 1919, er det blevet kørt hvert år siden. For 100 år siden viste det sig, at danmarksmesteren anno 1921 ikke var den hest, som man troede, den var. Den startede under falsk navn, men det blev først opdaget nogle år senere. Det var en stor skandale, da sagen, kaldet ’ringeraffæren’, blev oprullet.
Mesterskabsløbet kørtes på Charlottenlund Travbane søndag den 28. august 1921. Vinderen var den amerikanske import med navnet Loretta Charlton, men det viste sig at være et falsum. Vinderhesten hed rettelig Amy Frisco, – Loretta Charlton var et forfalsket navn til den amerikanske hest!
Forhåndsomtaler om mesterskabet i aviserne
–

I vores 2021-øjne, findes der en del sjove forhåndsomtaler i de forskellige københavnske dagblade.
I ”Folkets Avis”, lørdag den 28.august 1921, står der i en forhåndsomtale om løbene dagen efter på Lunden; ”der findes den besynderlighed at ikke et eneste af løbene er handicap, men det behøver ikke at gøre løbene mindre spændende, navnlig er der grund til at køre opmærksom på Mesterskab for Danmark, hvor alle hestene står fra lige start.” DM-løbet er dagens 4. løb, og Folkets Avis tipper Peter Pogue, hvis ”den ikke er meget uheldig i starten”, foran Barbara Lee og Advance Guard og med Bella la Copia som outsider.
Også Københavns Amtsavis tipper Danmarksmesteren fra 1920: Peter Pogue. I Væddeløbsbladet omtales på forhånd imidlertid Barbara Lee med træner Max Rabenhorst som favorit efterfulgt af Sofus Sørensens Trixton. Sådan kom det imidlertid ikke til at gå.
Ingen pengemangel på Traverbanen
Københavns Amtsavis noterer i deres mandagsudgave; ”At stærke regnbyger over København om formiddagen bevirkede, at knap så mange gæstede travløbene i Charlottenlund. Dagens eneste overraskelse skete i Mesterskab for Danmark, da Loretta Charlton ganske uformodet vandt til odds 10,29.”
På forsiden af Folkets Avis var mandagsudgaven præget af et foto af DM-vinderen sammen med kusken, Johan Sakki Petersen. Endvidere skrev avisen, at der tilsyneladende ingen pengemangel var på Traverbanen! – Omsætningen var på næsten 300.000 kr. Desuden nævnes der, at vinderen, Loretta Charlton, ejes af Mr. King, – ”der ikke må forveksles med Kongen af Danmark”!
Fattige travtrænere og Løvens parti
Der var 3 omstarter i løbet. Avisen BT har i sin omtale af Mesterskab for Danmark valgt følgende overskrift; ”Sakki” vinder Mesterskab med Pajonceks Loretta Charlton.
Endvidere skriver BT: ”I går afsluttede Travselskabet sit sommermeeting, og når porterne atter åbnes den 11. september er det for at køre sæsonens 5 efterårsløb. – Når dette er sket kryber trænerne i vinterhi; De fleste endnu fattigere end de var ved sæsonens begyndelse! – Det år der er gået er som de foregående år; Sofus Sørensen og Koster har taget Løvens parti, og ladet de andre slås om stumperne.”
Løbsreferatet af DM-løbet lød således: ”Peter The Preacher med N. J. Koster tog straks fronten og førte indtil kort før mål. Peter Pogue sprang som så ofte før og en hest som Advance Guard, der momentvis løb hurtigst af alle deltagere, er helt ude af form og langt fra akklimatiseret. Mon ikke det ville være klogest at tage denne pragtfulde hest helt ud af træning. Peter The Preacher, der blev nummer 2 i løbet, var heller ikke helt i orden”. Peter Pogue blev dog nummer 3, kørt af sin ejer, C. L. Müller.
Endvidere omtaler BT dagens amatørløb således: ”I dagens amatørløb beviste de 3 mesterkuske, Ryle, Brække og Axel Nielsen, at det som oftest er kusken, og ikke hesten, der vinder løbet, ved at besætte de 3 første pladser”!
