Skive Folkeblad – Endnu en forside
Skive Trav har de seneste dage været rigt repræsenteret i de danske medier. I går kunne Skive Folkeblad tilføje endnu en skrivelse og denne gang på forsiden af E-udgaven.
Skive Folkeblad har været særdeles aktive i dækningen af Jan Nørbjergs afgang og sidenhen branden på banen.
Det samme har de danske travmedier, og vores medie har forsøgt at finde hoved og hale i tingene. I den forbindelse, har vi været i kontakt med Jan Nørbjerg, flere af banens trænere og samtidig, er der rettet henvendelse til banens bestyrelse skriftligt.
I forbindelse med bortvisningen af Jan Nørbjerg var Travet.dk i kontakt med hovedpersonen selvsamme dag, som bortvisningen fandt sted. Samme dag, gav vi bestyrelsen mulighed for at svare på de kritikpunkter, som Jan Nørbjerg fremførte.
Travet.dk fik aldrig fået svar på vores henvendelse til bestyrelsen.
Travet.dk kontaktede også trænernes talsperson Christian Lindhardt, og en række af banens trænere, for at få deres holdning/mening til tingene. Her henviste flere af trænerne til Christian Lindhardt, som Travet.dk derefter tog en snak med.
Samme fremgangsmåde omkring branden
I forbindelse med branden, som fik alt hvad den kunne trække på enkelte medier, så kontaktede Travet.dk Maria og Camilla Dueholm Svendsen, som vi erfarede var på banen på det pågældende tidspunkt.
Maria og Camilla Dueholm Svendsen forklarede forløbet, og de to unge kvinder fik ligeledes lov til at læse vores artikel igennem, inden den blev bragt for at sikre, at der var citeret korrekt.
Der er således ikke lavet sensationsjournalistik på hverken Jan Nørbjergs afgang eller branden på banen i Skive. Vi har i stedet taget kontakt til de tilstedeværende og de involverede for en kommentar.
Vi har samtidig sørget for at disse er citeret korrekt, og artiklerne har de involverede læst igennem, inden de blev bragt for at sikre dette.
Kedeligt for sporten og for Skive Trav
Skive Folkeblad bragte fredag en skrivelse, hvor man påpegede at det ikke er første gang, at Jan Nørbjerg bliver bortvist. Skive Folkeblad skrev i den forbindelse:
“I august sidste år overtog Jan Nørbjerg posten som formand for Lejernes Landsorganisations Viborg-afdeling. Kun 16 dage senere ekskluderede LLO’s hovedbestyrelse Jan Nørbjerg på grund af »organisationsskadelig virksomhed«. Hovedbestyrelsen ekskluderede Jan Nørbjerg med 11 stemmer mod 4.”
Det er den sidste skrivelse af flere i Skive Folkeblad.
Generalforsamling på vej
Bestyrelsen har indkaldt en ekstraordinær generalforsamling den 29. marts med valg af fem personer til en ny bestyrelse som eneste punkt på dagsordenen.
– Der skal ro på. Vi skal undgå mere negativ og skadelig omtale af Skive Trav, sagde afgående formand for Skive Travs bestyrelse Ole Finderup til Skive Folkeblad d. 17 marts.
Om der kommer ro på, skal vi lade være usagt. I går kunne Skive Trav endnu engang se en kedelig og trist overskrift i medierne.
For sporten og Skive Trav kan man håbe, det er den sidste kedelige overskrift i dette forløb!
Foto af KM FOTO.