Travpressen lagde ikke fingrene imellem dengang, der var råt for usødet i mange referater fra løbene.
Svindlen blev opdaget
I 1920 havde Det Danske Travselskab overtaget det store mesterskabsløb, efter at hesteejerforeningen havde stået som arrangør i 1917 og 1918. Selskabet havde måske set reklameværdien af dette løb.
Den populære ”danske” svensker C. L. Müller havde, med sin amerikaner Peter Pogue, vundet DM i 1920. Og det var netop Müller, der var hovedmand bag opklaringen af svindelen. Ihærdigt fik han løst op for forfalskningen med heste som Loretta Charlton/Amy Frisco. Hele skandalesagen blev efterfølgende omtalt som ’Ringeraffæren’. Man havde ellers allerede ved den første travkonference, der var, tilbage i 1891 i Tyskland, diskuteret, hvordan man skulle forholde sig med forfalsket væddeløbsmateriale fra USA, kaldet netop ringers.
Det Danske Travselskab var i første omgang mådeholdende med at rode for meget op i affæren med ”ringer-hestene”, sandsynligvis pga. manglende bevis, og først ved selskabets generalforsamling i 1926 blev sagen endelig afsluttet.
Det er således en endnu længere historie, som der desværre ikke er plads til her, hvordan opklaringen skete, men kort fortalt blev det bevist, at ”Loretta Charlton” i realiteten var en anden amerikanertraver ved navn Amy Frisco, hvis afstamning var San Francisco og Amyas. En af de andre deltagende heste i Mesterskab for Danmark 1921, Advance Guard, var i realiteten også en anden hest.

Selveste Pajoncek blev snydt
Det viste sig, at det var en amerikansk person, der havde solgt adskillige heste fra USA til danske hesteejere under falske navne. Som ejer af Amy Frisco/Loretta Charlton står ejerpseudonymet Mr King lig med Julius Pajoncek.
Julius Pajoncek, der ellers var en erfaren ræv indenfor travsporten, blev åbenbart også fuppet af den amerikanske person. Tyskfødte Julius Pajoncek havde rumænske rødder, men var i en årrække, især i starten af forrige århundrede, en af dansk travsports store navne. Der kan læses mere om ham på thof.dk, da han er optaget i travsportens Hall of Fame. Her nævnes dog ikke, at han var ejer af danmarksmesteren 1921 og 1922.
Pajoncek fik meget stor betydning for dansk travsport. Julius Pajoncek blev det første æresmedlem i Dansk Travtrænerforening, hvilket skete i 1911. I øvrigt menes det, at Amy Frisco, der var født ”over there” i 1911, i 1926 blev videresolgt til Rusland.
Forket navn på hjemmesiden
På Lunden/Charlottenlund Travbanes hjemmeside, under Historiske Løb/DM, står navnet Amy King anført som vinder af Mesterskab for Danmark både i 1921 og 1922. Det rette navn må være Amy Frisco, og som denne skribent en del gange har bedt selskabet om at rette til, hidtil dog uden held.
Sakki-Petersen
Om vinderkusken i Danmarksmesterskabet i 1921, Johan Sakki-Petersen, er det blevet oplyst, at han var født i 1881. Sakki var omkring 1893 staldmand for den russiske Orloff-traver Sagadaschnij, hvis navn den gode Johan Petersen, forståeligt nok, ikke kunne udtale, så deraf kom hans øgenavn!
Sakki var træner i flere perioder, blandt andet for føromtalte C. L. Müller på Jägersro. Det var også Johan Sakki Petersen, der passede championtræner Sofus Sørensens stald, da denne, mens 1. verdenskrig rasede ude i Europa, i perioder var indkaldt til militæret. Efter det foreliggende skulle Johan Sakki Petersen have sluttet sit arbejdsliv med at være ansat på Væddeløbsbladet.
Kenn Erik Bech har i vores optakt til dagens DM-dag på Charlottenlund skrevet denne.
En værdig danmarksmester for 50 år siden – Jørgen Larsen med Ikaros
Af Kenn Erik Bech

Den 4. juni køres Mesterskab for Danmark 2021. For 50 år siden var der 14 deltagere i danmarksmesterskabet, heraf 3 fire-årige heste, linet op bag startvognen søndag den 4. juli 1971, da den nye danmarksmester i trav skulle findes. Den nordjyske amatørkusk Jørgen Larsen sejrede med sin store stjerne Ikaros.
2 måneder senere vandt parret endnu en storsejr, en sejr, der blev historisk i alle henseender for dansk travsport, men den historie gemmer vi til en anden gang. 84-årige Jørgen Larsen er still-going-strong, og træner stadig heste i det nordjyske!
Mesterskab for Danmark 1971 gik efter snarrådig kørsel i opløbet af Jørgen Larsen til Ikaros. Der var et lille hul i opløbet i konkurrentmuren, og på de sidste 150 meter var der dømt slalomkørsel, og alle konkurrentern blev passeret. Nummer 2 i DM-løbet var Jacqueline Axworthy/ Børge Grandahl, mens Kijafa/Gerhard Petersen var tredje.
Over mål var den kommende derbydeltager, og derbyfavorit, Nallo fjerde, men desværre i galop. På 4.pladsen kom i stedet en helt speciel hest. Det var også en 4-årig hest. Den hed Nu Bangsbo, der snart skulle blive årets derbyvinder for Villy Pedersen!
Der var 20.000 kr. i førstepræmie til Stald Saltums hest, og Ikaros havde igen en kanonsæson, og blev kåret til Årets Hest i Danmark for sæson 1971.
Dagens vindere
Ikke-travnostalgikere behøver ikke at læse de næste linjer; Hvis man kigger på de øvrige vindere på denne DM-dag på Charlottenlund Travbane, dukker mange interessante gamle navne op, både hos de 4-benede- og 2-benede profiler.
- løb var for 2-årsheste, og her vandt Penta Højkrog og Villy Pedersen løbet om Safari The Great-pokalen.
- løb blev vundet af Nolojohn med Jørgen Olsen.
- løb havde svenske Stall Hans som ejer af vindende Ole S med Leif Løfgren.
- løb sejrede Hans Bagge med Ocitta, der var efter hans succeshoppe, Carmencita.
Karl Peter og Andy Kierstein vandt 5. løb, mens Leif Nielsen i det næste løb vandt Olympias Ærespræmie med Major Cathrineberg.
Dagens amatørløb blev vundet af Kaj A. Larsen, far til træner Mogens Larsen, med hesten Hermod.
Endelig gav dagens sidste løb, et handicap efter 1:24, dagens anden sejr til træner Andy Kierstein, der her vandt med Kip Hanover.
Familiemedlemmet Ikaros
Ikaros var som et medlem af familien, – sådan lød det fra den ”gamle brygger” Erling Larsen, far til Jørgen Larsen, i 1971. Hvortil han tilføjede; ”Man sælger da ikke en søn, et medlem af familien”!
Nej, det gjorde de ikke deroppe i Saltum. Ikaros var født hos familien Larsen, selv om de ikke stod som opdrættere. Moderen til Ikaros var Two-Step, som Erling Larsen havde købt i 1954, og som den unge Jørgen Larsen blev nummer 2 med i derbyet i 1957.
Intet tegnede til at begynde, at Ikaros skulle blive en stjerne som løbshest, men bl.a. ved hjælp af Erling Larsens alternative træningsmetoder, – masser af langsom træning i Vesterhavet, udviklede Ikaros sig til, i perioder, Danmarks bedste traver.
Kulminationen i Ikaros’ karriere må nok siges at være netop i 1971, hvor den foruden sejren i løbet om Danmarksmesterskabet, vandt løb som Kosters Memorial og, sejren over dem alle, Nordisk Mesterskab. For første gang i 33 år vandt en dansk hest dette løb.
Travlt havde den også på avlsområdet i 1971, idet Ikaros nåede at bedække 39 hopper. I alt vandt Ikaros 55 sejre.







